Fra Johannes af korsets "Levende kærlighedsflamme":

Om den økumeniske bevægelse

Thomas Keating taler om den økumeniske bevægelse.
Forenet i vor fælles søgen mod Gud.
Snowmass 2002

Jeg vil gerne byde jer velkommen på denne retrætedag, hvor vi lægger vægten på fællesskab, broder- og søsterskab. Vi må ikke glemme, at kvinder er en del af den menneskelige race. Af og til må man spørge sig selv, om det i grunden er gået op for de store verdensreligioner. På denne dag, hvor vi fejrer enhed, er det vort håb, at vi kan mindske den fjendtlighed, der eksisterer mellem de to køn grundet ulighed og forskelsbehandling. Den kendte søster Joan Chittister mener, at forskelsbehandling på grund af køn faktisk er det alvorligste problem overhovedet i vore dages verden. I givet fald må det næststørste problem nok være den splittelse, der hersker mellem de forskellige kristne konfessioner og verdens religioner.

Ser vi på den kristne tradition og dens baggrund, er det oplagt, at enhed er målet for de kristne kirker. Når vi til eksempel fejrer den store fest for Herrens Åbenbarelse, er det Guds nærvær, ansigt eller mysterium, der manifesterer sig. Det er betydningen af Åbenbarelse.

På denne dag fejrede man i den tidlige kirke (og stadigvæk i de fleste kirker) Jesu dåb i Jordanfloden. Denne dåb involverede naturligvis ikke kun Jesus. Han havde ikke brug for at blive renset for et falskt selv. Han havde jo ikke noget. Men med denne handling har Jesus, i kraft af sin guddommelighed, velsignet og indviet alt det vand, der eksisterer. Som I måske ved, består ikke blot denne jord fortrinsvis af vand, men også du og jeg. Omtrent 98 procent af mennesket er vand. Deraf kan vi konkludere, at Guds nåde, som dåben symboliserer, er os nærmere end noget andet i universet. Det betyder, at den er let at finde, og Jesu dåb med alt, hvad den indebærer, er et af de millioner af tegn på Guds konstante nærvær og kærlighed, som hver dag møder os gennem universet, andre mennesker og vore egne oplevelser og erfaringer.

Det eneste, Gud ønsker af os, er faktisk, at vi giver Ham lov til at elske os. Jeg er klar over, at denne måde at se Gud på er temmelig anderledes, end vi er vant til, men jeg mener også, at vi har en alt for begrænset og utilstrækkelig opfattelse af Guds kærlighed til os. Guds kærlighed er ikke sentimental, og man får den ikke serveret på fortovscafeer eller i udstillingsvinduer, men den er det mest substantielle, virkelige og ægte i vore liv og i universet.

Det er denne opvågnen til omfanget af Guds kærlighed, som, især alle de kristne kirker - og jeg vil driste mig til at sige alle religioner - arbejder på, og somme tider er problemet, at de arbejder for hårdt. Det man allerede har, er vel ikke noget, man arbejder for at få – er det? Og erkendelsen af, at vi allerede har Guds kærlighed uden at gøre noget som helst udover at være til, vil forandre vore liv og få os til at ændre retning, så vi endelig får den relation til Gud, som Han ønsker, og som er passende her. Hele bibelen peger i denne retning, selvom der også er masser af skriftsteder, der tilfredsstiller de mindre tiltalende eller behagelige menneskelige følelser. Dem kan man selvfølgelig citere og understrege, hvis det er det, man ønsker.

Husk på at bibelen, især det gamle testamente, gengiver hele den række af begivenheder, som fandt sted, og hvordan Gud handlede med menneskene. Så det, vi læser - især i de historiske bøger - drejer sig i høj grad om, hvordan disse mennesker følte i deres forhold til Gud, men det siger intet om, at Gud var enig med dem.

Ved at lade sig døbe, rækker Jesus ud til hele den menneskelige race og inviterer den til guddommelig forening. Det er med andre ord en åbenbaring af formålet med universet. Paulus skriver om det mysterium eller den hemmelighed, som fra begyndelsen har ligget skjult hos Gud: Nemlig at ethvert menneske, ja hele menneskeheden, af Gud er kaldet til guddommelig forvandling. Vi er ikke bare kaldet til at blive bedre mennesker, uanset hvor ønskeligt det måtte være, i hvert fald for vore venner og familier. Guds kald er primært den totale forvandling af hele menneskeheden, sådan så Gud kan manifestere sig som kærlighed i de menneskelige livsvilkår.

I dåben får vi en medgift. Jeg foregriber måske begivenhederne lidt her, for medgiften forekommer ofte først, når man bliver gift, så lad os kalde det en forlovelsesring: Den smukke diamantring eller ringen med den uægte perle, alt afhængig af hvad den tilkommende ægtefælle har råd til. Pointen er, at der indgås en seriøs overenskomst, som går ud på, at alt, hvad der sker fra nu af og til brylluppet, handler om at forberede sig til denne meget intime menneskelige relation, hvor man skal leve sammen og have ansvar for familie og sociale anliggender.

Ved fejringen af Herrens Åbenbarelse i liturgien, ser vi de tre vise mænd, der ankommer for at tilbede. Det er det andet aspekt på denne festdag og symboliserer Guds almene kaldelse af alle mennesker til guddommelig forening. De tre vise mænd, astronomerne, er i virkeligheden symbol på alle ægte og ærligt søgende mennesker, som har levet. Vi ved ikke, om de havde en religion eller i givet fald hvilken, men de var videnskabsmænd, stjernekiggere, og det var igennem naturen, Gud kaldte dem. Religion er ikke den eneste vej til Gud, selvom det nok altid vil være den almindelige. Men Gud begrænser sig ikke til nogen vej, fordi Guds ønske er at gennemstrømme alt og alle med kærlighed uden ophør. Så hvis man ikke er interesseret i religion, har Gud en anden plan, og Han har den ene plan lagt til rette efter den anden. Gud ønsker, at alle mennesker skal frelses, og jeg tror, Han vil lykkes i dette forehavende. Der står i bibelen, at det er, hvad Han ønsker, og jeg tror på, at Gud kan gøre, hvad Han vil. Men det er en temmelig fantastisk vej, som I måske selv har erfaret. De vise mænd er ikke bare symbol på mennesker uden en religion eller astronomer. Alle mennesker er kaldet til det himmelske gæstebud. I det gamle testamente læser vi om ”Det Store Gæstebud”, som symboliserede israelitternes forventning om, hvordan Gud ville frelse dem fra romernes undertrykkelse. Alle undertrykte mennesker må have en form for myte, som involverer frihed og sejr over undertrykkerne. Dermed får man oplevelsen af den længe ventede retfærdiggørelse af det, man identificerer sig med: religion, nation, etnisk gruppe, familie eller ens eget ego for den sags skyld.

