Fra Johannes af korsets "Levende kærlighedsflamme":

At leve i Guds nærvær dag efter dag (del 2)


Snowmass 2003


I dag vil jeg tale mere konkret om centrerende bøn: dens baggrund, praksis og udvikling.

Den bedste måde at begynde på, vil nok være at stille spørgsmålet: Hvem mon Jesus henvender sig til med sine visdomsord i Matt 6,6 ”Når du beder, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din Fader, som er i det skjulte, og din Fader, som ser i det skjulte, skal betale dig.”?

Disse ord var en del af Jesu bjergprædiken, og vi ved, at Jesus andre steder i evangelierne anbefaler os at bede ”Fader vor”. ”Fader vor” kan betragtes som en generel vejledning i bøn, fordi den indeholder de vigtigste bøns-emner overhovedet.

I Matt. 6,6 har Jesus ikke til hensigt at forsyne os med en liste af bøns-emner. Her taler han om, hvad der overordnet er den rette holdning at have, når man beder. Al bøn er relation, og det Jesus faktisk sigerer: ”Hvis du længes efter at relatere til Gud på det dybe niveau, så er det dig, denne evangelietekst henvender sig til.”

Er man bekendt med vort (Contemplative Outreach) begynder-kursus i centrerende bøn, ved man, at bøn altid betragtes som relation. Det er essensen i alle former for bøn, for hvad enten bønnen er mental (refleksiv), mundtlig eller liturgisk, vil den udtrykke vor holdning til Gud.

I Matthæus 6,6 ser det ud til, at Jesus taler til mennesker, der ønsker at fordybe den gudsrelation, de allerede har. Senere udlægger Paulus i Ef. 3,14 ff. Jesu ord, da han beder om, at disciplene må nå til detdybe kendskab til Gud nogenlunde således: ”Hvis I ønsker at bevæge jeres nuværende forhold til Kristus til et dybere niveau, er her et program, som kan hjælpe jer.” Centrerende bøn - såvel som andre metoder - konkretiserer Jesu generelle anvisning. I centrerende bøn bevæger man sig hen mod det, Jesus kalder ”bøn i det skjulte”, og det er dagens emne.

Først vil jeg forklare, hvad det i grunden vil sige, at bøn er relation. Det betyder, at uanset hvornår man indleder et forhold til Gud, på hvilken måde eller hvilken alder man har, må man begynde som den, man er. Derfor kan det i begyndelsen virke temmelig umodent. Barnets bøn: ”Jeg er træt og går til ro” er akkurat lige så liflig for Gud som den mest avancerede form for bøn, for Gud er jo kærligheden selv. Han tilpasser sig os, som vi nu engang er. Men ligesom med alle vore andre relationer er det meningen, at vort forhold til Gud skal udvikle sig.

Tænk på venskaber og hvor akavede de måske er i begyndelsen. Efterhånden som man lærer hinanden at kende, bliver man mere afslappet, og tilliden vokser. Man åbner sig for hinanden og fortæller om sit liv, problemer og følelser. Med den højere grad af tillid kommer også accepten af vennens svagheder, familie, drømme og forhåbninger. Den kejtethed, der kendetegner et nyt bekendtskab, forvandles til venskabets afslappede og tillidsfulde samvær. Man har et menneske, man kan ringe og beklage sig til, en skulder at græde ved osv. På et vist tidspunkt bliver det klart, at denne form for relation bevæger sig hen imod noget, der ligner en forpligtelse, og det er forskellen på bekendtskab og venskab. Forpligtelsen åbner op for dybere niveauer såsom ægteskab og åndelige venskaber.

Det forekommer mig, at de mennesker, Jesus henvender sig til med sine visdomsord i Matt.6,6, er dem, der - i deres relation til Gud - har bevægett sig gennem bekendtskabs-stadiet til venlighed og nu bliver kaldet og inviteret til det dybe kendskab til Gud – til venskab og forpligtelse.

Helt konkret manifesterer denne forpligtelse sig ved en beslutning om dagligt at praktisere kontemplativ bøn – eller forberedelsen hertil - som vi kalder centrerende bøn. Det er næsten som at leve sammen, og det gør man efter min mening kun, hvis man tilbringer al sin tid i Guds nærvær. Jesus er meget mere hensynsfuld. Han beder blot om jævnlige stævnemøder.

