Fra Johannes af korsets "Levende kærlighedsflamme":

Thomas Keating taler om påskens mysterier

Thomas Keating taler om at leve påskens mysterier – håb og frelse.
03.03.07

Jeg vil begynde med et par indledende bemærkninger om emnet, som er påskens mysterier. Disse mysterier drejer sig om påskeugens begivenheder, hvor vi mindes og fejrer Kristi sidste dage: Hans lidelse, død, opstandelse og senere himmelfart.

Kristi frelsende eller helbredende handlinger drejer sig om at forvandle menneskeheden og hver enkelt af os, så vi kan leve, som de mennesker vi er, men på en guddommelig måde. Set ud fra dette perspektiv fejrer vi faktisk hjertet i den kristne mystik. Det største mysterium i kristendommen er naturligvis Treenigheden. Inkarnationen og Kristi frelsebringende gerninger er manifestationer af Guds indre hjerte, for så vidt som dette kan overføres til menneskelig adfærd, handling og sprog.
I kristendommen er der to aspekter, som leder eller introducerer mennesker til den forvandlende proces, som jo er livets formål. Disse to aspekter er liturgien og kontemplativ bøn, og de supplerer hinanden. Problemet er, at de fleste mennesker i begyndelsen ikke forstår at deltage i det liturgiske liv på en måde, så de modtager den forvandlende evne, som liturgien indeholder. Liturgien, som her i påskeugen, er ikke blot en mindefest. Den kommunikerer eller formidler den nåde, som begivenhederne samt Kristi og de forskellige deltageres ord symboliserer i dette mysterium, der drejer sig om liv, død og opstandelse.

Jeg vil her langsomt bevæge mig ind i dette mysterium. For at kunne nærme os mysteriet har vi brug for en kontekst, en sammenhæng. I hvert fald vil det være en hjælp, at se på hvordan forfatterne til evangelierne forbereder eller giver os eksempler på de nådegaver, vi modtager på vores egen måde, men ofte uden at være særlig opmærksomme på det. Guds rige udfolder sig i hverdagslivet ifølge Jesu lignelser. Derfor behøver man ikke gå nogen steder hen eller gøre noget specielt for at få del i denne forvandlende proces. Det eneste, som er nødvendigt, er at sige ja, give sit samtykke til at blive forvandlet og tilbringe tid i Guds nærvær og med mysterierne på en praktisk måde. Liturgien er én måde. Somme tider er liturgien dybere, tydeligere og mere formidlende end til andre tider, og påskedagene er uforlignelige. Hver enkelt dag er mættet med nåde, så det vil være en vældig god ide at gøre sig tilgængelig for denne enorme strøm af guddommelig kærlighed. Glem alt om at trille æg eller andre måder at fejre påske på. Ikke fordi de er forkerte, men de er temmelig utilstrækkelige set i forhold til det mysterium, som faktisk er tilgængeligt. Måske man kan gøre begge dele.

For bedre at kunne forstå højden, længden og dybden af Kristi kærlighed og åbenbaringen af dette frelsebringende mysterium vil vi begynde med et par andre episoder, som introducerer os til omfanget af det, der faktisk sker her. Husk på at Kristus er meget optaget af at afsløre Faderens hjerte: Hvem er denne Gud, der i den grad transcenderer alle begreber og skjuler sig bag ydre og underordnede begivenheder, så man aldrig kan se ham? Dette er et mysterium, som overskrider vore rationelle evner til at tænke, selv religiøst. Selvom religionen baserer sig på disse evner, som i liturgien, må den føre os ud over det at tænke og reflektere. Formålet med at reflektere, tænke og med liturgien er at lede os frem til den transcenderende evne, der gør os i stand til at relatere til Mysteriet hinsides ord. Denne relation behøver da aldrig at blive afbrudt. Vi har en tendens til at tro, at vores forbindelse til Gud bliver afbrudt, men holder vi op med at tænke så dumt, vil vi få det meget bedre. Intet kan skille os fra Gud eller Kristi kærlighed – absolut intet – bortset fra det at tro og tænke, at noget kan. Det er en hjælp delvist at bruge vore tænkeevner, når vi overvejer de kristne mysterier, for at få disse evner til at samarbejde i dette projekt, som transcenderer dem uden at afvise dem. Det drejer sig således om konstant at være åben overfor Guds kærlighed, og det er virkelig kun muligt, hvis man rent faktisk erfarer denne kærlighed, som omringer, gennemtrænger, favner, kærtegner, og bliver ét med én. Faktisk er vi allerede ét med Guds kærlighed. Vi tror det bare ikke, så det er primært os, der forandres - ikke Gud.

De episoder i evangelierne, som jeg vil omtale, er forberedende højdepunkter, og de antyder noget om Guds hjerte og hans intention om at kommunikere det guddommelige liv til os og forvandle det menneskelige liv uden at forandre hverdagslivet, de historiske omstændigheder, de tilslørede mirakler og de tilsyneladende almindeligheder, som får os til at glemme intimiteten med Gud og hans nærvær. Vi glemmer, at det almindelige hverdagsliv er fuld af muligheder, der kan forvandle os. Det er normalt her, forvandlingen finder sted, selvom vi af og til udsættes for særlige begivenheder eller omstændigheder, der forstærker eller fremskynder processen. Der er intet, der som døden fremskynder processen.

Jesus havde nogle gode venner: Maria, hendes søster Martha og deres broder Lazarus, som han ofte besøgte, når han var på vej til templet for at prædike i sit jordiske liv. Maria er en meget betydningsfuld person i evangelierne, og hun optræder flere gange. Vi bliver introduceret for denne familie på et tidspunkt, hvor de var værter for Jesus. Martha bliver somme tider betragtet som en håbløs aktivist. Hun var en meget udadvendt person og tilsyneladende ret kompetent, når det drejede sig om gæstfrihedens konkrete detaljer. Ligesom alle os andre havde Martha et falskt selv. Hendes hensigter var gode, og hvad kan være bedre end at tilberede et måltid for Gud, for Guds Søn? Man kan dårligt forestille sig en vigtigere tjeneste at gøre nogen. Da tingene ikke gik, som de skulle, - måltidet blev forsinket og så videre - blev hun bekymret. Som vi ved, er bekymring altid tegn på, at det er det falske selv eller egoet, der er aktivt. Martha så Maria sidde ved Jesu fødder og lytte til hans ord. Maria gjorde intet, og det gik efterhånden Martha på nerverne. Til sidst blev hun vred, ikke blot bekymret, så hun spurgte Jesus, hvorfor han ikke bød denne kvinde hjælpe hende. Med andre ord beskyldte hun Jesus for at være et af disse mennesker, der passivt og stiltiende tillader andre at dyrke deres dårlige vaner eller afhængigheder. Det var på tide at spise, maden var ikke færdig, Lazarus var et eller andet sted, i hvert fald var han ikke til nogen hjælp. Hvorfor kunne Maria ikke gøre det, der helt klart var nødvendigt såsom at dække bordet og hjælpe til med det, der manglede? Jesus måtte forsvare Maria, men læg mærke til at han ikke anklagede Martha for noget, han forsvarede ikke sig selv på trods af hendes bebrejdelser. Men han påpegede det, som var galt med Martha. Det er det, Jesus altid gør – også i dag. Nåden har ikke forandret sig den mindste smule i mellemtiden. På en kærlig måde fortalte han hende, hvad der var i vejen, faktisk beklagede han sig:” Martha, Martha, du bekymrer dig over så mange ting”. Det var hendes problem. ”Kun én ting er nødvendig, og Maria har valgt den gode del, og den tager jeg ikke fra hende.” Så hvad var det, Maria gjorde, som i den grad optog, ja opslugte hende, og dermed forhindrede hende i at komme sin søster til hjælp?

Jeg siger ikke, at Maria skulle blive siddende der for evigt. Måske ville det på et tidspunkt i hendes liv være den bedste del at rejse sig op og hjælpe Martha, men uden at miste den gode del. Hvad er da den gode del? Jo, det er præcist den kontemplative dimension i livet og i evangeliet. Hun sad der og lyttede til Kristi Ord. Ord i ental. Det antyder, at hun bevægede sig fra hans menneskelighed, hvor smuk denne end var, og den vidunderlige energi, der strømmede fra hans Ånd. Men hun lyttede ikke længere til, hvad han sagde, og det er den bevægelse, man foretager i kontemplativ bøn. Man er i Kristi nærvær, men man hører ikke, hvad han siger på dette tidspunkt. Det er et kald til større intimitet, en udveksling mellem to personers væren eller ånd.

 Så Maria bevægede sig gennem og hinsides Jesu menneskelighed. Ikke at hun på nogen måde afviste den, men hun opfangende og opfattede den guddommelige person, - Guds Ord - som besad denne menneskelige natur. Dette er noget, kun troen kan se og opfatte. Da Jesus spurgte disciplene ”Hvem siger I, jeg er?”, vidste de det ikke, bortset fra Peter, som sagde det rigtige. Pointen er, at ingen kan se Kristus som Gud uden at have troen. Han så ud som en almindelig mand, og som vi ved, var han ikke vellidt af farisæerne. De var formodentlig i god tro og følte, at han underminerede deres position og forhold til de romerske autoriteter, som i forvejen var ret betændt. Han var lidt for ærlig i forhold til den tids sociale struktur, han havde en tendens til at sætte spørgsmålstegn ved de forudfattede ideer. Han var et problem for dem, og de så intet udover problemet.

Men Maria var, fordi hun havde et venskab med Jesus og tilbragte tid sammen med ham, begyndt at opfatte mysteriet i ham. Dette mysterium er Guddommens tilstedeværelse i denne mand. Den besad hans menneskelighed, men ikke så man kunne se det. Så Kristus, som Jesu´ guddommelighed, kan ikke opfattes eller ses uden tro, og troen kan ikke udfolde sig uden en vis grad af bekendtskab, som på et tidspunkt udvikler sig til et forpligtende venskab. Det var denne udvikling, som havde fundet sted i Maria. Så man kan sige, at Martha var en god Guds tjener, men hun befandt sig stadigvæk på det niveau, hvor man blot betragter hinanden som bekendte eller med venlighed. Der må jo have været tale om en slags venskab, når hun beskyldte Jesus for at opføre sig dårligt med hensyn til hendes søster. Hun kunne næppe have været mere ærlig, og han blev heller ikke fornærmet, men han ønskede dog, at hun skulle indse, at hendes motiv ikke havde noget at gøre med kærlighed til ham men derimod med, at hendes selskab skulle være en succes. Derfor havde hun ingen ret til at beklage sig over et menneske, der udførte et bedre job med hensyn til at relatere til ham. Marias forhold til Jesus var umiddelbart og direkte, og det ene fornødne, som ingen kan tage fra nogen, er, når vor relation til Gud har udviklet sig til et venskab.

Dette er formålet med liturgien: Ved hjælp af sakramenterne og ritualerne er det meningen, at liturgien skal gennemtrænge begivenhederne i kirken, ikke på nogen måde afskaffe dem. Vi taler ikke om at tage en genvej udenom dem, men om igennem dem at blive ført til det mysterium, som liturgien leder os til, men ikke af sig selv kan formidle.

 Kontemplativ bøn har den fordel, at den skaber det indre klima, som begunstiger formidlingen af mysteriet. Det er derfor, liturgien og den kontemplative bøn passer så godt sammen. Efterhånden som vi mere og mere fordyber os i disse to områder, forstærkes virkningen af dem, og alting bliver liturgisk for os, forstået på den måde, at vi begynder at se Gud eller Kristus i alt og alle. Nu bliver alting helligt. Bestemmelsen med os og alt det skabte er guddommeliggørelse. Det er allerede sket i Kristi legeme, og det vil også ske i vore legemer, sådan at intet er adskilt fra Gud. Gud er den eneste årsag til, at noget som helst eksisterer og vedbliver med at eksistere, så adskillelse er en umulighed. Men evnen til at relatere med kærlighed og bevidsthed er den store gave, Gud har givet til mennesket. Derfor er mennesket så betydningsfuldt. Det er i stand til at relatere til det ultimative mysterium på en umiddelbar måde. Efterhånden udvikler denne forståelse eller erkendelse sig, som det tilsyneladende skete med Maria, og så vokser kærligheden. Først kærligheden til Gud, dernæst til alt og alle, som Gud har taget bolig i, begyndende med de mennesker, vi elsker mest, derpå alle mennesker, som nogensinde har levet og vil leve, så til hele skabelsen, de elskede dyr, planter, de materielle ting helt ned til den mindste kvark eller det som er mindre, og som man stadig leder efter.