Set fra Guds perspektiv og skriftens autoritet har de tre vise mænd og dermed alle mennesker den almene kaldelse til guddommelig forening. Dåben er Guds specielle kald, og eftersom det menneskelige liv består af en vis grad af frihed, er det nødvendigt, at vi giver vores samtykke til dette kald. Med andre ord må vi tage imod forlovelsesringen og medgiften, som vi får, når vi indgår i denne ophøjede form for ægteskab: den guddommelige forening.

De tidlige kirkefædre betragtede eukaristien (nadveren) som symbol på fuldbyrdelsen af det guddommelige ægteskab, som begyndte med forlovelsen i dåben. Men det er i dåben, vi modtager de fantastiske gaver fra Gud, symboliseret ved forlovelsesringen. Guds gaver overstråler en hvilken som helst diamantring, og det er godt at huske på, hvor mange gaver Gud faktisk har givet os, for at vi kan indgå i den guddommelige forening. Det må skyldes den ringe evangelisering, når de fleste mennesker ikke tager denne invitation alvorligt. Det, der er brug for, er den rigtige form for evangelisering, og de fleste af os har været offer for vildledende eller begrænsede informationer om de rigdomme, Gud har givet os i dåben.

Vi må altså acceptere dåbens gaver. Det er derfor, vi, hvis vi er blevet døbt som spædbørn, senere i livet skal stadfæste dåben rituelt.

Eukaristien symboliserer forvandling, så det tredje aspekt af Åbenbarelsens mysterium er forvandlingen af vand til vin - symbolet på forvandling af de menneskelige livsvilkår til de berusende og vidunderlige kvaliteter, der er i vin. Ved brylluppet i Kana forvandlede Jesus seks tønder vand til vin, for så nogenlunde at dække bryllupsgæsternes behov. Dette mirakel symboliserer den forvandling, som finder sted i mennesker, som faktisk har gjort brug af dåbens nåde til at forberede sig på at fejre det guddommelige bryllup. Derfor er det temmelig vigtigt, hvad vi gør med vores dåb.

Her vil jeg nævne nogle af de rigdomme, som forlovelsesringen symboliserer: Den første er selve den guddommelige iboen. Det faktum, at Gud, som selv er eksistensen, og som bor i alt, også bor i os som vort væsens grund, og skriften har åbenbaret, at denne tilstedeværelse ikke blot er en abstrakt realitet, men en personlig relation fuld af betingelsesløs og uendelig kærlighed. Sammen med Treenigheden, som både er al værens kilde og et kærlighedsfyldt nærvær, har vi fået andre gaver, som efterhånden dukker op. Først har vi de tre teologiske dyder: tro, håb og kærlighed, som forvandlingen rent faktisk grunder sig på. Derfor understreges de så stærkt i det nye testamente. Sammen med disse tre har vi de moralske dyder, som bliver indgydt i os. Med andre ord har vi allerede i kraft af dåben en stærk tilbøjelighed til at praktisere retfærdighed, mod, mådehold og klogskab. Der findes selvfølgelig også en naturlig måde at udvikle disse dyder eller evner på, men når de bliver indgydt i os, har de en langt højere reference, som ikke bare drejer sig om den rette menneskelige adfærd, men derimod om den rette måde at forholde sig på i forholdet til den Absolutte - Treenighedens iboen. Sammen med disse gaver får vi også Åndens frugter, som Paulus remser op i brevet til Galaterne kapitel 5: Kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, trofasthed, selvkontrol og et par stykker mere. Men som Sankt Thomas siger, er disse bare eksempler, der kan være mange flere. Til sidst er der Helligåndens syv gaver, som Esajas skriver om: De tre kontemplative gaver – visdom, forstand og råd – og fire til hverdagslivet – styrke, klogskab, fromhed og gudsfrygt.

Det ovenstående er et lille overblik over de rigdomme, som vi har modtaget i dåben, og jeg vil vove at påstå, at de faktisk gør os overkvalificerede til den åndelige vej. Vi er nødt til at holde op med at tænke på, hvor ukvalificerede vi er. Man er måske tynget af, at det først er for nylig, man er begyndt at gå i kirke, at man har haft for vane at slå sin kone og børn eller andre ting i ens liv, som man fortryder. Selvfølgelig må man ændre adfærd, men intet kan forandre de fantastiske muligheder, som eksisterer i vores underbevidsthed på grund af Guds ontologiske nærvær.

De fleste mennesker i vore dage kender til den psykologiske underbevidsthed, som indeholder alt det, man har fortrængt i barndommen, fordi smerten var uudholdelig, og som er kilden til det falske selv. Ved siden af dette har vi den ontologiske underbevidsthed, der indeholder alle disse umådelige rigdomme, der blot venter på at blive aktualiserede.

Disse rigdomme er totalt ukendte for os, og de vil ikke have nogen som helst betydning eller indflydelse, før man har været på den åndelige vej et stykke tid, måske bortset fra et glimt af indsigt af og til. Men i virkeligheden ligger de parat til at blive forløst, de er dynamiske og fantastisk kraftfulde og vidunderlige. Hensigten med enhver form for åndelig praksis, hvad enten det er bøn, modtagelse af sakramenter, deltagelse i ritualer, gode gerninger, tjeneste osv. er at aktivere og udfolde alle disse gaver - ikke bare for ens egen skyld, men for alle andre i den menneskelige familie, især dem man lever sammen med eller tjener på en særlig måde. Man kan sammenligne gaverne med raceheste, der venter på at væddeløbet skal begynde - på startskuddet. Det er altså det, vi skal gøre: slippe dem løs.

Centrerende eller kontemplativ bøn har som formål at starte en proces, som jeg i flere bøger har kaldt guddommelig terapi. Det har jeg gjort på basis af den indsigt, at arbejdet med dåbens nåde: aktivering og forløsning af de guddommelige gaver, som i grunden er ren foræring og som forbereder os på at blive passende brude i det guddommelige liv, værdige til den guddommelige intimitet så at sige, forudsætter at vi bekræfter vor grundlæggende godhed. Her kommer vi ind på et af de fundamentale problemer ved arvesynden: nemlig selvbedrag. Ikke nok med at vi ikke ved, hvor vi skal finde lykken, men vi ved heller ikke, hvem vi selv er, vi kender slet ikke til menneskelivets vilkår.

Det første der må ske på den åndelige vej, så forlovelsen kan resultere i et fuldbyrdet ægteskab med Gud, er altså at vi erkender vort værd som modtagere af det guddommelige liv, der blev skænket os i dåben. Det er vigtigt, at vi har respekt for os selv og er taknemmelige for disse enorme gaver, der er til stede i os, men knap nok trænger igennem vores forsvarsmekanismer, daglige stress, bekymringer, distraktioner ja hele det væv af tankekonstruktioner, i hvilke vi bevarer det falske selv, som er det eneste selv, vi kender til.