Den normale udfoldelse af et et venskab plejer at forudsætte, at man dukker op, når man har en aftale. Ellers vil vennen miste interessen. Gud mister naturligvis aldrig interessen, men hvis det viser sig, at man er noget ustabil mht. de aftalte møder, siger Han: ”Jeg går ingen steder hen, men hvis du ikke er parat til dette venskab, kan du vende tilbage om ti år. Jeg venter på dig. Jeg forsvinder ikke, men du vil miste megen tid, hvor du kunne have udviklet disse fantastisk høje niveauer med venskab, forening og måske enhed.”  Jesu visdomsord er altså en invitation, der går langt udover den generelle af slagsen. Den kan betragtes som en forlovelse, der – hvis man tager imod den – vil aktivere og udfolde alle de nådegaver, vi modtog i dåben. Dåben er en symbolsk forlovelse, og forpligter man sig på et senere tidspunkt, vil den lede til det guddommelige ægteskab, for det er meningen med dåben. Den symboliserer det falske selvs død (neddykning i vandet). Opstigningen, den hvide dåbskjole og dåbslyset symboliserer den indre genopstandelse i forening med Kristus.

Dåben forudser, forventer og inspirerer os til at tage imod invitationen til – ikke blot venskab – men den særlige form for venskab, som kaldes åndeligt ægteskab. Et andet ord for dette er forvandling (transformation) i Kristus. Det er en fantastisk invitation, som man kun kan tage imod af egen fri vilje.

Jesus giver os således en praktisk anvisning på, hvad vi kan gøre, hvis vi ønsker det dybe kendskab til Gud. Kontemplativ eller centrerende bøn kan naturligvis ikke på nogen måde erstatte de andre former for bøn, tilbedelse, liturgi, barmhjertighedsgerninger, sakramenter og ritualer. Den introducerer os ganske enkelt til en ekstra dimension med venskab og intimitet, som til gengæld efterhånden vil gennemstrømme alle de andre former for bøn, ritualer osv. og give dem et nyt perspektiv samt hjælpe os til at forstå meningen med dem. De bevæger sig alle i samme retning og er beregnet på at fremelske den kontemplative dimension både i evangeliet og vor egen væren samt forbinde disse i en relation med stadig dybere kærlighed, forståelse og jævnbyrdighed.

Den fuldendte kærlighed eksisterer kun mellem ligeværdige. Derfor må Gud på en måde gøre os jævnbyrdige med Ham. Her drejer det sig ikke om numerisk lighed, men Gud giver os – psykologisk eller spirituelt – en kærlighed, der gør os i stand til at føle, at vi giver lige så meget kærlighed til Gud, som vi modtager. Sådan er det, når forvandlingen fuldendes.

Udfra det jeg hidtil har sagt, står det vist klart, at de fleste af os befinder os temmelig langt fra den sande forståelse af relationen til Gud. Det er Guds store ønske og hans plan at formidle guddommeligt lys, liv og kærlighed til os i maksimale mængder. Spørg mig ikke hvorfor, for jeg fortæller jer blot, hvordan tingene forholder sig. Det er alt sammen Guds opfindelse – ikke vores.

Nu er vi måske parat til at høre nærmere om dette program, som vil gøre os i stand til at relatere til Gud på det dybe niveau.

Selvom vi altid befinder os i Guds nærvær, så tror vi det ikke, og det er vanen med at tro, vi er adskilt fra Gud, den centrerende bøns-praksis vil hjælpe os af med. Desværre er det en vane, der stikker dybt, så det vil tage en del tid, før Gud får bugt med vore misopfattelser af virkeligheden. Derfor må de daglige bønsperioder være af tilstrækkelig lang varighed.

Først og fremmest anbefaler Jesus, at man går ind i sit kammer. Hvor er mon det? Ja, det har intet at gøre med et geografisk sted, for på Jesu tid var samfundet meget stift. Folk var enten meget rige eller meget fattige, og der var ingen mulighed for at bevæge sig op af den sociale rangstige.

Jesus talte først og fremmest til de fattige, og ingen af dem havde eget værelse, hvis de da overhovedet havde et hjem. Det kan således ikke være et hus med adskillige værelser, han har henvist til. Det må være vor værens åndelige niveau, hvor intuitionen og den spirituelle vilje befinder sig. Sådan har ørken- og kirkefædrene altid opfattet og fortolket Jesu opfordring til at gå ind i kammeret.

I almindelighed er vi slet ikke i kontakt med vor værens åndelige niveau. Det er den kontemplative vej eller en pludselig overnaturlig oplevelse, der åbner os overfor den åndelige dimension i tilværelsen.