Kontemplativ bøn gennemtrænger således symbolerne eller ritualerne, og gør os i stand til at relatere umiddelbart til Kristus, til mysteriet i vores indre. Dette er enestående, ja uforligneligt. Det er det, vi er skabt til, og det er vejen til den endelige forvandlende proces, som er at blive guddommeliggjort ved delagtighed i Treenighedens indre liv, eller som Peters 2. brev siger: ”få del i den guddommelige natur.” Kirkefædrene udtrykte sig således: ”Gud blev menneske, for at mennesket kan blive Gud.” Så vidt jeg kan se, er evangelierne tydelige på dette punkt.

Så hvis man ønsker at blive en helgen – tillykke! Men det modsvarer ikke invitationen. Der er med andre ord mere. Måske man prøver at blive oplyst, hvis man er interesseret i den østlige visdoms discipliner. – Held og lykke! – men det er ikke nok. Guds invitation er til noget større. Den drejer sig ikke om at blive dette eller hint, uanset hvor helligt det måtte være, men om at blive Gud, det vil sige at deltage i den guddommelige natur så maximalt, som det er muligt. Alting i vores liv er tilrettelagt med henblik på dette projekt. Hvis man tror, livet drejer sig om noget andet, er man fejlinformeret.

Maria må have følt sig meget bekræftet ved at høre Jesus sige, at hun havde valgt den gode del. Han sagde ikke den bedste. Så selv da han gav hende anerkendelse for hendes åndelige liv eller vej, udfordrede han hende til at indse, at der er mere. Der findes en bedste del, og hun var kun nået til den gode.

Lad os nu bevæge os frem i tiden, som man gør i visse dokumentarprogrammer. Et par måneder senere blev Lazarus meget syg, og hans søstre var temmelig bekymrede for ham. Jesus var ikke til stede, så de sendte ham et brev: ”Kære Jesus. Din gode ven Lazarus er syg.” Læg mærke til hvor fintfølende kærligheden er her. Søstrene havde set Jesus vække de døde til live og helbrede alle slags sygdomme, så de regnede selvfølgelig med, at alt, hvad Jesus havde brug for, var at blive informeret om problemet. De behøvede ikke trygle ham om at gøre noget. De bad ham ikke direkte om noget. De sagde: ”Her er problemet, gør hvad du mener, er bedst!” Dette er den fuldendte måde at bede på for mennesker, der elsker Gud: ”Her er problemet!” Gud ved udmærket, hvad der er brug for, og Han behøver ikke vore råd og vejledning.

I Joh11, læser vi, at Jesus godt var klar over, hvordan det stod til med Lazarus. Han kendte til søstrenes desperate ønske om, at han skulle komme, men han gjorde intet. Han blev, hvor han var og sagde til sine disciple: ”Lazarus sover bare”. Jesus ventede til Lazarus var død og havde været i graven i fire dage. Så han var ikke blot død men ved at gå i forrådnelse, formoder jeg. Nu ville Jesus begive sig på vej, og disciplene mindede ham om, at man havde planer om at slå ham ihjel. De tog alligevel af sted. I mellemtiden var Lazarus jo død. Så det så ud til, ifølge alle menneskelige betragtninger, at Jesus totalt ignorerede to af sine kæreste venners sorg. Hvordan mon Lazarus har følt det? Der står ikke noget i evangeliet, men han havde været dødssyg, og Jesus kom ikke. Hvordan har man det, hvis man er meget syg, og ens bedste ven ikke kommer på besøg, ja ikke så meget som sender et postkort? Sikkert elendigt. Disse ting synes imidlertid ikke at have været det, Jesus bekymrede sig mest om. Han sagde blot, at Lazarus sov, og at dette skete til Guds ære.

 Nogle af de ting, der sker i vore liv, sker til Guds ære, og i dette tilfælde lod Jesus med vilje Lazarus dø. Jesus må have haft i sinde at frelse eller helbrede ham, men fra det menneskelige synspunkt var der ingen tegn på dette.

Jesus ankom altså til byen, og Martha hastede ud for at møde ham med sin typiske ubesindighed og handlekraft, og hun sagde: ”Åh, Herre, hvis bare du havde været her, ville min broder ikke være død.” Jesus blev, hvor han var, og intet skete. Så gik Martha tilbage til huset og meddelte Maria, at Herren var kommet og kaldte på hende. Læg mærke til kærlighedens finfølelse og takt. Maria ilede ikke ud til Jesus. Hun ventede, til han kaldte på hende. Det var hendes kontemplative holdning. Hun ønskede også at møde Jesus, men hun ventede og brugte sin dømmekraft, og i dette tilfælde kaldte han på hende.

Så hvis man lader Gud vente, behøver man ikke være urolig. Gud skal nok sørge for at kalde. Det er ikke altid den bedste ide straks at fare af sted, parat til at ordne alting. I hvert fald sagde Maria nøjagtigt det samme, som Martha havde sagt, og brød så ud i gråd. Nu kunne Jesus ikke holde sine følelser tilbage længere, og han græd også. Det havde altså smertet ham selv mindst lige så meget at undlade at komme, da søstrene havde ønsket det. Han hjerte blødte for dem, men der var et større gode, som var Faderens vilje, nemlig at opvække Lazarus fra de døde.

 Dette var begyndelsen til Jesu frelsende gerning, som involverer alle. Der var således et formål med alt dette, som ingen kunne forstå, før alle begivenhederne havde fundet sted, og meningen med dem var blevet åbenbaret. Det var Marias tårer, der bevægede Jesus til at gå ind i byen og hen til graven.

 De gik nu hen til Lazarus´ grav, som havde en stor sten rullet foran. Med sit praktiske instinkt gjorde Martha Jesus opmærksom på, at der var gået fire dage, og liget måtte være gået i forrådnelse. Hun gav altid gode råd til Jesus. Også her anbefalede hun ham at lade være med at rulle stenen bort fra graven på grund af stanken. Det var en god praktisk iagttagelse, men ikke passende i denne situation. Så efter at have bedt dem om at rulle stenen væk fra graven råbte Jesus højt: ”Lazarus, kom ud!”, og manden, der havde været død i fire dage og var svøbt ind i ligklæder, vaklede ud af graven. Dette er et utroligt dramatisk højdepunkt i evangeliet. Jesus bad dem vikle Lazarus ud af ligklæderne: et symbol på transformation, på det nye liv, som i almindelighed sker gradvist, lidt efter lidt.

Hvordan mon Maria har haft det med Jesus, efter at have set ham vække broderen op fra døden som svar på hendes tårer? Ja, havde hun elsket ham før og overgivet sig til ham, symboliseret ved at hun sad ved hans fødder og lyttede, må hun være blevet totalt forvandlet i kærlighed ved denne begivenhed. Hun tilbad ganske enkelt Jesus, og hendes taknemmelighed kunne ikke have været større. Taknemmelighed gør én villig til at gøre hvad som helst for den elskede. Så nu overgav hun sig totalt til Jesus. Ikke blot dele af sig selv men alt, hvad hun var og havde.

Det var på grund af dette mirakel - Jesus, der opvækker Lazarus fra de døde - at autoriteterne besluttede sig for at slå Jesus ihjel. Så det var Marias bønner og tårer, der var den faktiske menneskelige begivenhed, som igangsatte Kristi frelsebringende lidelse, død og opstandelse, der begyndte med den tids autoriteters beslutning om at slå ham ihjel. Ingen af disciplene havde den fjerneste ide om, hvad der skete. De var ret tungnemme. Det var denne Maria af Betania, der havde den højeste, den mest avancerede form for kærlighed - for kontemplation. Det er derfor, hun er sådan en betydningsfuld person for kontemplative mennesker. Hendes rolle i evangeliet er en stor hjælp til at forstå, hvad der sker i vore egne liv, efterhånden som den kontemplative bøn bevæger sig igennem de forskellige stadier: renselse og bekræftelse af vores grundlæggende godhed.

Der er med andre ord prøvelser i vore egne liv, der ikke helt ligner historien med Lazarus, men effekten er den samme, nemlig at styrke vor tillid til Gud, når vi presses igennem begivenheder i vore liv, der er overvældende, ja faktisk for meget for os, set ud fra det menneskelige synspunkt.
Nogle af mystikerne siger, at Gud først for alvor begynder at handle, når alle menneskelige støttepunkter er forsvundet eller har fejlet. Før dette sker, kan man kun forvente amatørarbejde.
Når Gud ser, at man er fuldstændigt desperat, er han fri til at handle guddommeligt, og det kan dreje sig om hvad som helst, for intet er umuligt for Gud.

Ovenpå den store begivenhed med Lazarus kom mange jøder til tro på Jesus, og Simon den Spedalske, hvem han så end var, holdt et gæstebud. De forskellige gæster var: aktivisten Martha, den kontemplative Maria, tyven Judas, liget eller det forhenværende lig Lazarus, disciplene og selvfølgelig værten Simon den Spedalske. Med andre ord drejede det sig her om en typisk søndags menighed: Ganske almindelige mennesker, der befandt sig på hvert sit niveau af opløsning.

De spiste dette lækre måltid, og Martha serverede, som man kunne forvente. Det var hendes sædvanlige rolle. Forhåbentlig havde hun her en bedre adfærd end hjemme hos sig selv. Pludselig kom Maria bærende på en stor alabasterkrukke fyldt med en meget kostbar nardussalve. Alle gæsterne vendte deres opmærksomhed mod Maria. De vidste, at hun var en meget nær ven af Jesus, og de må have tænkt: ”Hvad gør hun nu? Hvad har hun i sinde denne gang?”  Hun gik hen til Jesus med den dyre parfume, som ifølge evangeliet havde samme værdi som en almindelig arbejders årsløn. I vore dage ville det nok dreje sig om noget i retning af 200 000 kr. Den var i hvert fald meget dyr. Før nogen kunne gøre noget, tog Maria alabasterkrukken og brød den i stykker over Jesu hoved, så den velduftende salve dækkede og gennemvædede ham. Duften bredte sig til hele huset, så ingen længere kunne spise. Man var ved at blive kvalt af den stærke duft. Marias handling gjorde altså en ende på dette måltid, og nu brød den menneskelige fornuft igennem. Judas, der desværre var en tyv og senere en forræder, sagde, hvad enhver med en smule fornuft ville sige: ”Hvorfor blev denne salve ikke solgt og pengene givet til de fattige?”  Salven var utrolig dyr, og Marias handling syntes at være uanstændig ekstravagant med så mange fattige og sultne mennesker i samfundet. Men Jesus sagde: ”Lad hende i fred, for hun har gjort dette som forberedelse til min begravelse.” Jesus forsvarede altså Maria, ja han retfærdiggjorde hende ved at sige: ” De fattige har i altid hos jer, men mig har I ikke altid.”

Husk på at Maria befandt sig på det kontemplative plan, mens disciplene talte ud fra almindelig menneskelig fornuft. De fattede overhovedet ikke Marias holdning og handlinger. Den kontemplative dimension går hen over hovedet på folk, der ikke befinder sig på dette plan. Det er derfor, den hidtil ikke har været særlig udbredt eller populær i kirken. Det vil forhåbentlig ændre sig. Når bare der er mere end blot en lille flok kontemplative mennesker, vil holdningen efterhånden nå ind i samfundet.