Det andet arbejde, som den guddommelige terapi udretter, er at helbrede alle de følelsesmæssige sår, vi har pådraget os gennem livet. Disse sår bevirker, at vi ikke ved, hvor den sande lykke findes, og at vi søger den de forkerte steder. Dette sker som konsekvens af arvesynden og kaldes forlystelsessyge. Det vil sige det begær, der rejser sig i os som resultat af den desperate jagt på lykken: her, der og alle vegne uden nogensinde at finde den, fordi vi ikke kender det rigtige sted at søge.

Den sidste konsekvens af arvesynden i den traditionelle teologi lyder: Hvis man endelig finder ud af, hvad sand lykke er, vil viljen alligevel være for svag til at forfølge den.

Dette kan ikke siges at være et særlig lyst syn på den menneskelige natur, og nogle prædikanter har virkelig dyrket emnet og efterladt sig et spor med knuste hjerter og hjerner ned gennem kirkens historie.

Den glædelige overraskelse er, at det slet ikke betyder noget, hvis man ikke har viljestyrke eller kraft. Så i stedet for at tænke på, hvor skrækkelige de menneskelige livsvilkår er, burde vi vende opmærksomheden mod, hvor vidunderligt det er at være menneske, for det er jo lige præcist denne situation, som Gud kom for at helbrede. Hvis situationen havde været anderledes, ville Han måske slet ikke være kommet. Så ville vi - i stedet for at være brude - bare være fjerne slægtninge, hvis forhold til Gud ville være intet i sammenligning med det, den kærlige Fader har bestemt for os.

Det er utrolig svært at formidle, hvad guddommelig kærlighed er. Den er i hvert fald den hemmelige mening med universet, og den involverer helt klart, at man hengiver sig selv, så man lader al ens godhed strømme ud over andre eller ind i Guds hjerte. Vort syn på Gud og Hans kærlighed til os er med næsten hundrede procents sikkerhed det omvendte af den faktiske virkelighed. Vi tror, at hvis bare vi kunne gøre noget ved os selv, forbedre vores adfærd og lignende, så ville vi være i stand til at vinde Guds kærlighed eller blive værdige til den. Det er en total misforståelse. Man behøver ikke gøre noget eller korrigere sig selv for at vinde Guds kærlighed. Det eneste, vi skal gøre, er at acceptere kærligheden og tillade Gud at elske os. Det betyder, at hvis man blot sidder stille og holder op med at tænke på, hvad man gøre for at forbedre sig, ja så vil man automatisk forbedre sig.

Vi er altså allerede meget bedre, end vi kan forestille os i kraft af disse Guds gaver. Dog må jeg tilføje denne lille advarsel: I dåben sagde vi ja til at gå i Jesu Kristi fodspor, at efterfølge ham i hans lidelse, død, opstandelse og himmelfart. Det falske selvs død er en del af det, vi samtykker til, når vi symbolsk modtager forlovelsesringen. Når vi stiger ned i dåbens vand eller får det hældt over hovedet, deltager vi i Kristi lidelse og død. Det er alle de kristne kirker enige i. Vi dør selvfølgelig ikke i bogstavelig forstand. Det er vore falske selv, der rituelt afgår ved døden, når vi sammen med Kristus nedstiger til dødsriget. Det er således kun det falske selv, der dør.

 For de fleste mennesker er det dog også temmelig meget, idet det er det eneste, vi har. Derfor er den åndelige rejse til tider så smertefuld. Det er den kun i den udstrækning, man er knyttet til det falske selv, ønsker at bevare det og investere i alle de forskellige strukturer, som samfundet og vor egen ”genialitet” har skabt for at understøtte det idealiserede billede, vi har af os selv - et billede der kun eksisterer i vort eget hoved. Nogle af vore venner kender os bedre, end vi selv gør, og det er en kilde til morskab for dem at betragte, hvordan det falske selv folder sig ud i vore liv. De er ofte slet ikke klar over, at de også har et falskt selv, som morer eller irriterer venner og familie. Jeg vil driste mig til at sige, at selv Gud til tider må more sig over omfanget af vore falske selvs intriger og komplotter, og Han forsøger med vilje på forskellig vis at skabe pinlige og ydmygende situationer for det, der gør os skamfulde – somme tider meget skamfulde. Formålet hermed er ganske enkelt at formindske det falske selv og dets indflydelse, så det ikke længere forhindrer aktiveringen af de guddommelige kræfter, som skriften beskriver som Åndens frugter.

Alt dette har nogle vigtige konsekvenser! Hvis man virkelig forstår betydningen af dåbens fylde: det specielle kald til guddommelig forening, en forpligtelse til at deltage i den guddommelige terapi, det vil sige i den helbredende kraft, der er i Kristi lidelse, død, opstandelse og himmelfart, ja så bliver livet en skole. Den guddommelige terapi og dens frugter, som vi får adgang til i det indre kammer, og som Jesus taler om i sin beskrivelse af kontemplativ bøn, vil begynde at udstrække sig til dagliglivet og erstatte det falske selv med dets lange liste af uheldige konsekvenser, som Galaterbrevet kap. 5 også omtaler: misundelse, urenhed, løsagtighed, fjendskaber, egennytte, splittelser, partier osv. Hele den lange liste, som stort set er en beskrivelse af samfundet, som vi kender det.

Hvordan foregår den guddommelige terapi så rent faktisk? Jesu forslag til hvordan man skal bede lyder således i Mattæus evangeliet 6.6: ”Hvis du ønsker at bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din Fader, som er i det skjulte, og din Fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.”
Den centrerende bøn prøver at tilpasse denne almene anbefaling til nutiden og til en metode. Da metoder synes at appellere til mennesker i vore dage, er den en god måde at formidle den kristne kontemplative arv til moderne mennesker på. Skønheden ved denne bøn, som Jesus beskriver den, er, at den inviterer folk, der i forvejen føler sig hjemme på den åndelige vej og er vant til at relatere til Gud, ind i en dybere og mere intim relation. Bønnen omsætter det kald, alle kristne har, til en ny dimension.