For eksempel er der i vore dage mange mennesker, der har nærdøds- eller ud-af-kroppen oplevelser. Ikke fordi det er noget, jeg anbefaler, men disse oplevelser forsyner os med en del nyttig og spændende viden om vor situation som mennesker. Der er faktisk tusinder af veldokumenterede tilfælde, hvor mennesker er blevet erklæret biologisk døde eller hjernedøde, men er kommet tilbage til livet efter at have oplevet at passere gennem en tunnel med et stort lys for enden. Ikke alle nåede hele vejen gennem tunnellen, men de, der gjorde, havde intet ønske om at vende tilbage til det jordiske liv. De blev taget imod og budt velkommen af enten Jesus, familiemedlemmer eller et vidunderligt lys. Her fik de at vide, at det ikke var deres tur til at dø endnu, hvorefter de blev sendt tilbage til kroppen til lægernes store forbløffelse.

For ikke så længe siden var der en kvinde, som deltog i én af vore intensive retræter i Snowmass, og hun fortalte ved modtagelsen, at hun havde haft en ud-af-kroppen oplevelse. Hun var involveret i en frygtelig trafikulykke. Hendes bil blev totalskadet, og hun blev kørt til hospitalet, hvor hun på operationsbordet hørte lægerne sige: ”Vi mister hende! vi mister hende!”. Efter at være passeret gennem en tunnel, kom hun ind i Guds nærvær. Han bød hende velkommen, men sagde at hun måtte tilbage, for hun havde børn, som behøvede hende osv. På vejen tilbage passerede hun en bilkirkegård, hvor hendes totalskadede bil stod. Det var en interessant detalje. Hun vendte tilbage til kroppen, men hun fortalte os, at hun lever i længsel efter det himmelske fædreland. Hun har intet ønske om at blive i dette liv, ingen frygt for døden overhovedet. Nej, hun kan næsten ikke vente med at vende hjem igen.

Kontemplativ bøn vil efterhånden give en følelse af at være hjemme i Guds nærvær, så vi vænner os til Hans forskellige former for trøst og opmuntring – i mangel af en nærdødsoplevelse af den slags.

Jesus ønsker, at vi afvikler de vante tankemønstre, vi har om os selv og virkeligheden. I bund og grund består disse vane-tanker af vor automatiske accept af den kultur, vi er vokset op i og den overdrevne påvirkning, den har på os. Vi må åbne os. Vor grundbog: ”Åbent sind åbent hjerte” handler om at være åben, for åbenhed er det første skridt på vej mod visdom. Vi må åbne os for det faktum, at vore ideer ikke nødvendigvis er korrekte, og at vi nok ikke ved alting. Derfor er vi nødt til at lære af alle de videns-kilder, Gud har givet os, hvis de er pålidelige og efterprøvede som for eksempel naturen og videnskaben. 

Det indre rum er vor værens åndelige niveau, og det begiver vi os ind i ved at forlade den almindelige psykologiske bevidsthed. Derfor lukker vi øjnene, som symbol på at vi giver slip på omgivelserne. Men vi slipper også sanseindtryk, fremtidsplaner, hukommelse, billeder, evner og alt andet, som vi har en tendens til i dagliglivet at over-idenficere os med. Dermed har vi den nødvendige åbenhed og frihed, så vi kan vende os mod det åndelige niveau og hinsides dette mod vort sande selv – i modsætning til vort falske selv, som vi tror, vi er – og videre ind mod vort væsens inderste kerne, hvor Gud er til stede og kaldes det guddommelige iboen. Faderen, Sønnen og Helligånden lever i os som den kreative kraft, men også som det helbredende og frelsende nærvær, der læger de psykiske skader, vi har pådraget os igennem livet. Dette indre Guds nærvær, aktiverer tilmed alle de gaver, vi modtog i dåben.

Foruden det ubevidste materiale, vi har undertrykt i barndommen, fordi det var for smertefuldt at konfrontere, er der det kollektivt ubevidste. Det består af århundreders kulturelle indflydelse, og det giver os forudbestemte måder at forholde os til og se virkeligheden på. Det danner grundlaget for de tro-systemer, hvorudfra vi vurderer, hvorvidt noget er gavnligt for os eller ej. Det bestemmer også vor automatiske accept af samfundets værdier som for eksempel slaveri, tvangsægteskaber, politisk dominans, diktaturer, magtkampe og krige, og på den måde har det været meget destruktivt i historiens løb. Alt dette, som i vor kultur – om ikke forherliges – så i hvert fald til en vis grad retfærdiggøres, får vi i vor bøn en chance for at se på i Guds lys. Dermed kan vi selvstændigt vurdere, om det er sande eller falske værdier, og om de harmonerer med Jesu lære og vor forpligtelse som kristne.