Jesus var altså klar over det motiv, Maria havde til at handle, som hun gjorde. Her bliver mysteriet meget dybt. Alle disciplene vidste, at Maria elskede Jesus, og at det, hun havde gjort, var en god måde at vise kærligheden på, ligesom når vi giver blomster til nogen, vi holder af. Maria gav ikke blot et par roser eller en lille flaske parfume, som nogle kvinder af og til gør, hvis de vil gøre et godt indtryk. Her var tale om en hel krukke fuld af parfume, som hun hældte over denne stakkels mand, så hans hoved, skuldre, krop og fødder var dækket, og han duftede som et juletræ. Man ville have formodet, at Jesus havde bedt Maria om at køle lidt ned eller dæmpe sit følelsesudtryk en smule. Et almindeligt menneske ville nok være blevet noget forlegen, men det fantastiske ved denne gave var, at den symboliserede kærlighed og overgivelse. Det, Jesus så og beundrede ved Marias gave, var dens totalitet. Den var dyr, og den repræsenterede alt, hvad hun var: krop, sjæl og ånd. Hun kunne ikke have givet mindre, for havde hun gjort det, havde hendes kærlighed og overgivelse ikke været total.

På dette kritiske tidspunkt i Jesu liv, hvor han stod lige foran sin lidelse og død, var det Maria, der på denne måde symbolsk udkrystalliserede situationen, som den faktisk var. De andre disciple fattede det ikke, simpelthen fordi de ikke elskede så meget. De besad ikke den kontemplative dimension af evangeliet. Hun viste først og fremmest sin egen kærligheds totalitet, der var brudt frem som en reaktion på, at Jesus havde vækket Lazarus fra de døde. Hun var helt og aldeles overgivet til Kristus. Derfor var han dybt taknemmelig, uanset hvilket symbol Maria måtte have brugt, og han forsvarede hende. Der er dybere niveauer af mysterium i denne scene. Maria ønskede også at vidne om det faktum, at Jesus ikke var en almindelig gæst ved at hælde denne dyre salve ud over ham.

På Jesu tid havde man i den palæstinensiske kultur bestemte regler for, hvordan gæsterne skulle behandles. En fornem gæst skulle have sine fødder vasket, sit hoved salvet med olie, og så skulle han have et kys. Det er den samme form for gæstfrihed, som Gud viser os i sakramenterne. I dåben får vi hældt vand på os, under firmelsen salves vi med olie og modtager Helligånden, i eukaristiens omfavnelse – kysset - får vi det forvandlende sakramente.

 Der er altså en sammenhæng i disse forskellige niveauer i menneskelivet, både i det almindelige liv, men også når dette helliggøres igennem sakramenter og ritualer. Disse to aspekter af livet understøtter gensidigt hinanden og hjælper os til at få et helhedsperspektiv på det, som sker.

Hvad mon det symboliserede, da Maria knuste krukken over Jesu hoved? Det indikerer, at hun var den eneste, der havde gennemskuet, hvad der ville ske, og at hun genkendte guddommeligheden i Kristus, som hun allerede var begyndt at opfange i Betania. Hun vidste, at Guds Ånd boede totalt i denne mand. Som Paulus senere siger: Guddommen var fuldstændigt til stede i Menneskesønnen.
Maria opfattede dette ved tro og kærlighed. Hendes handling indikerer derfor, at Kristi legeme, symboliseret ved krukken, snart skulle knuses. Kristi blod, som symboliserer Helligånden, ville herved overstrømme hele jorden med dens kraft og forvandlende effekt. Dette var nødvendigt, for at verden kunne få gavn af Kristi tilstedeværelse og Guds frelsende selvhengivende ønske om at helbrede den menneskelige natur fuldstændigt.

Jesus må være blevet overvældet af den fatteevne, han så hos Maria. Disciplene fattede ingenting.
Selvfølgelig måtte han forsvare hende. Tænk på hvor stor hendes kærlighed må have været! Så stor så hun kunne forudse, at denne mand - som var alting for hende, og som hun vidste ikke var en almindelig mand men et menneske fyldt med Guds Ånd, som er den mest udsøgte parfume, der findes - denne mands krop måtte knuses, for at Ånden kunne flyde ud over hele jorden og menneskeheden for at helbrede dens dybe sår, uanset af hvad art disse end måtte være. Det var ganske enkelt betagende, at Maria således ganske gennemtrængte mysteriet.

Da Jesus råbte højt for at Lazarus skulle komme ud af graven, blev Lazarus et symbol på kristen vækkelse, frelse eller hvad man nu måtte ønske at kalde denne mystiske proces. Scenen minder os også om Jesus på korset, da han råbte højt, lige før han døde. Lazarus måtte altså dø, og Jesus helbredte ham faktisk ved ikke at komme og redde ham fra hans fysiske død, et symbol på det falske selvs død. Hvis man ønsker at blive kureret for det falske selv, må man dø. Det er den eneste løsning, for man kan ikke tage det med sig ind i det næste liv og da slet ikke i himlen.

Det falske selv er altså det illusoriske selv, som vi har udviklet i barndommen omkring de instinktive behov, vi har eller havde: tryghed, magt og kontrol og anerkendelse. Disse tre behov blev fortættet til energicentre, som vore tanker og ønsker kredser omkring, ligesom planeterne kredser omkring solen. De blev således grundlaget for den måde, vi bedømmer de mennesker på, vi møder. Vore domme er ikke baseret på folks objektive godhed eller værdi, men på om folk bidrager til, at vi kan få ét af de tre instinktive behov dækket. Disse tre behov har forskellige symboler i forskellige samfund eller kulturer, men problemet er og bliver det samme. Den eneste kur mod det falske selv er døden. Derfor kom Jesus ikke, da Lazarus var syg.

I dåben forpligter vi os til død og opstandelse. Naturligvis er her ikke tale om den fysiske død, men om at tillade livet, vore religiøse pligter og den kontemplative bøn at afmontere eller opløse det falske selv med dets illusoriske søgen efter lykken de forkerte steder. Derefter vil det billede af Gud, som vi er skabt i, opstå og begynde at påvirke vore liv.

Derfor er Lazarus symbol på kristen vækkelse eller oplysning. Jeg formoder, at det falske selvs død modsvarer det, der i buddhismen kaldes den store død. Også i hinduismen, ja i alle de store verdensreligioner, i hvert fald i deres spirituelle udvikling, forudsættes en radikal forandring af vort syn på os selv og en villighed til at give slip på det selvbillede, vi - ikke Gud - har skabt og troet var uforanderligt, ja objektiv virkelighed.

 Vi kommer ind i denne verden uden at vide, hvor den sande lykke findes. Derfor er udviklingen af vort falske selv uundgåeligt. Vi ved jo ikke, at det kun er i Gud, vi finder lykken. Adam og Evas lykke var Gud, så længe de befandt sig i Paradisets Have. Derfor havde de ingen problemer eller sygdomme, før de blev fristet af denne karakter, som i bibelen kaldes Satan. Hvad var i grunden deres fristelse? Ja, Satan fortalte dem, at hvis de spiste af kundskabens træ, ville de blive Gud. Dette var, hvis ret skal være ret, en genistreg fra djævelens side, for det er jo netop ethvert menneskes bestemmelse at blive Gud. Jeg mener ikke teologisk eller numérisk ét med Gud, så man bliver almægtig og så videre. Men man bliver Gud ved delagtighed i hans liv, så man tænker, handler og ser alting med Guds øjne i stedet for med det falske selvs, som er begrænset til vore historiske og kulturelle omstændigheder. Gud derimod ser al tid og rum hele tiden, og han lever kun i det evige nu.

Det, vi har brug for at forstå, er, at evangeliet opfordrer os til at blive Gud. Det er vores bestemmelse, og det er derfor, det ikke er nok at blive oplyst eller en helgen. Hvem ønsker det, hvis man kan blive Gud? Det er i hvert fald ikke ydmygt at vælge mindre end det, Gud vil give. Det har intet med ydmyghed at gøre at afvise Guds gave og sige: ”Nej, jeg er ikke værdig.” Ingen er værdig. Det er simpelthen Guds totale gave, som tilbydes alle. Derfor er den kontemplative dimension ikke begrænset til religionen. Den er en iboende del af selve den menneskelige natur, så alle er i stand til at gå denne vej, og måske nogle faktisk når målet af andre veje end den religiøse, såsom via naturen, videnskab, kunst, dybe venskaber eller ægteskabelig kærlighed. Der er mange veje, men den religiøse er nok den bedste, forudsat at der ikke er alt for mange falske selv med lederpositioner.

Fristelsen for os mennesker er at prøve at blive Gud på vore egne betingelser. Hellighed består imidlertid i at blive Gud på hans betingelser. Den forvandlende proces er Guds projekt. Der er intet i vejen med at prøve på at blive Gud, da det nu engang er den guddommelige plan. Det ville være mere forkert ikke at prøve det. Vor tilbøjelighed er desværre at forsøge at blive Gud på egne betingelser og finde lykke i de overfladiske symboler, som samfundet tilbyder. De lover at tilfredsstille vore krav om en skandaløs grad af tryghed, om magt og kontrol over så mange mennesker, som vi kan slippe af sted med, selv over Gud, og om at blive værdsat og få anerkendelse i uhyrlige mængder. Det er netop, fordi ingen af disse projekter kan lykkes, at verden er fuld af menneskelig elendighed. Alle mennesker forsøger - men forgæves. Se på en hvilken som helst reklame! Det er som regel disse tre emner (magt, tryghed, anerkendelse), der her er på spil. Sommetider drejer det sig også om overidentifikation med vor gruppe og dens værdier.
Disse to områder er grundlaget for det falske selv, som er nødt til at dø, for at vi kan bevæge os ind i den forvandlende proces.

Lad os nu se på selve de frelsende begivenheder: Jesus blev altså arresteret, dømt af autoriteterne, både de civile myndigheder og de religiøse. Han blev fængslet og henrettet som en forbryder. Alle mennesker, der er i fængsel eller som bliver slået ihjel på denne måde, har en særlig tilknytning til Kristus.

De sidste tre dage af hans lidelseshistorie understreger hvert sit aspekt af Kristi frelsende handlinger.
Dette er kun én måde at anskue det på, men ser vi nærmere på de begivenheder, der her er tale om, finder vi tre stadig dybere stadier i Jesu identifikation med vore menneskelige vilkår, det vil sige med synd.

Det måske mest fantastiske udsagn i bibelen er, hvor Paulus siger, at Kristus blev gjort til synd for vores skyld. Så Jesus, der ikke på nogen måde kendte til synd, identificerede sig med synden og os syndere af kærlighed og solidaritet og i forening eller enhed med os.

Alle religionerne siger, at denne enhed omfatter hele menneskeheden, og det understreges af fysikere i kvantemekanik og andre videnskabsfolk, som siger, at man ikke så meget som kan tænke en tanke uden omgående at påvirke alt i universet. Videnskaben er således blevet religionens ven, og den åbenbarer den indre virkelighed i både det rum, som er uendelig lille og det, som er uendelig stort.

Vor lutringsproces sker ikke på én gang. Gud arbejder med os lidt af gangen, så vi får en slags platform, hvor vi kan rekreere og integrere den selverkendelse, vi har fået sammen med den nye frihed og vækst. Enhver ydmygelse, som vi accepterer, efterfølges af en indre opstandelse. Man kan med andre ord sige, at der er to vindeltrapper. Den ene går nedad, når vi accepterer ydmygelser. Den anden går opad i stadig højere grader af frihed, bekræftelse og forvandling. Når processen er tilendebragt, smelter disse to trapper sammen, og kærlighed og ydmyghed bliver identiske. Alt er da integreret.