Jeg har besøgt Sydkorea, og her blev jeg forbløffet over at opleve, hvordan deres kristne kirker sprudler af liv. De vokser alle sammen hele tiden. I én af de katedraler jeg besøgte, var der 3000 mennesker til stede. Jeg talte gennem en oversætter, så jeg aner ikke, om de forstod noget af det, jeg sagde, men de var så ivrige, så det påvirkede dem tilsyneladende ikke. Her kom en mand fra Amerika. Han havde skrevet nogle bøger, som var blevet oversat til deres sprog. Det var åbenbart nok til at begejstre disse vidunderlige mennesker. De havde alle i stor stil deltaget i den karismatiske fornyelse, Maria kongregationen, tilbedelse af sakramentet, bedt rosenkrans, været på alle former for retræter: dage, weekends, uger, måneder, osv. De var fyldt til randen med alle de forskellige former for fromhedsudøvelse, som eksisterer i de forskellige kristne kirker. Jeg remsede alle disse ting op og sagde så henkastet: ”Kære venner, I er kaldet til stilhed, I er overkvalificerede til kontemplativ bøn”, hvortil jeg modtog højlydt applaus. Jeg følte det, som om jeg surfede på en stor bølge. Selv var jeg kun et lille væsen oppe på toppen, der ligesom flød ind i denne kirke. Jeg havde virkelig en følelse af, at en enorm bølge havde bevæget sig ind i disse mennesker, og de længtes blot efter noget mere. Måske nogle af dem ventede på noget nyt, var blevet trætte af alt det gammelkendte eller ønskede at tilføje noget. Det var i hvert fald deres indstilling.

Jeg tror, det er den slags mennesker, Jesus har i tankerne, når han tilskynder folk til at bede i det skjulte. Centrerende bøn er en praktisk måde at gøre dette på. Her bevæger man sig automatisk i retning af ”bøn i det skjulte”. Er man nået til at bede i det skjulte, er man så langt, som centrerende bøn kan føre én, og nu kan man fortsætte på egen hånd under Helligåndens ledelse.

Ingen er selvfølgelig udelukket fra denne bøn, men den henvender sig især til mennesker, som er begyndt at forstå alvoren i dåbens kaldelse, som har forpligtet sig til den åndelige vej, og arbejder på at forstå det falske selv – ikke på at helbrede det. Altså mennesker, der er nået til det kritiske punkt, hvor de er villige til at tillade Gud at befri dem for deres fejl. De af jer, der kender til anonyme alkoholikere, vil genkende dette som det 6. trin. AA har en fremragende indsigt i det kristne budskab, og her ved man, at det er umuligt at overvinde sine fejl ved egen kraft. Selvfølgelig forsøger man, men formålet hermed er at opdage, at man ikke kan. Når det omsider går op for én, er man parat til at overgive sig til Gud for at blive helbredt. Nu er man rede til at lave en aftale med den guddommelige terapeut og bruge to perioder dagligt på terapien.

Det er altså temmelig usandsynligt, at man når til det punkt, hvor man villigt overgiver sig til Gud og Hans lutring og lægedom, hvis ikke man erkender og accepterer, at det er umuligt at gøre på egen hånd. Det næste skridt i AA er bøn. Men læg mærke til, at det ikke drejer sig om at forsøge eller anstrenge sig, men derimod om den erkendelse at man er nødt til at bede til Gud og være totalt afhængig af, at Han fjerner fejlene og dernæst acceptere, at Han bruger dagliglivets hændelser i dette projekt.

Det personlige gudsforhold gør det ulige meget lettere at nå til erkendelse og accept af egen afmagt. Med det personlige gudsforhold følger jo en forståelse af terapien, som det, den er: nemlig Guds uendelige kærlighed og ønske om at forberede os - krop, sjæl og ånd - på at blive gennemstrømmet og gennemtrængt af det guddommelige nærvær. Dette nærvær er som himlens dug og lys, og det er fuldstændig tilgængeligt for os alle. Beviset herpå finder vi netop i skriftens fantastiske symboler, som udfolder sig i liturgien. De bekræfter på forskellige måder, at Guds kærlighed er så stor, at Han har planlagt den guddommelige forvandling af hele menneskeheden, men at Han begynder med hver enkelt af os.

Læg mærke til den strømmende bevægelse hen mod det skjulte og mod stilheden, vi finder i Jesu bøn. ”Hvis du ønsker at bede”, siger han og mener dermed: ”Hvis du vil bevæge dig hinsides det niveau, dine sædvanlige bønner og fromhedsøvelser befinder sig på, til et nyt plan der involverer venskab og forpligtelse, og som udfolder dåbens invitation til forvandling, så er her en fremgangsmåde, som vil hjælpe dig.”

”Gå ind i dit kammer!”: Hos ørkenfædrene og -mødrene finder vi den forståelse, at Jesus her taler om vor værens åndelige niveau, som vi synker ned i, når vi forlader den almindelige bevidsthedstilstand med dens larm, psykologiske dramaer, bekymringer og hverdagslivets tumulter, der i almindelighed optager de fleste mennesker det meste af tiden. Det kan altså sammenlignes med at tage på ferie, selvom her også foregår en slags arbejde. Derfor bruger jeg udtrykket: guddommelig terapi. Helligånden står for arbejdet, og vi er nødt til at samarbejde ved at give vort samtykke eller accept.

Man er nødt til at sige ja, hvis man vil elskes, ellers går det ikke. Gensidigheden må være til stede. De fleste af os har det lidt svært med Guds kærlighed, fordi Gud elsker os meget, så vi er ret bange for at komme i vejen for den. Den er utrolig stærk, dybdeborende, beslutsom, sikker, kraftfuld og styrkende, og den vil forandre vore liv totalt, ja forvandle os, så vi får Jesu Kristi sindelag. Dette vil vise sig i dagliglivet gennem Helligåndens frugter og på en dybere måde, når saligprisningerne, som er resultatet af Helligåndens syv gaver, begynder at manifestere sig.

Det indre kammer betegner det sted, hvor de intuitive evner åbner op for troens tilstedeværelse i os. Troen udfolder sig selvfølgelig allerede igennem fornuften og de andre evner, som befinder sig på det rationelle bevidsthedsniveau, men på det intuitive plan virker troen mere direkte og med langt større styrke.  Derfor vil den guddommelige terapi gå i gang med at rense vor tro for enhver overdreven afhængighed af menneskelige støttepunkter. Den vil også rense den teologiske dyd håb, så vi hører op med at forveksle den med følelsen, der altid fokuserer på forventninger om, at tingene vil gå efter vort hoved, eller at fremtiden vil byde på lykkelige begivenheder. Teologisk håb drejer sig ikke om fremtiden men om nuet og vor evne til at acceptere, at Gud giver os, hvad vi har brug for lige nu. Hvert enkelt øjeblik indeholder allerede alt, hvad vi behøver, hvis blot vi vil acceptere det. Guddommelig kærlighed renser os for den egoisme, som følger med det falske selvs projekter.

”Når du går ind i dit kammer så luk døren” siger Jesus dernæst. Det er blevet forstået som en opfordring til at give slip på den indre dialog med alle dens bekymringer for fremtiden og tanker om fortiden, til ganske enkelt at være til stede med Gud i nuet. Når tanker dukker op, lader man dem passere som underordnede i forhold til det at være til stede og samtykke til Guds nærvær i det indre kammer. På den måde praktiserer vi den teologiske dyd håb. Således vokser tilliden til Gud igennem denne bøn ved ganske enkelt at sidde og udholde processen. Når vi giver vort samtykke, praktiserer vi tro, håb og kærlighed.