Når vi er stille i den kontemplative bøn, får vi således mulighed for at åbne os for andre måder at se virkeligheden på – frem for alt Guds nærvær og Hans værdier. Vi må se i øjnene, at bønnen vil forandre os radikalt. Hvis ikke man er interesseret i at forandre sig, er der ingen grund til blive her. Så kan I ligeså godt bede om at få pengene tilbage og gå nu.

Alle mennesker ønsker at blive forvandlede, men næsten ingen er villig til at forandre sig. Gud ville have mange flere tilhængere, hvis han ville transformere os uden forandring. Men den eneste vej til forvandling er at ændre den måde, vi er på nu med alle de følelsesmæssige investeringer i tro-systemer og måder at finde lykken på, som vi hele livet automatisk har ment var sikre og sande.

Den åndelige vej vil underminere nogle af vore naive og selvfølgelige holdninger og opfattelser, og i kontemplativ bøn viser Gud os sandheden - både om sig selv og om os. Med andre ord bliver vi undervist i ufortjent kærlighed.

Det er ikke vore religiøse tro-systemer, der er problemet, med mindre de er forvrængede. Det er mere den naive, selvfølgelige accept af de populære ideer i vor kultur. Her i vesten er der ikke mange, der sætter spørgsmålstegn ved materialismen, forbrugermentaliteten, den økonomiske dominans over resten af verden eller ved globaliseringen, der har økonomi som den vigtiste faktor overhovedet. Det kan jo ikke være sandt! Det er mennesker, der har størst betydning i verden.

Det vil tage meget lang tid at afvikle og genoverveje de ideer, der er dannet i den kultur, vi er vokset op i. Måske er de ikke alle forkerte, men vi må i hvert fald gøre dem til vore egne eller tilpasse dem de sande værdier. Derfor er det nødvendigt at gå ind i det indre kammer, for det er her, man giver slip på de selvfølgeligheder, der ganske enkelt kun er populære, og som intet har at gøre med evangeliets sandeværdier.

Jesus siger altså, at en lille daglig påmindelse om Guds nærvær ikke er nok til at nå ind til ondets rod. De forkerte holdninger er i den grad en del af os, og en gudstjeneste om søndagen ændrer intet. Vi må opdyrke et intimt venskab med Kristus, som vil give os den tryghed, vi har brug for, når vi må omvurdere vore værdisystemer og slippe alt det, vi gik og troede ville gøre os lykkelige, men som vi nu indser, står i modsætning til evangeliet, og derfor er kilden til den utilpashed, vi føler ved evangeliets værdier, og som ødelægger vore relationer til andre mennesker.

Det første skridt er at lukke øjnene og slippe alt det, der understøtter vor idealiserede opfattelse af os selv og samfundet for ganske enkelt at være sammen med Gud og modtage Hans ideer. Det er som et venskab, og er man et udadvendt menneske, der kan lide at snakke hele tiden, vil der måske gå et par uger før vennen siger: ”Hvad om du for en gangs skyld lytter til, hvad jeg har at sige?” Dette kommer som regel som et chock, fordi vi slet ikke er klar over, at vi snakker uafbrudt. Sådan er det også med Gud. Han lytter og lytter til alt det, der foregår i os, men nu inviterer Han os ind i det indre kammer, og Hans eneste fordring er: ”Vær stille!” Dermed får Gud en chance for at lade os lære Ham at kende, og Han er helt anderledes, end vi tror. Pointen er, at hvis man nøjes med at gøre dette en gang om ugen, vil man i løbet af et par dage glemme alt, og de gamle vaner, opfattelser og reaktioner, når forventningerne bliver frustrerede, vender tilbage. Dermed er man tilbage i den gamle onde cirkel så fyldt med ønsker og begær, der ikke tilfredsstilles og fremkalder destruktive følelsesmæssige reaktioner.

Når vi lukker øjnene, forsvinder halvdelen af verden, men det betyder ikke, at vi forlader dem, vi beder sammen med. Vi trækker os ikke tilbage fra menneskeheden – tværtimod! Vi forener os med hinanden på det dybeste plan og bekræfter hinandens grundlæggende godhed og sande selv samtidig med, at vi åbner os som en gruppe for det indre guddommelige nærvær. Derfor vil fælles bøn for mange mennesker være en stærkere oplevelse end bøn i ensomhed. I dagliglivet er man naturligvis nødt til at bede alene.