Det er altså ikke forbavsende, at der også i Kristus findes stadig dybere stadier af identifikation med os. Det første er selvfølgelig inkarnationen, hvor han tager hele menneskeheden til sig. Paulus siger: Guds Ord, Guds Søn eller Kristus, som var Paulus´ udtryk for Jesu guddommelighed, betragtede ikke det at være Gud, som noget han klyngede sig til. Det lyder næsten skørt. For hvis det er sandt, er Gud ligeglad med at være Gud. Han vil hellere være fri. Med andre ord er Gud ikke optaget af begreber som ære. Han gør ikke en masse stads ud af sig selv. Gud betragter åbenbart ikke sig selv som universets centrum. Han vil hellere gøre os alle lige med ham, ser det ud til. Det er Guds ydmyghed, der er så fantastisk i Paulus´ udsagn.

 Kristus måtte altså tømme sig selv for al den ære, han fortjente og havde nydt i evigheden, for at blive menneske, det vil sige den laveste form for intelligent væsen, vi kender til i universet - i hvert fald indtil nu. Derefter fik han den ringeste form for menneskeliv: afvist af alle, forrådt af sine disciple. Den sidste del af hans liv var en total fiasko. Der var intet at vise frem, og han blev pisket, tornekronet og så videre. Men de fysiske lidelser, som Mel Gibson så levende har dramatiseret i sin film ”The Passion of the Christ”, vigtige som de var, var dog kun den mindste del af hans lidelse. Der var mentale og åndelige lidelser, og det hele udfolder sig i evangelierne, men de største lidelser var de guddommelige, som Jesus og hans Fader udholdt i denne situation. Alt dette skete, fordi Gud er uendelig god og ønsker at dele det guddommelige liv med alle.

Når denne grænseløse godhed, medfølelse og nåde manifesterer sig i menneskelivet og når ned til den faldne verdens fortrædeligheder, bliver den udtrykt i lidelse mere end i den herlighed, som selvopofrelse i det Treenige liv medfører. Både Faderen og Sønnen giver sig selv totalt, som Maria af Betania symboliserede, da hun salvede Jesus. Hun vidste, hvad selvhengivende kærlighed var, og hun var lyst op indefra. Når Personerne i Treenigheden giver sig selv til hinanden uendeligt og grænseløst, er det vidunderligt. I Treenigheden er selvopofrelse (som for øvrigt er meningen med universet) herlig. Når denne selvopofrelse manifesterer sig i den skabte verden - som ikke er Gud - og derfor ufuldkommen, og som specielt med menneskelige viljer kan blive en katastrofe - bliver den til lidelse. (Læs også Wilfrid Stinissen: ”I dag er Guds dag” side 76).

Selve Inkarnationen er en af de største ydmygelser for Guds Ord. Tænk bare på den lille baby i sin mors mave, ude af stand til at sige noget. Det er universets Gud! At tro på det er åbenbart meget at forlange. Men hvis man tror dette, betyder Inkarnationen, at Kristus, som ejer Jesu krop, har taget alle til sig selv ved sin magt og værdighed. På grund af den enhed, der eksisterer i den menneskelige race, har Kristus fuldstændigt taget alle til sig selv som individer, ikke blot menneskeheden i almindelighed. Derfor er vores evne til at relatere til Kristus grænseløs, og at sige, at man er uværdig er latterligt, for ingen er værdig. Vi må virkelig lære at acceptere Guds gave. Vi har intet gjort for at fortjene den, men det gør os ikke mere ydmyge at sige ”nej, ikke mig.” Det er et påskud, og i virkeligheden er det omvendt hovmod og en manglende vilje til at tage ansvaret for at blive elsket så meget.

Læg mærke til de forskellige stadier i Jesu nedstigning og hans identifikation med den faldne menneskelige natur i dens mest destruktive, voldelige, ligegyldige, mishandlede og torturerede form.
Jesus blev altså bedt om at tage den afgrundsdybe menneskelige lidelse til sig, symboliseret ved kalken, han måtte drikke, da han led i Getsemane Have. Jesu svar var: ”Fader, om muligt, tag denne kalk fra mig. Jeg dør af smerte, for hele verdens ondskab, syndighed, forsømmelse, rædsel og så videre er i denne kalk, og jeg må identificere mig med det hele på din opfordring. Hvordan kan du bede mig om dette?” Så sagde han: ”Ikke min, men din vilje ske!”

Dette var det første stadium i hans lidelse set fra det åndelige plan. Den næste dag, langfredag, da han hang på korset, oplevede Jesus konsekvenserne af at have drukket denne kalk. Hvordan mon den smagte? Vi gør os selv til syndere, men Jesus blev gjort til synd af Faderen som en manifestation af Guds totale kærlighed til menneskeheden. På korset sagde Jesus: ”Min Gud, min Gud,” Han sagde ikke længere Fader. ”hvorfor har du forladt mig?” det vil sige den elskede Søn. Dette viser, at Jesus, i lidelsens mørke, følte konsekvenserne af synden, der først og fremmest bestod i at være afskåret fra Faderen. Han oplevede altså sig selv som Guds modsætning.  Han, der selv var Gud på en fantastisk måde både som menneske og i lidelsen, blev midlertidigt adskilt fra Gud. Det er den oplevelse, vi har, når vi ikke følger vor samvittighed.

En hvilken som helst lidelsesfuld psykologisk tilstand - såsom rædsel, skyld eller forfærdelse - som noget menneske nogensinde har følt, var i kalken. Det var dette, Jesus oplevede, mens han fysisk var helt forladt, elendig og på det moralske og sociale niveau afvist af disciplene. Med andre ord var her tale om den fuldstændige tilintetgørelse. Jesus identificerede sig altså med fortabte sjæles fortabthed. Så når Jesus i evangeliet siger ”Jeg er kommet for at opsøge og frelse de fortabte”, må han mene dem, der er tilintetgjort, ødelagt, forstødt, ja mindre end ingenting.

I vore dage er der mange, der oplever dette på det psykologiske plan gennem mental sygdom, tortur, krigens rædsler osv. Det er Kristus, som sprænges i stumper og stykker i krigene, ingen anden. Som Jesus sagde: Hvis I besøger de syge, de trængende og så videre, besøger I mig. Kristus identificerede sig helt og aldeles med ethvert menneske i sine frelsende gerninger. Disse frygtelige ting sker altså, men de må sones. Det er nødvendigt med mennesker, som er villige til at afbalancere denne ondskab ved selv at acceptere at lide og sørge for, at der strømmer barmhjertig kærlighed og godhed ind i denne afgrund af menneskelig lidelse, elendighed og ensomhed, der er bygget op igennem århundreder med menneskeligt barbari og egoistisk adfærd.

På korset var det således ikke bare et falsk selv, der døde. Kristus havde ikke noget. Det var hans sande selv, der døde. Det vil sige, at hans guddommelige identitet som Guds Søn blev tilsløret under korsfæstelsen. Han var tilintetgjort. Men det er dybere endnu. Selvom det var Faderen, der havde bedt ham om at gøre sig selv til synd, både for at frelse os og for at manifestere Guds totale ydmyghed og kærlighed, så må Jesus have vidst, at han påførte Faderen uendelige lidelser. Han sårede Faderen, og Han vidste jo, at han var Faderens højtelskede Søn i en sådan grad, at Faderen levede i ham og han i Faderen. Jesus kunne sige, at den der ser mig, ser Faderen. Enheden mellem Fader og Søn kunne altså ikke adskilles. Det var Kristi menneskelighed, der led denne fremmedgørelse og forladthed. Derfor blev Jesus gjort til det værste menneske overhovedet på det psykologiske plan, men også i virkeligheden, for han lod ikke bare som om, han tog verdens synd på sig. Han identificerede sig virkelig med synderne.

Jesus var således adskilt fra den, han elskede mest. Da han elskede Faderen så meget, kan den største lidelse sagtens have været, at han - ved selv at blive gjort til synd - afviste Faderen, hvorved han smertede Faderen uendelig meget. Der findes ikke ord for dette. Det er guddommelig lidelse.
Heldigvis er det ikke enden på det hele.

I den ortodokse kirke står det mere klart end i den vestlige, at Kristus faktisk steg ned til helvede, hvor de fordømte befinder sig, hvis det da er et sted. Måske det snarere er en bevidsthedstilstand, som mange mennesker allerede i dette liv oplever gennem psykisk eller åndelig lidelse. Da han steg ned i helvede, var han virkelig det sted, hvor de værste mennesker befinder sig. Det var stedet, hvor adskillelsen fra alt det, Kristus faktisk var, blev total. Han blev det modsatte af Gud og afvist af Faderen som selve synden i verden.

Dette er tidspunktet for vor frelse: da Kristus når bunden. Én af de store mystikere har sagt, at Jesus i den grad tog den laveste plads, så ingen nogensinde kan tage den fra ham. Derfor er det i vor afmagt, syndighed og svaghed, vi har den mest direkte vej til forening med Gud, hvis vi accepterer vor elendighed. Man er helt klart Kristus allernærmest, når man er fuldstændig desperat. Det er også opstandelsens øjeblik, og det øjeblik kan man være helt sikker på.

Så rædselen, da Jesus identificerede sig med synden og steg ned til helvede, var på samme tid opstandelsen. Disse to kan ikke adskilles. Døden er opstandelse, og opstandelse er døden. Hvad er det, der dør? Ja, det er alt det, der adskiller os fra Gud, alt det, der ikke er Guds betingelsesløse kærlighed.

Pause

Lad os fortsætte vore betragtninger over påskens mysterier. Vi efterlod vor Herre i helvede, hvor han led helvedes kvaler. Han var død, så han kunne ikke frelse sig selv. Hans velsignede sjæl må have haft grænseløs tillid til Faderens løfter. Han havde drukket den kalk, som han ikke kunne bære at drikke, havde midlertidigt mistet sin identitet som Gud, men vigtigere endnu: Han følte sig adskilt fra sit livs elskede. Han befandt sig i den frygtelige situation, hvor han havde været nødt til at trække sig tilbage fra Faderens kærlighed, eller Faderens kærlighed havde forladt ham. Hvis man nogensinde har oplevet ugengældt kærlighed, vil man have en anelse om det, der her gik for sig.

Sønnen eller Guds Ord er Faderens dyrebare skat. Da han blev døbt i Jordan - en begivenhed som også viser Kristi identifikation med os syndere - sagde Faderen: ”Dette er min elskede søn, i hvem jeg har velbehag, hør ham!” Det var en invitation til at gøre det, vi gør i dag. Vi fordyber os i og mediterer over Kristi guddommeligheds mysterium. Vi har brugt Maria af Betanias oplevelse som eksempel på, hvordan vi, som er kristne, vil begynde at opfange den guddommelighed, der er skjult i Jesu tilsyneladende almindelige holdninger, ord og handlinger, når vi tilbringer tid sammen med ham i hans menneskelighed. Det kan vi gøre på flere måder: Vi kan læse i bibelen, langsomt og meditativt (lectio divina), vi kan tjene Jesus i vore medmennesker og så videre.

Den kontemplative dimension vil efterhånden vise os, at alle mennesker - uanset hvem - har dette guddommelige aspekt i sig. Alle er skabt i Guds billede. Selv når de vil myrde os eller sprænge os i luften, som tilfældet er med terrorister i vore dage, er de værd at elske. De er jo skabt i Guds billede, skønt de måske ikke selv er klar over det. Derfor må vi - for Guds eller for sandhedens skyld - fortsætte med at relatere til dem med kærlighed. Vi kan ikke elske deres gerninger, men vi kan elske dem. I vore dage er det meget vigtigt at fastholde dette syn på tingene, for det ser ud til, at vi er på kanten af eller midt i adskillige religiøse krige. Den kontemplative dimension er nødvendig for at reducere fjendtligheden eller forsvarsmekanismerne imellem religionerne. Til en vis grad er disse krige politisk motiverede, men religionerne har uheldigvis været ansvarlige for megen vold. Ikke selve religionerne, men de mennesker, der har brugt religionerne til at tilfredsstille deres falske selvs behov for tryghed, magt og kontrol eller anerkendelse.