Jesus standser imidlertid ikke her. Det næste han siger, er: ”Bed til din Fader, som er i det skjulte”, og den centrerende bøn inviterer os netop til ”det skjulte”. Her er det på sin plads at give en kort oversigt over den kristne antropologi. I vort daglige liv er vi – i den vågne tilstand - stort set hele tiden i kontakt med den almindelige psykologiske bevidsthed. Længere nede har vi det intuitive eller åndelige niveau, og dybere endnu finder vi det sande selv. Her manifesterer Guds uendelige godhed og blidhed sig i hver enkelt af os som den helt specielle person, vi alle sammen er. Længere nede eller inde mod centeret har vi selve Guds nærvær, som forvandler os og alle vore evner, så vi til sidst oplever, elsker og gør alting på den guddommelige måde.

Jesus opfordrer os altså til at bevæge os ind i denne allerinderste del af vor væren. Det er det endelige trin i den bevægelse, der går mod stadig større stilhed. Set ud fra dette perspektiv kan vi praktisk talt sige, at Gud og stilhed er identiske. John Macquarrie, den fremragende episkopale teolog og præst giver denne definition: ”Gud er virkelighed”. Det betyder, at vi helt automatisk er i kontakt med Gud, da vi jo altid er i kontakt med virkeligheden, og det indikerer på en anden måde Guds nærhed og Hans konstant omsluttende kærlighed.

Hvad vil det så sige at bede i det skjulte? Hvis vi allerede har givet slip på omgivelserne og de indre dialoger, hvad er der tilbage at tænke på? Os selv! Det falske selv, det gamle selv eller ganske enkelt selvrefleksion som eksempelvis ytrer sig således: ”Hvor godt klarer jeg det?”, ”Jeg bad bedre i går.”, ”Hvorfor giver Gud mig ingen trøst?”, ”Hvorfor sker der ingen fremskridt i mit åndelige liv?”, ”Hvem har i øvrigt opfundet dette her?”. Så bøn i det skjulte vil sige, at man beder uden selvrefleksion, og da vil man ikke engang vide, at man beder, for man er blevet bøn i sin inderste væren.

Jeg tror, Jomfru Maria er et eksempel på dette. I skriften er hendes fantastiske men meget skjulte form for liv et billede på et menneske, der gør ingenting men alting på samme tid. Hun er universel, fordi der ikke er noget specielt referencepunkt. Hun er således alle vegne ved Kristus, ved Gud, men det er faktisk også meningen med os. Hvis vi er i det skjulte og i denne form for stilhed, vil vi være forenet med alt andet, som også befinder sig der. Alting udspringer fra den samme kilde, hvad enten det er synligt eller usynligt, så når vi nærmer os denne kilde, vil vi automatisk nærme os alle andre og alt andet. Hele universet er på en måde indeholdt i hver enkelt af os og vi i universet.

Udvidelsen af vor måde at opfatte virkeligheden og Gud på vil ske helt af sig selv, når vi sidder i stilhed og af og til kommer i berøring med denne tilstand. Når det sker, vil det sjældent vare mere end et øjeblik, men indsigten i dette aspekt af virkeligheden er en uvurderlig gave. Man ved ganske enkelt, at man tilhører universet. Man ved, at Gud er os nærmere, end vi selv er. Man ved, at kærlighed er alt. Intet andet betyder noget i den sidste ende. Vi vil også vide, at vi er nødt til at acceptere og lære at modtage denne gave fra Gud uden selvrefleksion.

Der findes mange skriftsteder, som kan bruges som billeder på det, jeg lige har talt om. Jeg vælger den historie fra anden Mosebog, hvor Moses har problemer med sit ”personale”.

Gud sagde til Moses, at han skulle komme til åbenbaringsteltet og bringe Aron og Miriam med sig. Det er rart at vide, at Gud også bekymrer sig om den slags trivialiteter. De af os, der har lederroller, vil vide, at vi end ikke står alene i denne mærkelige position.

I åbenbaringsteltet sagde Gud til Aron og Miriam: ”Hør nu folkens!” (jeg udlægger teksten lidt frit!) ”Jeg taler til mine profeter igennem drømme, ord, fremtidsvisioner”. Gud remsede en hel liste med forskellige karismatiske gaver op, hvorpå Han sagde: ”Men med min tjener Moses kommunikerer jeg mund til mund”. I nogle bibeloversættelser står der ansigt til ansigt. Oversættere tør ofte ikke gå så vidt som original teksten, fordi de synes, det lyder for ekstremt, så de laver deres egen fortolkning.

Hvad Gud faktisk sagde, er: ”Jeg elsker Moses så højt, så alt det med følelser, begreber og oplevelser er uden interesse. Jeg ønsker bare at lade min kærlighed fylde denne mand. Så i stedet for at sige noget giver jeg ham et stort kys på munden, så mit guddommelige liv strømmer ind i hans sjæl.”

Dette er et fremragende billede taget fra den menneskelige kærlighed. Her er et lidenskabeligt kys i virkeligheden et udtryk for, at man giver sig selv til hinanden og ligesom hælder sig selv ind i den elskede eller prøver at spise vedkommende (ikke som en kannibal). Men da den elskede er så vidunderlig, ønsker man symbolsk at konsumere ham/hende. Det er denne form for relation, Gud synes at være mest interesseret i - uden formidlere såsom tanker og følelser - i hvert fald til tider, når man er meget intim, og der ikke er noget at sige. Her vil ord være overflødige, for alt bliver os givet. Tænk på jeres egne erfaringer! Hvis I bliver kysset lidenskabeligt på munden, vil I vel ikke begynde at tale om vejret! Jeg har ganske vist ikke megen erfaring på dette område, men jeg formoder, det ikke ville falde i god jord hos den elskede.

Sådan er det også med Gud. Alt hvad Han ønsker af os er, at vi er stille. ”Vær stille og kend at jeg er Gud”, som der står i én af salmerne. Det kan ikke udtrykkes bedre. ”Jeg Er” er Guds navn, det vil sige væren uden begrænsninger overhovedet. Vi kan slet ikke undgå at relatere til Gud, hvis vi også bare er. Det betyder, at vi har brug for Gud, selv når vi synder. Intet kan vi gøre alene. Spørgsmålet er, om vore synder i grunden generer Gud? Det tror jeg, de gør, men jeg tror også, at det som generer Gud mere, er al den skyldfølelse, vi har som resultat af synden. Denne smerte, frustration, skam, skyld, ydmygelse osv. findes ikke i Gud og gavner ingen. Gud har let ved at tilgive os vore synder. Det, der sårer Gud, er konsekvenserne af synden: den skade, man har påført andre, skyldfølelsen osv. Så vore svagheder, vor manglende evne til at forandre os, de aspekter i vore liv som er uoverkommelige, vor tvangsadfærd, afhængigheder, fiaskoer, forstyrrelse af andre menneskers liv er alt sammen noget, vi er nødt til at acceptere. Gør vi det, kastes vi i armene på Gud og Hans nåde, hvor den eneste sande helbredelse til syvende og sidst finder sted som ren gave.