Jesu eksempel viser altså Gud, der tømmer sig selv. Det er en opfordring til os om at følge Jesus efter i hans ydmyghed. Hvis Gud har givet afkald på at være Gud for vores skyld, kan vi måske være ydmyge nok til at give afkald på noget af vor indbildskhed.

Man har en tilbøjelighed til at føle sig uretfærdigt behandlet, hvis man for eksempel bliver fyret fra sit job. Men når vi reagerer sådan, må vi spørge os selv, hvilken målestok vi følger? Guds eksempel er mildest talt inspirerende. Det er Guds ydmyghed, vi er inviteret til at deltage i. Denne ydmyghed er den store beskytter eller garanti imod vor tendens til at blive overdrevent opblæste over den tilsyneladende succes, vi oplever på vor åndelige vej. Vi skal ikke benægte alt det gode, Gud har givet os, men vi må endelig ikke tro, det er vor fortjeneste, hvis vi eller andre synes, vi er nået langt på denne vej. Vi skal ikke tage æren for det, som er Guds gave. Nåden er Guds værk, og vi kan kun fungere som instrumenter. Faktisk er vi slet ikke i stand til at være særlig gode kanaler for Guds nåde.

Den ortodokse kirkes forståelse af Guds hvile, symboliseret ved sabbatten, synes at være ret betydningsfuld. Der er tale om at hvile fra enhver selvcentreret menneskelig stræben. Dette er også fuldstændig frihed, Guds frihed. Gud har alting, så han har ikke brug for noget. Han har ikke en besiddende holdning overhovedet. Derfor er frustration, skuffelse og lignende udelukket. Vi er inviteret til at identificere os med disse holdninger: fred, frihed, glæde og kærlighed. Den kristne åndelige vej er som en strøm, der går i to retninger. Det læser vi i Johannes´ Åbenbaring, hvor den forherligede Kristus taler til én af menighederne og siger: ”Se, jeg står foran døren (vores dør) og banker på. Hvis nogen åbner døren, vil jeg komme ind og holde måltid med ham/hende, og han/hun med mig.” Læg mærke til den sidste sætning.

Denne morgen talte jeg om de stadier af stadig dybere identifikation med vor menneskelige situation, som Gud gennem Jesus har etableret med os. Denne situation inkluderer konsekvenserne af synd, såsom adskillelse, ensomhed, skyld, skam og så videre. Kristus har altså sluttet sig til os, han er kommet for at holde måltid med os. På Jesu tid var det at spise sammen et symbol på, at man identificerede sig med de mennesker, man holdt måltid med og deres værdier. Derfor var farisæerne og Johannes Døberens disciple så chokerede over, at Jesus holdt måltid sammen med offentlige syndere.

Jesus har identificeret sig med os i en grad, så jeg slet ikke tror, det kan overvurderes, og det har store praktiske konsekvenser for os i vore liv og på den åndelige vej. Det betyder, at intet i vore liv behøver at være adskilt fra Gud. Gud deltager endog i selve vor synd, svaghed, afmagt ja afhængigheder, på en måde, som vi ikke helt kan forstå. Uanset hvem vi er, eller hvor vi er, har Gud identificeret sig med os, og han er rede til at frelse os fra den skade, vi selv eller andre har forvoldt os. Men det betyder også, at tiden nu er inde til, at vi identificerer os med ham. Det vil sige, vi må sætte os ned og spise med Gud. Det er hans invitation.

Dette er opstandelsen. Den følger ovenpå vor deltagelse i Kristi lidelser, ydmygelser og (forhåbentlig) den ydmyghed, som vil opstå i os, hvis vi accepterer vore fejl, svagheder og afmagt. Denne accept er en væsentlig del af vejen. Den kristne vej er ikke en succeshistorie eller et tryllemiddel, beregnet på at gøre os lyksalige. Vejen består i, at vores falske selv oplever ydmygelse på ydmygelse. Derfor vil man også have det elendigt på denne vej, så længe man identificerer sig med ét af de tre lykkeprojekter (magt, tryghed, anerkendelse) eller med egoet, som ser sig selv som universets centrum. Det er ikke nogen synd. Det er blot en fejltagelse omend en alvorlig fejltagelse. Meget af det, vi kalder synd, er i virkeligheden fejltagelser eller sagt med andre ord en manglende evne til at ramme målet.

På hebraisk betyder synd at forfejle målet, og ordet er taget fra bueskydning, som på den tid var en sport eller kunstart. I vore dage foretrækker vi nok at skyde. I midten af skydeskiven er målet, som i denne forbindelse symboliserer foreningen med Gud, og rundt om målet er der ringe i forskellig afstand. Vi er som små børn her, og ingen forventer, at et barn rammer målet i denne sportsgren. Man er heldig, hvis man rammer én af ringene. Husker vi på det, kan vi se, at nogle af vore fejl og svagheder næppe kan betragtes som synder. De er mere en konsekvens af, at vi er vokset op uden at have haft oplevelsen af at være forenet med Gud. Derfor har vi søgt lykken de forkerte steder, og det er en del af vor opvækst. Men hvis vi fortsætter med at holde fast i de barnlige værdisystemer og tillader de tre gamle energicentre at være mål og mening med vore liv, vil vi som voksne erstatte Gud med disse projekter, i hvert fald i den forstand at vi prøver at finde lykken i dem. Den kontemplative bøn gør os i stand til at formindske og omdirigere den energi, som vi hidtil har brugt på at prøve at få disse barnlige programmer til at virke og gøre os lykkelige. Dermed bliver vi efterhånden i stand til at ramme målet. Synd forsvinder altså ikke ved en viljesbeslutning. Men gennem bønnen vil vore tendenser til at synde efterhånden bliver helbredt.

Hvad sker der, når vi identificerer os med Kristi lidelser? Vi har allerede gjort det i dåben. I hvert fald rituelt. Men når man praktiserer centrerende eller kontemplativ bøn, sætter man sig i virkeligheden sammen med Kristus på korset. Ved de fleste korsfæstelser var der faktisk et stykke træ på korset, som man kunne sidde på, så de dømte ville lide længere. Det var én af den tids barbariske og ondsindede foranstaltninger. Vi inviteres til at standse vor identifikation med egne lykkeprogrammeringer, og dermed tillade de guddommelige gaver at blive forløst i os. Derved får vi del i Kristi opstandne liv, eller vi får Jesu Kristi sindelag, som Paulus udtrykker det. De guddommelige gaver eller kræfter eksisterer i os i ligeså høj grad som de emotionelle lykkeprogrammer eller traumer, som vi har undertrykt og presset ned i det ubevidste.

Helligåndens gaver og frugter, de teologiske dyder og Guds iboen er med andre ord noget, vi allerede har men ikke ved, hvordan vi skal bruge, fordi vi har for travlt med at forfølge vore barnlige mål og programmer. Når den energi, vi har brugt på denne travlhed, reduceres gennem vor identifikation med Kristus og Hans fylde, vil det ontologisk ubevidste - det vil sige disse gaver, vi faktisk har men aldrig bruger - begynde at dukke op ret så spontant i vor dagligdag. Det er det, der forvandler menneske- og hverdagslivet, så vi begynder at leve i forening med Gud eller i Guds nærvær uden ophør. Denne oplevelse af Guds konstante nærvær taler Jesus om i den første af saligprisningerne: ”Salige er I, som er fattige, thi Guds rige er jeres.” Gudsfrygt er et teknisk udtryk i skriften. Det betyder ikke følelsen af frygt, men derimod, ærefrygt, dyb undren eller - mere specielt - at leve spontant i Guds nærvær hele tiden og i alle livets aspekter.

 Det er mennesker, der har inderliggjort den kontemplative dimension af evangeliet gennem en kontemplativ praksis som centrerende bøn, der i særlig grad identificerer sig med Kristi lidelse, død og opstandelse. Derved tillader man det ubevidstes sande liv, hvad enten det er ontologisk eller psykologisk at begynde at acceptere det guddommelige liv, lys og kærlighed, og det er den modne frugt af Kristi opstandelse.

Påskeugen slutter med lørdag aftens påskevigilie, som den kaldes, og denne vigilies to væsentlige handlinger består i, at nye kristne bliver døbt, og de gamle fornyer deres dåbsløfter, hvorved de fordyber dem. Hvis man kan huske påskevigilien, ved man, at den starter udenfor kirken i mørket. Påskelyset repræsenterer Kristus, der er opstået fra de døde, og tidspunktet for denne opstandelse skal foregå i mørke. Mørket symboliserer helvede og Kristi lidelser. Den nye ild, som er symbol på Helligånden, bliver velsignet af præsten, og man tænder påskelyset ved denne ild, der bliver spredt til hele menigheden, som alle har et lille lys. Det indikerer, at Kristi lys nu bliver overført til os, så vi også har opstandelsen i os. Derefter går man gennem den mørke kirke, som symbol på det jødiske folk, da de gik gennem Det Røde Hav. Alle deres synder - symboliseret ved ægypterne - druknede i havet. Dåbsvandet er symbol på vandets ødelæggende kraft, mens selve dåben er symbol på vandets helbredende kraft. Den ødelæggende kraft i vandet er simpelthen beregnet på at frigøre os fra syndens konsekvenser. Denne frigørelse sker, mens vi går gennem den mørke kirke (Det Røde Hav). Når vi kommer ind i kirken med de tændte stearinlys, tændes lyset i kirken, og påskelovsangen begynder. Kirken lærer os, at hver gang vi deltager i disse ritualer, udslettes alle syndens konsekvenser gennem vor gang i kirken.

 Deltagelse i påskens mysterier er en troshandling. Kraften i disse arketyper er meget stærk for kristne mennesker, som har forstået, hvad det hele symboliserer. I påskelovsangen hører vi den meget betydningsfulde sætning: ”Adams synd var en lykkelig hændelse.” Dette er en noget anderledes holdning end den, vi i almindelighed har, nemlig at Adams og Evas fald var en katastrofe. Når vi overvejer konsekvenserne af syndefaldet, – at vi er ude af stand til at følge vore egne gode beslutninger og dermed blive forvandlede - fyldes vi med en grænseløs tillid til Gud. Den videnskabelige forklaring på vort problem er, at vi ikke er særlig udviklede. Løsningen er dog den samme: tillid til Gud, der til forskel fra os, formår alt.

I påskelovsangen synges derefter Alleluja. Dette er sangen for dem, der er begyndt at erfare opstandelsens liv i sig. Alt hvad man kan sige er Alleluja, som simpelthen betyder hurra. Det er blot et udtryk for en glæde, som er uudsigelig. Man er nødt til at sige noget. Læg mærke til, at Alleluja begynder og slutter med a, som er ethvert sprogs grundlæggende eller primitive lyd. Den antyder ting som fornyelse, genskabelse, en tilbagevenden til kilden, nyskabelse i Kristus.

Alle påskens lag af mening kommer væltende ind over os, og ingen kan assimilere dem på én gang.
Hvad det hele betyder, er at helvede, i hvert fald som en psykologisk tilstand, eksisterer, og somme tider befinder vi os meget tæt på den. Men dette er kun en overgang, som er nødvendig, for at alle de gaver, som Kristi opstandelse har medført, kan blive frigjort i os og give os kraften til at leve det guddommelige liv i vore almindelige menneskeliv. Det vil ske uden nogen tilsyneladende forandring, hvad angår almindeligheden i vores liv. Det er os og vor holdning til det sædvanlige liv med dets lidelse og smerter såvel som glæder, der forandres.

Det, som ydmyghed medfører, er forvandling eller den guddommelige kærligheds fylde. Ydmyghed og fuldendt kærlighed er to sider af den samme virkelighed. De opstår på samme tid og understøtter gensidigt hinanden. Faktisk er de uadskillelige. At være ydmyg vil sige, at man accepterer hele virkeligheden, som den er. I centrerende bøn er det netop det, man gør:  Man giver sit samtykke  og accepterer  først og fremmest Gud, Hans nærvær og handlen. Gud formidler derved sin egen virkelighed helt ned til det menneskelige udtryk og tilbage igen. Så Kristus steg ikke bare ned for at identificere sig med os. Han får også os til at identificere os med ham for derpå at føre os ind i det Treenige liv. Jesus sagde det sådan: ”Jeg er udgået fra Faderen for at komme ind i verden” (inkarnationen). Derpå sagde han til sine disciple: ”Nu forlader jeg verden og vender tilbage til Faderen.” Dette er hans cirkulære rejse, som inkluderer os.

 I samme grad som Kristus har identificeret sig med os - og det har han ifølge kirkefædrene totalt - er vor identitet i Kristus også total. Med andre ord bliver vi Gud i samme grad, som Gud blev menneske - og det tror alle på, at han blev hundrede procent. Så selv når vi lider, har vi denne indre forsikring om, at Gud er med i det hele. Vor generation er måske kaldet til at deltage i den universelle transformation eller helbredelsesproces ved - på en særlig måde - at lide afsavn og bære tunge byrder af forskellig art. Vi er alle sammen kaldet til at være en del af denne krop, som efterhånden bliver forvandlet. Paulus kalder det Kristi mystiske krop. Det er Kristi opstandelseslegeme, som udstrækker sig i tid og rum til hver generation, som lever og har levet på jorden. Han samler alle generationer sammen i sit forherligelseslegeme.

Helligåndens gaver og frugter er alle aspekter af Kristi sindelag. Disse er, ikke bare ligner de holdninger, som Jesus, det guddommelige menneske, manifesterede i sit jordiske liv. Det absolut vigtigste i Jesu liv var hans intime relation til Faderen (den ultimative realitet). Han erfarede Faderen som den kærlige far, som ”daddy”. Det er vor bestemmelse at have den samme nære relation til den himmelske Fader, som Kristus havde, og han forsøger hele tiden og med stort besvær at kommunikere den til os.

Når vi formindsker den energi, vi lægger i de falske lykkeprogrammer, vil vi begynde at få en smag af denne kærlige Fader. Nu kan Helligåndens gaver, som allerede er til stede i os uden at blive brugt, komme ned fra hylderne og begynde at virke og spontant forandre vore sindelag, så de bliver identiske med Jesu Kristi sindelag. Nogle af Jesu holdninger vil virke skræmmende på os, hvis vi tænker på dem, før vi har fået adgang til dem gennem den forvandlende proces. For det første er vi måske ikke rede til at tilgive alt og alle, selvom det er essentielt. Vi er faktisk ikke interesserede i den forandring, som delagtighed i Jesu Kristi sindelag forårsager, så vi kan kun gøre vort bedste. Det er derfor, det er så altafgørende med en daglig kontemplativ praksis som centrerende bøn. En sådan praksis hjælper med at tilpasse os til de nye dimensioner på en menneskelig måde, det vil sige gradvist. Man bliver ikke forvandlet på et øjeblik. Måske det kan finde sted i døden på grund af de ekstreme omstændigheder i denne situation. Man hvorfor vente til vi dør? Det er da bedre at begynde nu og få lidt øvelse i dette projekt.

 Nogle af de ting, Jesus sagde, kan måske tydeliggøre disse ting. En visdomslærer kommer somme tider med ekstreme udsagn for at fange folks opmærksomhed. Hvis man ser, at publikum er ved at falde i søvn, råber man højt. Visdomslærere gør noget andet, når de mærker, at folk ikke lytter. De siger noget chokerende for at få opmærksomhed, hvorefter de kan komme med den sande lære. Hvis ikke man gør noget, for at fange folks opmærksomhed, vil de ikke lytte til den visdom, man vil lære dem. Mennesker har en fantastisk evne til kun at lytte til det, de ønsker at høre. Siger man noget, folk ikke ønsker at høre, kan man være stensikker på, at de heller ikke gør det, så når man begynder at tale om udfordrende emner, vil man miste flere og flere af tilhørerne. Derfor er det godt at gå i kirke hver søndag. Man er nødt til at høre budskabet et par hundrede gange, før man så meget som begynder at høre efter. Det er normal menneskelig adfærd, ikke overraskende, ej heller tegn på ond vilje.

Nogle af Jesu visdomsord var med overlæg meget kraftfulde og rammende. Her er ét af dem:
”Hvis nogen søger at bjærge sit liv, skal han miste det”. Liv betegner her ”det falske selv”, som blot er et moderne psykologisk udtryk for det, Paulus kalder ”det gamle menneske”. Paulus sagde for eksempel: ”Aflæg det gamle menneske og lad jer forny til lighed med Kristus”. Jesus sagde altså: ”Hvis man vil bjærge sit liv, (det vil sige det falske selv med dets illusoriske selvbillede) skal man miste det, men den, som mister sit liv og bliver gjort til intet, vil frelse det og finde ud af, hvem han/hun er.”

Det er noget af en invitation, for finder man ud af, hvem man er, opdager man, at man faktisk er Guds billede. Det sande selv er Gud, der manifesterer sig i det enestående menneske, hver enkelt af os er, og dette billede - det sande selv - er meget forskelligt fra det, man tror, man er, eller er blevet opdraget til at tro, man er. Gennem opvæksten bliver vi kulturelt påvirket til at anskue bestemte symboler som værende tegn på succes eller fiasko, fordi der er en selvfølgelig enighed i samfundet i disse opfattelser og anskuelser. Så når Jesu siger: bliver gjort til ”intet”, mener han ”ingen ting”, og det er det, der gør hans udsagn så dybsindigt. Det betyder, at man ikke identificerer sig med nogen speciel ting, inklusive Gud, for Gud er ikke et objekt. Objekter er skabt af vore tankemønstre. Derfor er det vor subjektive oplevelse af Gud, der er den mest pålidelige, og ikke én eller anden objektiv ide, der uvægerligt vil være påvirket af de begrænsninger, der eksisterer i vores intellekt, uddannelse og kulturelle baggrund. Dette er altså en invitation til frihed, til at være den, man virkelig er, nemlig det menneske Gud har skabt os til at være. Det er vor sande identitet, og ikke noget vi selv har opfundet.

På Jesu sidste vandring til Jerusalem, kom han med endnu et stærkt udsagn. En ung mand kom til Jesus og sagde, at han ville følge ham hvor som helst, og han spurgte Jesus, hvad han skulle gøre for at blive frelst? Jesus svarede ham, at han skulle holde budene. Det er en god begyndelse. Den unge mand svarede, at han altid havde holdt budene, og Jesus så på ham med stor kærlighed og sagde, at så manglede han kun én ting: Han skulle sælge alt, hvad han havde, give pengene til de fattige, og dernæst komme og følge Jesus. Der var tale om en meget rig ung mand, og det, Jesus sagde, gjorde ham bedrøvet. Hvorfor? Helt klart fordi han identificerede sig med sine besiddelser.

Man kan have alle de penge, der findes i verden, uden at det er et problem. Men identificerer man sig med det, man ejer - altså har en besiddende holdning til tingene - ja så er man mere fattig end en kirkemus, set fra det åndelige perspektiv. Det er den besiddende holdning, der gør én rig.

Jesus sagde derefter til disciplene: ”Hvor vanskeligt det er for en rig mand at komme ind i himmeriget.” Disciplene, der stadig var i forretningslivet, blev chokerede, men Jesus formildede ikke sit udsagn, han sagde derimod, at det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje, end for et rigt menneske at komme ind i himmeriget. Her gav disciplene op og spurgte: ”Hvem kan så blive frelst?” Nu sagde Jesus: ”Hvad der umuligt for mennesker, er ikke umuligt for Gud.” Så han formildede det hele en smule.

Det er ikke rigdommen selv, der her er problemet, men ejendomsfølelsen. Det kan dreje sig om penge eller om hvad som helst. Det er følelsen eller holdningen, der er en forhindring, hvis man gerne vil ind i Guds fuldendte kærligheds rige. Guds rige er ikke et styre eller en eller anden form for institution. Det er en bevidsthedstilstand, men ikke en hvilken som helst bevidsthedstilstand. Det er den samme, som Jesus havde i forhold til Faderen, der tømte sig selv fuldstændigt ind i Sønnen, hvorefter Jesus tømte sig selv ind i denne verden. Der er med andre ord ikke tale om nogen ejendomsfølelse overhovedet i Gud. Så hvis man kommer ind i himmeriget med en besiddende holdning, vil man føle sig meget fremmed. Det er der ingen andre, der har der.

 Hvad er der da i vejen med denne indstilling? Ja, alting tilhører alle, og rigdom består ikke bare i at være velhavende, men simpelthen i at have denne besiddende holdning. Den kan man have i forhold til sine tanker, meninger, talenter eller sin krop. Gud inviterer os til at bruge alt dette på den rigtige måde, det vil sige ikke som vor ejendom. En besiddende indstilling forstærker egoet eller det falske selv, som jo er forhindringer for det sande selv og den rene kærligheds rige. Det, Jesus siger, er altså at alt, hvad vi overidentificerer os med, forhindrer os i at komme ind i Guds rige.

Dette udsagn har været et problem for mange mennesker, selv for eksegeter ned gennem århundrederne, og nogle af dem har sagt, uden dog at have bevis for det, at der nok har været en port, som førte ind i Jerusalem og blev kaldt kamelens nåleøje. Så ville kamelerne have været nødt til at knæle ned og læsse al bagage af, for at komme igennem denne snævre port. Problemet er dog stadig det samme. Ejendomsfølelse er en nytteløs bagage, som forhindrer os i at komme igennem en hvilken som helst port eller nåleøje.

Den vigtige pointe her er, at man er nødt til at slippe sin besiddende holdning. Så kan man bruge alle de gaver, Gud giver, med et rent sind, som ikke bliver bekymret eller følelsesmæssigt bragt ud af ligevægt ved tabet af noget, som står vort hjerte nær. Jeg behøver vist ikke at minde nogen om, at vi bliver frataget alt, når vi dør. Vi kan ikke tage noget med os, for det ville forhindre os i at komme ind i himlen. Derfor tager Gud i sin store nåde alting fra os i dødsprocessen. Set i dette perspektiv er det virkelig en stor nåde. Denne synsvinkel er i høj grad en udvidelse af vores ide om, hvad intethed betyder. Det betyder faktisk ikke ”intet”, men det betyder ”ikke nogen ting”.

 Vi identificerer os altså med Kristus, som opgav sig selv på korset. Hans identitet som Gud synes her at være blevet ophævet, i hvert fald midlertidigt. Når Gud selv har givet afkald på at være Gud, psykologisk set, hvorfor så blive så overrasket over, at Gud beder os om at give slip på alle vore ”besiddelser”, for at kunne være sammen med ham i hans fuldendte kærligheds rige. Vor fejl er, at vi tilskriver os selv alting: ”jeg, mig, mit”. Det hele tilhører alle, hvis bare vi giver slip på det. Fordelen ved at være ”ikke nogen ting” er, at så bliver man ”alting”. Man bliver ét med Gud, som er alting. Gud behøver ikke at eje, for han har alting, men ikke på en besiddende måde. Vi bliver indskrænkede, når vi er besiddende. Vi vender os ind mod os selv, og det skaber frygt, selvbeskyttelse og vold, hvis besiddelserne bliver angrebet.

Efterhånden som de gaver, Gud har givet os i dåben og ved nåden, udfolder sig i os, opstår der en form for kosmisk bevidsthed, og nu begynder vi at opfatte enheden i den menneskelige familie. Vi forstår, hvor overfladisk og urimeligt det er, når vi skaber grænser og adskillelse. For eksempel er det nu videnskabeligt bevist og klart som dagen, at forskellen mellem mennesker baseret på race, køn og lignende er mindre end 1 eller højst 2 procent. Med andre ord fejlbedømmer vi fuldstændigt livet næsten hele tiden. Det er, hvad vi har lært som børn, og vi har aldrig gjort andet. De kulturelle betingelser, vi er vokset op under, giver os altså et helt sæt ideer, som ganske enkelt er helt forkerte. Derfor må de evalueres og ændres, når vi bliver voksne. Det er der ikke mange, der gør, og så må man vente til midtlivskrisen. Den får os ofte heller ikke til at skifte kurs. Foran venter alderdommen og senilitet. Nu giver vi slip og forandrer os, hvad enten vi vil det eller ej.