Når vi praktiserer den guddommelige terapi, udsætter vi os selv for denne gave. Derfor må vi regelmæssigt gå ind i vort indre kammer. ”Hvor ofte er det?” Spørger du måske. Jeg svarer: ”Mindst to gange om dagen”. Så siger du: ”Det har jeg ikke tid til, det må vente, til jeg bliver pensioneret.” Det vidunderlige ved tiden er, at der ofte er nok af den til fri afbenyttelse. Hvis man starter med at bede tyve minutter to gange om dagen nu, vil man måske være i stand til at give et par timer om dagen, når man når pensionsalderen og tilmed nå de ni huller i golf.

Det, der betyder noget, er ikke store asketiske øvelser, endeløse meditationer eller alle mulige slags opsigtsvækkende tjeneste for Gud, men derimod at bruge tid med Gud i stilhed. I bund og grund er vi ikke andet end små børn i Guds arme, og ligeså lidt som det lille barn, der ligger i bedstefars arme, behøver at gøre noget, for at vinde hans kærlighed, gør vi det. Vi har allerede Guds kærlighed. Hvis man er som det lille barn, kan man når som helst slappe af i Guds favn. Gud kan slet ikke lade være med at elske os og den godhed, Han selv har givet os. Vi har Hans billede i os. Selvom man har en boksernæse, skæve tænder eller er skaldet, kan intet forhindre Hans overstrømmende glæde ved at holde dette lille væsen (det er dig og mig) i sin favn.

Jeg tror, Gud glæder sig meget over de små ting, vi foretager os hver dag. Det tog 16 millioner år, før mennesket dukkede op i evolutionsprocessen. Er det ikke sandsynligt, at Skaberen, som har ventet så længe, nyder at se os drikke en kop te, børste håret eller gå en tur? Disse ubetydeligheder er fantastiske triumfer for evolutionen. Vores småfejl kan ikke forhindre Gud i at glæde sig over vor mobilitet og fleksibilitet men frem for alt – forhåbentlig - vor ydmyghed.

Til de af jer, der praktiserer centrerende bøn, vil jeg til slut give et billede, som jeg har brugt før.
Her sammenligner jeg centrerende bøn med det at flyde. Der er sikkert mange af jer, der svømmer, og som I ved, er det ikke det samme som at flyde. At flyde er en god model på, hvad man faktisk gør mentalt eller åndeligt i centrerende bøn, så måske det kan være en hjælp for nogle af jer.

Det første, man gør, når man vil flyde, er at indtage positionen. Det svarer i bønnen til, at man sætter sig ned i en bekvem stilling, lukker øjnene og introducerer det hellige ord eller symbol. Hvad er det næste, man gør, når man flyder? Man forsøger at flyde. Så snart man gør det, begynder man at synke, for det er ikke måden at gøre det på. Tilsvarende i den centrerende bøn: hvis man forsøger at undgå følelser, tanker, støj udefra eller indefra, selv den mindste lille anstrengelse, vil der ligesom være noget, der synker. Det vil sige, at man ikke længere flyder, men derimod er i gang med at gøre noget, og for at flyde er det nødvendigt at nøjes med at flyde, det vil sige ikke gøre noget som helst. Det tredje trin indtræder, når det lykkes at gøre ingenting. Nu flyder man og holdes oppe af havet. Hvis det lykkes én at blive stille og ingenting gøre, bare være til, så vil man være der, hvor Faderen er, og som Jesus kalder ”bøn i det skjulte”. Faderen venter på os der, så den eneste måde, hvorpå man virkelig kan have et ”mund til mund forhold” til denne Fader, er, hvis man selv bliver skjult. Gemt og skjult for al vor mentale aktivitet og refleksion. Derfor bliver vi ved med - hele vejen igennem bønnen - at give slip på vores tendens til at forfølge en tanke, kommentere noget osv. Ikke at tænke eller gøre, men kun at være stille er det, der gør os i stand til at bevæge os fra den konstante tankeproces til den faktiske evne til at flyde, at være i Guds favn, i bedstefars arme.

Herfra kan vi bevæge os ud i dagliglivet, hvor væggene i det indre rum begynder at udvide sig og blive uden grænser. Nu ser vi Guds nærvær, handlen og kærlighed i alt, hvad der sker, selv det mest tragiske eller vanskelige. Det betyder ikke, at man hører op med at føle smerten, men man er rodfæstet i det guddommelige nærvær, som absorberer al smerte, og som på mystisk vis rummer al lidelse. Her vil det være muligt at udholde næsten enhver katastrofe, smerte eller sorg.

______________________


Nogle af spørgsmålene fra tilhørerne:
I disse dage er det 40 år siden, det 2. Vatikankoncil begyndte. Hvilken betydning har dette koncil for et økumenisk møde som det, vi deltager i, med henblik på fornyelsen af den kontemplative bøn?

Svar fra Thomas Keating:
For det første markerede det 2. Vatikankoncil en total forandring i den katolske kirkes holdning til de andre kristne kirkesamfund og endda til en vis grad de andre religioner. For mig personligt var dette en vidunderlig nyhed. Jeg blev som barn undervist af nogle søde nonner, men jeg havde en kær bedstemor, som tilhørte den episkopale kirke, og jeg var frygtelig bekymret for hendes frelse. Min mor var heller ikke katolik – hun var mere protestantisk (bibelkristen). Jeg gik i almindelige skoler, så de fleste af mine venner var ikke-katolikker. Derfor var det en stor befrielse for mig, at jeg nu ikke længere behøvede at synes dårligt om dem.
Som i måske ved, kunne man før koncilet som katolik ikke bevæge sig ind i en protestantisk kirke. Man kunne ikke engang deltage i et bryllup der, så forholdene var meget strenge, men det vendte 180 grader ved det 2. Vatikankoncil. Koncilet udfolder sig stadig, men i begyndelsen dannedes en del økumeniske bevægelser, og det var meget spændende at opleve. Måske nogle af jer var med på den tid. Jeg har her et citat af pave Johannes Paul II, som jeg havde tænkt mig at bruge i min tale: ”Det tilhører kirkens inderste væsen at fremme den menneskelige enhed.” Det er et godt citat, og jeg tror, der her refereres til alle de kristne kirkeretninger. Nu fokuserer man altså på fællesskab i stedet for at prøve at overtale hinanden til at skifte kirke, så Jesu bøn om enhed er blevet opgraderet og har omsider fanget de kristnes opmærksomhed. Et af koncilsdokumenterne har dette at sige om emnet: ”Kirken må fungere som et sakramentalt tegn og redskab beregnet på at føre alle mennesker til intim forening med Gud”. Hermed udvides perspektivet til at omfatte de andre verdensreligioner.
I virkeligheden er der jo meget mere, der forener end skiller de kristne kirker. Tænk bare på dåben, som jeg talte om tidligere. Gennem dåben har vi en betydningsfuld kilde til enhed og enighed. De andre uenigheder synes at blegne i forhold til denne grundlæggende enhed. Alle døbte befinder sig i Kristi legeme, eller som Paulus siger: ”er i Jesus Kristus”. Vi er alle celler i Kristi mystiske legeme, og det betyder, at Helligånden bor i enhver af os ligesom sjælen i alle dele af legemet - i hvert fald ifølge den aristoteliske aantropologi.
Enhver celle virker til hele kroppens bedste og har et dna – et program – til gavn for hele kroppen. Det guddommelige dna er Helligånden, som bor i os alle, og som kommunikerer den ”kode”, der fører til guddommelig forvandling. Som jeg sagde tidligere, er det hele til stede og venter bare på at blive aktiveret – det vil sige – blive bevidstgjort. Vi er i sandhed Kristi legeme, og jeg personligt tror, nåden udstrækker sig til alle mennesker - ikke kun de døbte. Hvis man kan tro Karl Rahner, som siger, at naturen er benådet, bliver vi måske alle sammen født ind i nådens stand.