Jesu lidelseshistorie er således en invitation til at identificere sig med ham, så man bliver ingenting, for at blive alting eller Gud, og dette er tilgængeligt for enhver, der opgiver at have en besiddende holdning i livet. Det betyder ikke, at man ikke kan bruge og nyde alt i denne verden. Men man kan være rigere end en millionær, åndeligt set, hvis man er knyttet til en kuglepen, en speciel ide eller et par gamle sko, ja hvad som helst. Nogle ting er det selvfølgelig lettere at give slip på end andre. Abraham og David var meget rige mennesker, og de var hellige, så de var åbenbart i stand til at have alle disse ejendomme uden en besiddende holdning. I hvert fald efterhånden som de udviklede sig på deres åndelige vej.

Opstandelsens vidunderlige manifestationer begynder at dukke op i dagliglivet som et resultat af, at vi åbner os for og accepterer påskens mysterier - død og opstandelse på samme tid. - De består i en voksende erkendelse af Guuds nærvær og enheden i den menneskelige familie, vor egen menneskelige svaghed med dens evne (uden Guds nåde) til alskens ondskab og på samme tid en grænseløs tillid til Gud udtrykt i én af salmerne: ”Jeg sætter al min lid til dig, alt mit håb står til dig”. Opstandelsens nåde giver os altså en indsigt i vor egen svaghed, intethed og syndighed, uden at vi på mindste måde bliver modløse, fordi tilliden til Gud og Hans godhed vokser i samme takt. Begivenhederne i vore liv lærer os balancen mellem disse to erkendelser, og det giver os stor indre fred. Alt og alle bliver nu vore lærere.

Paulus havde en oplevelse, der på en god måde kan hjælpe os til at forstå dette: Han blev bortrykket til den tredje himmel og hørte uudsigelige ord. Så sagde han: ”For at jeg ikke skal hovmode mig af de overmåde høje åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet.” ”Tre gange har jeg bedt Herren om at den måtte vige fra mig.” Tre gange er her et symbol på desperation, men Gud gjorde ikke noget ved det, på samme måde som Kristus ikke gjorde noget ved Lazarus, da han var døende.
Lazarus var nødt til at dø, for at den totale helbredelse kunne finde sted. Paulus var et meget avanceret menneske. Han var den eneste apostel, der rejste rundt i verden for at prædike den gode nyhed om Guds kærlighed. Han sled sig op i sin tjeneste for Gud, og hvad fik han til gengæld? Han blev stenet, bidt af slanger, led skibbrud, blev afvist, var nødt til at flygte fra forfølgere og så fik han oven i købet en torn i kødet, som ikke ville forsvinde. Hvem er denne Gud, som behandler sine venner på den måde? Man ville forvente, at Paulus havde fået lidt hjælp i ny og næ for at lindre lidelserne. Men Gud svarede ham: ”Min nåde er dig nok; thi i magtesløshed udfolder min kraft sig helt.” Gud ville altså ikke fjerne Paulus´ svaghed, som vi ikke ved, hvad var. Derpå siger Paulus: ”Langt hellere vil jeg derfor rose mig af min magtesløshed, for at Kristi kraft kan tage bolig i mig.” (2. Kor 12, 2-8.)

Dette lyder ikke som en succeshistorie. Han modtog ikke en oscar for sin enestående tjeneste for Gud. Han blev simpelthen overladt til sin egen svaghed og afmagt.

Det er accepten af vor skyggeside, vor svaghed eller det, vi ikke magter, der er den korteste og mest direkte vej til forening med Gud. Vi ser det igen og igen i al spirituel litteratur, men specielt i Kristus selv. Her har vi Guds Søn, der, så vidt vi kan se, ikke oplever andet end at blive afvist og forkastet i sin lidelse. Pointen er, at Kristus relaterede til Faderen på et andet plan end det rationelle. Derfor giver fornuftsbaserede vurderinger ingen mening her. Det betyder ikke, at de ikke har nogen værdi, men det betyder, at der er en dimension af virkeligheden, der transcenderer menneskelige vurderinger. Vi er tilbøjelige til at bliver forvirrede af det, vi ikke forstår, for eksempel det faktum at det ikke er retfærdighed, der hersker i denne verden. Vi regner med, at vi vil blive rige eller lykkelige, hvis vi holder alle budene, arbejder hårdt for Gud og opfylder alle vore forpligtelser. Gud inviterer os til at gå et skridt videre og frivilligt deltage, eller som Paulus udtrykker det: ”udfylde det, der mangler i Kristi lidelser.” (Kol. 1,24.)

På grund af enheden i den menneskelige familie og vor identifikation med Kristus forventer Gud, at vi integrerer nogle af de holdninger og den natur, som Kristus havde og har. Han gav sit liv for os, og vore medmennesker er i den grad ét med os, så deres lidelser og dyder er vores og omvendt.  Den ømme tå eller tandpinen er med andre ord ikke vores alene. I Guds plan kan disse lidelser hjælpe folk, man slet ikke kender eller nogensinde vil komme til at kende i denne verden. Ifølge Paulus er vi celler i Kristi mystiske legeme, og det betyder, at vi er bestemt til at arbejde for og helbrede dette legeme.

Vi lever nok i en særlig vanskelig tid, hvor lidelserne er overvældende for en stor del af menneskeheden. Det betyder ikke nødvendigvis, at verdens ende er nær. Men det betyder, at vi er kaldede til at afbalancere den negativitet, der er et resultat af den menneskelige ondskab ved at udøve guddommelig barmhjertig kærlighed. Derved kan konsekvenserne af verdens ondskab afværges.

Der er med andre ord tale om en slags spirituel økologi, som Gud har etableret. Vi kan slet ikke forestille os hvor meget godt, vi er i stand til at gøre gennem kontemplativ bøn samt evnen til at lide for Gud eller for dette mystiske legeme. Det betyder ikke, at man skal lade være med at tage piller eller lignende. Men det betyder, at man kan befinde sig i samme situation som Lazarus gjorde. Hvis man oplever skuffelse eller tragedie, kan det ganske enkelt være, at det er Guds vilje. Så kan man ikke gøre noget ved det. Gud ønsker da igennem tragedie at vække os til en erkendelse af Hans kærligheds fylde. Men frem for alt er det meningen, at vi skal bidrage til, ikke bare vor egen, men hele den menneskelige families forvandling.

Gud har således mange hemmeligheder, som begynder at blive åbenbaret for os, når vi udfolder Jesu Kristi sindelag og Helligåndens gaver i vore daglige liv. Vi begynder at bevæge os hinsides gaverne til det, som kan kaldes Kristusbevidsthed eller kosmisk bevidsthed. Nu bliver man hele tiden mere og mere opmærksom på enheden i skabelsen. Denne enhed forstærkes af vore dages videnskabelige opdagelser, som både fysikere og andre har gjort. Så man kan sige, at videnskaben efterhånden er blevet religionens ven. Den åbenbarer Gud og Hans tanker gennem studier af tingenes indre natur både i hjerneforskning, levende væseners cellestruktur og så videre. Den bekræfter interessant nok verdensreligionernes mystiske indsigter. Måske man efterhånden kan kalde videnskaben for en slags religion, fordi dens forskning understreger enheden i alle niveauer af livet og vort forhold til os selv såvel som til Gud.

Tilbage til evangeliet, som er utroligt fascinerende. Episoderne i skriften er symboler på Guds nåde, og når vi fejrer dem i liturgien, kommunikeres denne nåde til os med en speciel kraft.

Efter Jesu opstandelse læser vi om Maria Magdalene, der mødte ham i haven, Hun troede, han var havemanden, så hun opfattede ham altså ikke omgående som Kristus. Først da han kaldte hende ved navn, genkendte hun ham, kastede sig i hans arme og klyngede sig til ham. Han sagde; ”Rør ikke ved mig; jeg er jo endnu ikke faret op til min Fader. Men gå til mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud.” Kristus forstod og kommunikerede det faktum, at han i den grad har identificeret sig med os og gjort sig til ét med os i sin lidelse, så alt, hvad han er og har, er vores - også hans enhed med Faderen - hvis vi samtykker og siger ja. Vi siger ”Fader vor”. Det er således meningen, at vi ved Helligånden skal opleve den samme Abba, som Jesus gjorde. Vi er skabt til at leve i denne enhed eller forening med Gud, men på grund af de menneskelige livsvilkår har de fleste af os endnu ikke opfattet det. Påskens mysterier vil i høj grad åbenbare denne relation for os.

Påsken, Kristi lidelse, fejrer vi i en uge, mens tiden fra opstandelsen til himmelfarten varer ca. 50 dage. Kristi Himmelfart symboliserer i virkeligheden vor forventning om at vende tilbage til Faderens favn. Opstandelsen symboliserer vort ægteskab eller forening med Kristus, med Gud. Det er den tilstand, hvor vor identitet er overgivet til Gud. Vi ønsker kun at være, hvad Gud vil, vi skal være, og det eneste, der betyder noget for os, er Guds vilje i alle situationer.

Himmelfarten er det mysterium, som henviser til det, der kan kaldes enhed med Gud. Det er den tilstand, hvor der ikke er nogen adskillelse mellem os og Gud på noget plan, bortset fra at Gud bliver ved med at være Gud, og vi fortsætter med at være forskellige - men aldrig adskilt - fra ham.

Når vi tænker på forskellen mellem den uge, hvor vi fejrer Kristi lidelse, som symboliserer vores kamp med at afdø fra vores falske selv, og så de 50 dage der er imellem opstandelsen og himmelfarten, kan vi se, at vægten - både i tid og rum - er lagt på det nye liv. Det er det guddommelige liv, som Kristus formidler til os gennem sakramenterne og alle vore andre former for tilbedelse og tjeneste. Den kontemplative bøn kaster lys over det liturgiske liv og alt det andet. Den viser os meningen med det hele og vil efterhånden bevirke, at vi gør alting af kærlighed til Gud og næsten. Nu er vore motiver ikke længere pligtfølelse eller subtile ønsker om anerkendelse, tryghed eller magt.

 Kontemplationen inviterer os til at reducere vore selvcentrerede programmeringer, der endog trænger ind i vor religiøse praksis og åndelige vej. Hvis vor bøn har til formål at give os trøst eller gøre os salige, er vi på vildveje. Vi må bede for at være sammen med Gud uden nogen forventninger. Med den indstilling vil vi indse, at Gud inviterer os til at deltage i det gudddommelige liv på et plan, der overgår en hvilken som helst evne, vi måtte have til at tyde og oversætte dette liv til vore egne liv eller vor bevidsthed. Nu bliver Guds nærvær konstant i os, fordi vi ikke længere ønsker nogle menneskelige tegn eller beviser. Vi ved ganske enkelt, at Gud er til stede, ikke gennem intellektuel viden, men ved den kærlighed, der giver os en overbevisning, der er baseret på tro og erfaring.

Som vi nærmer os påskens mysterier, opstandelsens fylde – symbolet på det nye guddommelige liv, vi har i os, som vækkes ved Guds nåde - har vi brug for at have en grundliggende holdning, der er præget af betingelsesløs kærlighed til hinanden, en stille glæde, der er baseret på grænseløs tillid til Gud og en fred, der beroliger og forsikrer os om Guds nærvær, selv når vi befinder os midt i de værste tragedier eller katastrofer endog selve døden. Døden opfatter vi ikke længere som en traumatisk oplevelse, vi er nødt til at gå igennem. Vi indser, at døden er den nødvendige fuldstændiggørelse af vor åndelige vej, som må bevæge sig ud over vor fysiske form, for at vi kan opleve Gud, som han er. Hvis vi havde den oplevelse af Gud nu, ville den guddommelige kærligheds ild smelte vor krop, og vi ville blive til en fedtplet. Gud er altså nødt til at skjule sig selv bag underordnede begivenheder.