Spørgsmål:
Vil du sige noget om, hvorvidt kontemplativ eller centrerende bøn har potentiale til at bygge bro mellem forskellige trossamfund?


Thomas Keating:
Et af de vigtigste motiver til dannelsen af Contemplative Outreach som organisation var at fremme den kristne enhed ved at tilbyde alle de kristne konfessioner den samme vitale og dynamiske erfaring af den levende Kristus indeni os på det dybeste niveau. Jeg tror faktisk, det er lykkedes. Vi har grupper, der består af mange forskellige kirkeretninger, og så vidt jeg ved, diskuterer de aldrig dogmatiske forskelle. De har alt for travlt med at prøve at slippe af med det falske selv og med at nyde den fællesskabsfølelse, der opstår, når man får adgang til den dybe stilhed, som er tilgængelig for os alle. Det er Helligåndens gave – så fuld af fred, stilhed, kærlighed og frihed. Hvis man er fælles om denne erfaring og oplevelse, hvad har man så at diskutere? Opstår der uenigheder, er det naturligvis på sin plads at få talt forskellene igennem, men jeg tror, centrerende bøn bidrager til muligheden for enhed mellem de forskellige kirker gennem den følelse af forening, man får gennem den fælles dybe åndelige oplevelse.

Spørgsmål:
Hvad er den største forhindring for gensidig forståelse mellem kristne?

Keating:
Hovmod! Den tanke, at vi er bedre end andre måske på grund af vores religiøse engagement. Jeg tror ikke, der grundlæggende set er nogen forskel. Det er noget, vi tror, og vi forstørrer denne ide.  Selvfølgelig er der forskelle, men det faktum at vi alle er døbte og forenet i Kristi legeme, burde sætte disse i perspektiv, så de bliver lette at håndtere. Jeg håber på, at lederne for de forskellige kirkesamfund vil finde sammen i dette århundrede, som de allerede er begyndt på. Jeg tror, den episkopale og den lutherske kirke allerede har nået til en vis form for enighed. Selv den romersk katolske kirke er blevet enig med den lutherske om, hvad det vil sige at blive retfærdiggjort af nåde, og kirkesplittelsens hovedårsag drejede sig netop om uenighed på dette punkt. Det er selvfølgelig vidunderligt, men hvorfor skulle man dog bruge 500 år på at finde ud af, at hele uenigheden var baseret på en fejltagelse om den rette forståelse?

Spørgsmål:
Hvordan kan vi udbrede centrerende bøn blandt mennesker, der ikke deltager i nogen form for organiseret kristendom, men som søger et dybere åndeligt liv?