Uanset hvilke tragedier vi oplever, indeholder de dybe lag af mening og kommunikation med Gud. Selvom vi føler en hændelse som værende tragisk og smertefuld, må vi være forsigtige med udelukkende at fokusere på denne følelse. Gud er også til stede, og han forsikrer os om sit nærvær, sin vilje til at frelse alle og om sin godhed og kærlighed, som sejrer over alle besværligheder.


Spørgsmål/svar

Spørgsmål fra publikum ved Gail Fitzpatrick-Hopler:
I dag har du talt en del om Faderen og Sønnen. Vil du sige noget om Helligånden?

Thomas Keating:
Ifølge en hel del teologer er Faderen den oprindelig kilde til Treenighedens liv, og Han kan kaldes summen af ubegrænsede muligheder. Så han besidder Guddommen med alle dens rigdomme og giver fuldstændigt denne Guddom eller guddommelighed til Sønnen. Han lader den strømme ind i Sønnen. Dette finder så at sige sted i Treenighedens indre liv. Derfor siger man, at Faderen kun lever i Sønnen. Med andre ord er Faderen intet uden Sønnen, og Hans forhold til Guddommen er kun forskellig fra Sønnens i kraft af kilden. Gud Fader er kilde, og Sønnen er modtager. Så idet Sønnen eller Ordet, som han også kaldes, modtager de uendelige rigdomme indeholdt i Guddommen, giver Han dem tilbage til Faderen i Helligåndens kærlighed. Helligånden kan således siges at være Faderens og Sønnens fælles hjerte.

Gail:
I et interview givet til et amerikansk tidsskrift har du sagt, at Kristus har forskellige andre navne i de andre religioner. Vil du sige mere om din opfattelse af dette emne?

Thomas Keating:
Ja, min forståelse er i nogen grad baseret på den interreligiøse dialog, som jeg er engageret i, men husk på, at Kristus er Paulus´ navn for den guddommelige person eller natur, som Jesus besidder.
Man kan altså give denne guddommelige person andre navne, og ifølge Joh 1,9. oplyser Guds Ord alle mennesker, der fødes ind i verden. Guds Ord har således også eksisteret før den historiske Jesus og derfor også været virksom før Jesu fødsel. I kristen teologi vil man sige, at Kristus, Guds Ord, er aktiv i kraft af Inkarnationen og hans frelsebringende liv, død og opstandelse. Pointen er, at alle mennesker, ganske enkelt i kraft af at være født, står i forbindelse med Ordet. Han oplyser alle, der kommer ind i verden, og uden ham var intet til.
Denne guddommelige realitet har i andre religioner andre navne: Allah, Jahve, Brahman i hindutraditionen, ”Det Absolutte” i nogle buddhistiske traditioner, ”Det som Er” i visse former for hinduisme og ”Den store Ånd” i indianernes spiritualitet eller religion. Med andre ord kan man give Gud et hvilket som helst navn, man ønsker. Gud er ikke nøjeregnende, for ingen af navnene dur alligevel. De er blot etiketter, man sætter på livets dybeste mysterium. Et mysterium, som faktisk er en realitet.
Så på grund af vort desperate behov for at relatere til dette mysterium, har vi alle brug for at give det et navn; også fordi vi i større eller mindre grad aner, at ”lykken” findes i vor relation til denne Gud, denne absolutte væren. Derfor er Kristus ikke vor ejendom. Han er ikke begrænset til den kristne religion. Det er lidt uklart, om han grundlagde religionen. Vi er ikke helt sikre på, hvad hans hensigt var, men vi kan nok sige, at han forventede, at hans disciple ville skabe noget i retning af en vedvarende institution. Dette betyder ikke, at vi ikke respekterer vor egen religion som værende den bedste (for os), eller den mest avancerede på disse områder. Selvfølgelig har vi frihed, og vi har ret til vores tro. Men vi må ikke mene, at Gud ikke også virker i de andre religioner.

Gail:
Jeg tænker her på, hvor vigtig centrerende bøn er på verdensplan. Bønnen er jo virkelig gudsrelationen. Den er også en disciplin og deltagelse i stilheden og enheden i den menneskelige familie. Så virkningen er meget mere omfattende end den lille metode, som vi kalder centrerende bøn.

Thomas Keating:
Jeg er glad for, du siger dette. Jeg bør for fuldstændighedens skyld tilføje, at man ikke behøver at bekymre sig om, hvorvidt centrerende bøn optager for meget af ens tid, eller at man bliver for passivt et menneske. Det drejer sig jo ikke om at have en passiv men en modtagende holdning, som også har en karakter af velkomst eller taknemmelighed i sig. Således er bønnen det perfekte arnested for guddommelig kærlighed, som ikke er noget, man kan besidde eller holde for sig selv. Det er denne kærlighed alt for brændende varm til. Man er nødt til at gøre noget med den. Derfor er der ingen fare ved at sidde stille og ”gøre ingenting”.
Lever man for eksempel i et kloster, er det ikke ensbetydende med, at man intet udretter. Alt hvad man gør i klostret - bøn, arbejde og så videre - altså almindelige ordinære ting - bliver gjort med ekstraordinær kærlighed. Det er kærlighed, der forandrer verden, ikke aktivitet. Men kærlighed benytter sig uundgåeligt af aktivitet. I vor tradition siger man, at hvis handling udspringer af kontemplativ bøn, er den effektiv, mens handling, som ikke har dette udspring, nødvendigvis må være gennemsyret af vore menneskelige motiver og alle det falske selvs holdninger.

Gail:
Jeg befinder mig i en tilstand, hvor jeg længes efter guddommelig forening, en hellig længsel kan man måske sige. Som denne længsel bliver stærkere, føler jeg mig også mere og mere som en bedrager. Spørgsmål dukker op, som leder til tvivl, og kampen mellem tvivl og længsel er blevet intens. Kan du give mig indsigt i denne kamp og tvivl?

Thomas Keating:
Den situation, du befinder dig i, er ret god. Stor tvivl er i sig selv indgangen til opstandelse.
Åndens mørke nat er nøjagtig som denne situation, i hvilken alle menneskelige støttepunkter synes at forsvinde. Man efterlades uden noget bevis på Guds hjælp eller nærvær på det menneskelige plan. Dette er ikke slutningen. Som med Maria af Betania er det en forberedelse til en mere total overgivelse til Gud og fuld accept af vor personligheds skyggeside, som under visse omstændigheder er i stand til at udføre en hvilken som helst ond handling. Men vi er også i stand til at blive guddommeliggjort. Det er frihedens mysterium, som selv Gud respekterer. Han er dog fantastisk opfindsom, når det drejer sig om at skabe umulige situationer for vores falske selv. Så han får som regel sin vilje, også når vi ikke ønsker at blive forvandlede.
Som jeg har sagt før: I dødsprocessen har han os. Lad os se det i øjnene. Alting forsvinder. Fødderne bliver kolde, vennerne holder op med at komme, familien skal have noget søvn. Vejrtrækningen ophører, alle de apparater, der har holdt os i live standser. Lidt efter lidt forsvinder alt det, man har været afhængig af, inklusive livet. Ikke for at vi skal lide, men for at sætte os fri af vores overdrevne identifikation med kroppen. Fortvivl ej! Kroppen vil genopstå som et åndeligt legeme ifølge Paulus 1 Kor 15.

Gail:
Hvordan kan forældre afhjælpe eller formindske udviklingen af det falske selv i deres børn?

Thomas Keating:
Dette spørgsmål har i nogen grad beskæftiget os. Især når vi på den åndelige vej erfarer nogle af de gode frugter og samtidig ser vore børn udvikle deres egne falske selv i stor stil og hastigt ile mod menneskelig elendighed. Selvfølgelig ønsker man at gøre noget. Jeg tror nu ikke, der er så meget at gøre. Det er menneskets livsbetingelser. Alle må gå denne vej. Som I husker, begyndte det hele så godt med Adam og Eva. Alt var perfekt: Ingen problemer, ingen fristelser fra noget falskt selv, ingen død. Men faktisk klarede de sig ikke særlig godt i det lange løb. De faldt alligevel for fristelsen. Gud vil ikke gentage den fejltagelse, hvis vi kan tage historien bogstaveligt.
Det ser ud til, at vi alle sammen skal igennem en periode, hvor vi lærer vor menneskelige svaghed at kende, ikke blot teoretisk men ved erfaring. Derved overbevises vi om egoets skadelige virkninger. Der er ingen anden vej, for vi er alle temmelig dumme, eller sagt mere barmhjertigt: Vi er ikke særlig udviklede endnu. Det er den videnskabelige forklaring.
I nogle kirker, for eksempel den episkopale, har man nogle dejlige programmer for børn. Jeg tror, at man allerede fra børnehavealderen kan lære børnene noget om det falske selvs udvikling og også om stilhed. Børn er skabt til handling, så de kan nok kun sidde stille i få minutter. Men langsomt kan man gøre dem bekendt med denne dimension af deres liv, og det vil være en stor hjælp.

Gail:
Når Jesus sagde, at den eneste vej til Faderen er gennem ham, hvad tror du så, han mente?

Thomas Keating:
Jeg tror, han mente præcis, hvad han sagde. Vi har allerede pointeret at Kristus er Paulus´ ord for den menneskelige Jesu guddommelighed. Husk på at Jesus, som er det guddommelige menneske, somme tider taler til os ud fra sin menneskelige natur og til andre tider fra sin gudddommelige natur.
Tidligere i dag talte vi om Jesus i Getsemane Have. Han sagde ”Fader, om du vil, så tag denne kalk fra mig!” Det må være hans menneskelige natur, der siger dette. Derefter siger han: ”Dog ske ikke min vilje, men din!”, det kan være hans menneskelige natur, men det kan også være den guddommelige uendelige godhed, der her taler. Så når Jesus siger: ”Ingen kan komme til Faderen uden gennem mig”, taler hans guddommelige natur. Vi har allerede fastslået, at Faderen lever igennem Sønnen, så der er ingen andre steder at gå hen, hvis man vil finde ham uden til Sønnen.
Hvis man udlægger disse ord som kommende fra Jesu menneskelige natur, giver de ingen mening. Masser af mennesker har aldrig hørt om den historiske Jesus, eller kan ikke tage imod ham på grund af kristne menneskers ukristelige adfærd. Det vil være lidt sært at sige, at man elsker kristendommen, men man har aldrig mødt en rigtig kristen. Skulle Gud nægte at frelse mennesker, fordi de aldrig har hørt om Jesus, eller fordi de har haft så skrækkelige erfaringer med kristne mennesker, så de følelsesmæssigt er ude af stand til at identificere sig med dem? Nej, det Jesus mener, er at ingen kan komme til mig - Guds Søn eller Kristus - uden gennem Faderen. For den som ser mig, ser Faderen. Eller Faderen er i mig, og jeg er i Faderen. Så hvis Jesus taler ud fra sin gudddommelige natur, har man intet problem med dette udsagn. Men tror man, Jesus taler som den historiske Jesus, er det meget vanskeligt at forklare, når man tænker på, hvor sent i menneskehedens historie, Jesus faktisk levede.
Hvis man accepterer dette, kan man tage det afslappet. Man behøver ikke være stivsindet og udelukke nogen. Så går man glip af evangeliets budskab, som er åbenhed og fleksibilitet. Kærlighed åbner op, frygt lukker af, og selvbeskyttelse, selvforsvar er i bund og grund baseret på frygt, det vil sige følelsen, som ikke er det samme som gudsfrygt. Denne er åndelig og betyder ærefrygt, undren osv.

Oversat af Britta Felsager
Gengivet med tilladelse fra Contemplative Outreach


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.