Keating:
Det er et interessant spørgsmål!  Vor oprindelige intention var at forny den kristne kontemplative arv – især for den romerskkatolske kirke for dernæst at gøre den tilgængelig for alle de andre kristne kirker, som også var interesseret i denne åndelige tradition. På den tid da reformationen fandt sted, var den kontemplative forståelse eller tradition næsten uddød, så udbryderne havde ingen tradition at tage med sig, da de forlod den katolske kirke. Jeg tror, den åndelige fattigdom var grunden til, at de brød ud. De søgte en spiritualitet, som ikke længere var tilgængelig i vor kirke.
I vore dage er der mange mennesker, der vokser op uden nogen form for religion eller særlig religiøs indflydelse i deres liv. Hvad gør disse mennesker, når de begynder at føle sig draget af Gud gennem naturen, hjælpsomhed overfor medmennesker eller andre kanaler, igennem hvilke Gud kalder folk til sig?
I Fulsom fængslet var der nogle mænd, der selv var kommet i besiddelse af båndserien: ”Den Kontemplative Vej”. De havde lært sig centrerende bøn på egen hånd og kontaktede Contemplative Outreach i Los Angeles for at få yderligere instruktion. I fængslet er der mange mænd, der aldrig kunne drømme om at deltage i nogen form for gudstjeneste. Det har overhovedet ikke deres interesse. Ofte er de vrede både på samfundet og Gud, så der er ingen chance for at nå dem gennem de almindelige former for kristen praksis. Mændene i Fulsom, der havde dannet deres egen lille gruppe, kontaktede de forskellige bandeledere i fængslet og inviterede dem til introduktionen af centrerende bøn. Disse lokale krigsherrer har megen magt selv i fængslet, så uden deres accept (imprimatur), ville det være farligt at tage et sådant initiativ. Gus Reiniger kom fra Los Angeles, og bandelederne syntes godt om hans præsentation. Nu kunne den lille centrerende-bøn-gruppe tilbyde programmet til alle de andre i fængslet. De gjorde ikke reklame, der var ikke tale om nogen form for proselytisme, men de øvrige indsattes interesse blev vakt, fordi de kunne se de positive forandringer hos gruppen. De var blot interesserede i et selvhjælpsprogram, der virkede. Vi ved selvfølgelig, at bønnen kun virker på grund af Gud, men det undlod vi klogelig at fortælle dem. De kaldte det ”det kontemplative broderskab”, og de begyndte hurtigt at opleve bønnens frugter: Mere fred, mindre vrede, større evne til at håndtere vanskelige situationer, og dem er der mange af i fængslet.
Her blev jeg virkelig overbevist om noget, som jeg selvfølgelig burde have vidst: Nemlig at Gud er parat til at gøre den guddommelige forvandling tilgængelig selv for de mennesker, der slet ikke ønskede at have med Gud at gøre, og som følte sig udelukkede fra kristne handlinger. Hos dem fandt Gud en indgang til deres hjerter gennem stilheden. Derfor tror jeg på, at centrerende bøn kan tilbydes mennesker uden nogen religion. Faktisk begynder AA´s 12 trins-program på samme måde. Gud er altså rede til hvad som helst for at nå mennesker, og det er derfor, jeg taler så meget om, hvordan vi undervurderer Gud og Hans kærlighed.  
Jeg mener således godt, man kan invitere folk uden nogen religion til at deltage i en gruppe, så længe de ikke har noget imod, at der bliver talt om Gud og kristendom. Det kunne for dem blive en tilbagevenden til deres barnetro eller starten på deres eget personlige gudsforhold. Faktisk er det en fordel at være ateist, hvis man har et negativt billede af Gud. Så vil man i det mindste ikke være bebyrdet med en negativ holdning. Vi må alle sammen være opmærksomme på følelsesladede ideer om Gud, som vi måske har fået indprentet i barndommen af lærere, der måtte have haft gode intentioner, men ingen psykologisk viden, og som har understreget Guds farlighed, straf, helvede osv. Det er ikke den rette undervisning af børn. De har brug for at lære tillid til Gud og Hans kærlighed. Det er helt klart, at man ikke har lyst til at nærme sig Gud eller starte et venskab med dette væsen, som man på det ubevidste følelsesmæssige plan stadig er bange for, og straks når man hører ordet Gud tænker på som en politibetjent, dommer eller tyran. For at undgå frygt for en nær relation til Gud er det ofte nødvendigt som det allerførste at droppe sådanne ideer, smide dem i skraldespanden, for de har simpelthen intet med den kristne Gud at gøre.
I vil måske komme med indvendinger, der baserer sig på nogle af de hårrejsende fortællinger fra det gamle testamente om Guds trang til hævn, men jeg tror ikke, disse ting skal tages bogstaveligt. De repræsenterer forfatternes egne projektioner og kulturelle baggrund, som var temmelig primitiv på den tid. De giver ikke nødvendigvis en præcis beskrivelse af, hvordan Gud havde det med tingene. Vi er nødt til at læse bibelen med en smule kritisk skelneevne i vore dage. For eksempel tror jeg, at de salmer, der går ud på at forbande fjenderne, giver næring til nogle meget fromme men vrede mennesker, der nyder at få lejlighed til højlydt at ”synge” misbilligelse ud overfor deres fjender. Det ser ud som fromhed, men det er vrede.
I vores kloster havde vi engang en novice, der var ret utilfreds med mangt og meget der, og han nød virkelig den tidebøn, der hedder vigilie, og som på den tid fandt sted klokken fire om morgenen. Når vi kom til de steder i salmerne, der drejer sig om at bede Gud straffe fjenderne på forskellige rædsomme måder, steg hans stemmeleje betragteligt. Det var soleklart for os alle, at hans ”sang”: - ”Oh Gud, udslet mine fjender, så de bliver til støv” og så videre - var rettet mod os og ikke havde noget med Gud at gøre. Han følte sig rigtig godt tilpas efter vigilien, men jeg var til sidst nødt til, som abbed i klostret, at forbyde ham at deltage i denne tidebøn af hensyn til de andre brødres sjælefred.

Spørgsmål:
Som jeg forstår den økumeniske bevægelse, fokuserer den på åbenhed indenfor de kristne traditioner. Burde vi ikke fokusere på åbenhed indenfor alle åndelige traditioner?

Keating:
Det skulle vi nok, men jeg mener, det er særlig vigtigt - så at sige - at starte hjemme. Så snart man bevæger sig mod denne åbenhed, vil den udvide sig til også at omfatte de andre religioner og hele skabelsen. Det er værd at huske på, at der er mange teologer i den katolske kirke - inklusive paven selv (Johannes Paul II), der siger, at Helligånden også virker i de andre religioner. De har med andre ord også en åbenbaring af Gud, og nogle af deres praksisser er som sakramenterne, der bygger på eller leder til nåde og dermed frelse. Her ser vi igen, hvordan det 2. Vatikankoncil har betydet et enormt fremskridt og forandring i forhold til tidligere tiders holdninger. Det er ikke rigtigt nået ud til menighederne endnu, eller omvendt: menighederne har opfattet det hurtigere end dem på prædikestolen.
Det er religionernes opgave (især den kristne) at bygge bro og prøve at hele tidligere tiders sår. For eksempel husker man i den ortodokse kirke plyndringen af Konstantinopel, som om den fandt sted i går, selvom det skete for 900 år siden. Hvis man som katolik ønsker at konvertere til den ortodokse kirke, må man nogle steder døbes igen, og drister man sig til at besøge Athos, er det sandsynligt, at man bliver smidt ud. Det er alt sammen så trist, og det drejer sig om en vrede, der er gået i arv gennem mange generationer over en tragedie, der var virkelig omfattende. Den kristne tilgivelse er nødt til at komme ind her og nogen må begynde. Vi må gøre alt, hvad vi kan, for at bringe forsoning. Forsoning betyder ikke enighed. Det betyder respekt, forståelse og en villighed til at tage ved lære af andre. Den bedste kvalifikation eller forudsætning for at deltage i interreligiøs dialog er nok, at man kender sin egen tradition godt og er grundigt funderet i den, for så har man en platform hvorfra man med viden, intelligens og erfaring kan tale med andre religioner, som også har en rig åndelig tradition.
Her i Amerika har vi en politisk kultur og et miljø, der gør, at man kan tale frit om sin tradition, men jeg har deltaget i workshops, hvor ingen havde mod til at tale frit, medmindre det kunne foregå i lukkede og private omgivelser.

Spørgsmål:
Hvad ville Jesus sige til os, hvis Han dukkede op i dag

Thomas Keating:
Lang pause – Hvordan i alverden skulle jeg vide det? Men jeg er sikker på, at han ikke ville sige: ”Endnu et dumt spørgsmål!”. Det er jeg helt sikker på, fordi apostlene hele tiden stillede ham dumme spørgsmål, og han bebrejdede dem aldrig. Han fandt sig i deres stupiditeter og blev ved at elske dem. Han blev aldrig stødt, men han viste dem deres fejl, og den samme Ånd, som Jesus var drevet af i sit forhold til disciplene, virker i os, specielt i den centrerende bøn og i vore forsøg på at bringe dens virkninger ind i dagliglivet. I er i sandhed drevet af Ånden, og når det går op for jer, vil I se jeres egne liv afspejlet i bibelen, når I læser om begivenhederne og personerne der. Helligånden handler med os på samme måde, som med menneskene på Jesu tid, og for det meste spørger Han: ”Hvorfor gør du dette?”, eller: ”Hvem er du?”, ”Hvor er din tro?”, ”Hvorfor er du bange?” på præcis samme måde, som da Jesus gik på jorden.


Oversat af Britta Felsager
Gengivet med tilladelse fra Contemplative Outreach




        

1

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.