Når man - ved at lukke øjnene - har givet slip på den almindelige udadvendte opmærksomhed og det, der stimulerer den, konfronteres man med de indre dialoger. Det er dem, Jesus peger på, når han siger ”luk døren!” Dette udsagn kan også være en opfordring til ikke at afbryde bønnen, før den er forbi. I nogle oversættelser står der endda: ”Sæt en bolt for døren!”, men det er nok for vanskelige personligheder. Hvis man har rene intentioner, må Jesu ord forstås som en opfordring til at slippe den indre dialog med de evindelige kommentarer til alting, der uafladeligt kører i vort sind efterfulgt af følelsesmæssige reaktioner. Dermed når man et dybere niveau af stilhed.

Læg mærke til den bølgende effekt hen imod stilhed. Først giver man slip på den ydre støj og forstyrrelse, dernæst den indre. Nu er man i det indre kammer med døren låst - parat til start. Det næste Jesussiger er: ”Bed til din Fader!” (Abba). Han er ikke en hvilken som helst fader, men den kærligste far, men kan tænke sig, så der er intet at være bange for. Vi er derfor ikke den mindste smule bange for at gøre os helt åbne og sårbare for dette nærvær, og det er den holdning, man er nødt til at have i ”det skjulte”, fordi det er selve målet i den centrerende bøn, hvis man da kan tale om et ”mål”. Men for at blive helt sårbar må man også give slip på sig selv. At bede i det skjulte er netop at glemme sig selv helt og holdent: at være ingen og intet sted. Det er ren væren i Guds nærvær. Enhver form for selvreflektion (også bevidstheden om at man beder), forventning eller mål med bønnen, som for eksempel at blive tømt for tanker, have fred eller få en åndelig oplevelse er egoets manifestationer, og giver man slip på dem, erfarer man den ultimative stilhed.

Det er utrolig svært at komme af med den vane, vi har med at tænke på os selv, så det vil tage år. Derfor er det nødvendigt at have tålmodighed. Igen og igen må man gå ind i det indre kammer, hvor man lærer af erfaring, at det ikke kan betale sig at tænke på denne bøn. Frugterne af bønnen vil vise sig i dagliglivet, når man begynder at erfare mere fred og tilfredshed. Enhver ”oplevelse” i bønnen er i virkeligheden ødelæggende. Får man inspirationer, er der jo ikke noget at gøre ved det, men så snart de er forsvundet, må man gå tilbage til stilheden. Denne instruktion er svær at forstå for de karismatiske kristne, og jeg kan ikke bebrejde dem. De fatter ikke, at de skal ignorere en inspiration fra Helligånden om at bede for en person under den centrerende bøn. Selvfølgelig er forbøn en god inspiration, men ikke så god som den at være stille. Hvis man nogensinde kommer frem til den form for stilhed som en vedvarende tilstand, ja, så beder man uden ophør – men især under bønnen - for hele menneskeheden og enhver god intention. Derfor behøver man under bønnen ikke at bede for nogen speciel intention – selv ikke hvis man bliver inspireret af Ånden. Selvfølgelig kan der opstå exceptionelle undtagelser, som hvis nogen annoncerer, at de vil sprænge en atombombe over os. Men ser vi bort fra den slags ekstraordinære hændelser, er det bedste at bede om - som Jesus siger i evangeliet - Helligånden selv. Ikke blotinspirationer fra Helligånden, men kærligheden selv. Vor bestemmelse er jo, som jeg før har sagt, at blive kærlighed. Guds kærlighed. Når du beder i centrerende bøn, beder du Helligånden, som beder i dig. Selvom man ikke ved, hvad Helligånden beder for, kan man være sikker på, at man beder for alt det, der er Guds vilje fra begyndelsen til slutningen af skabelsen. Tid og sted er ophævet. Det er intentionen om at sige ja til Guds nærvær og handlen nu – i dette øjeblik – der giver Helligånden lov til at bede i og gennem os for Åndens intentioner. Og de er, at Guds vilje må ske fra begyndelsen til slutningen – og hinsides – for hvem ved, hvilke planer Gud har i det hinsides. Vi beder altså for alt, som er godt. Vi beder også i forening med Kristus, for i centrerende bøn deltager man i påskens mysterier. Husk på at bønnen er et konkret udtryk for dåbens forpligtelse: Forlovelsen med Kristus, som involverer det gamle selvs død og det sande selvs indre opstandelse sammen med alle de nådegaver, der er indeholdt i den indre opstandelses-proces.

Når man beder i det skjulte, er man således skjult for sig selv. Der er absolut ingen selvreflektion! Kommentarer som: ”Bønnen var bedre i går.” ”Hvorfor begyndte jeg dog denne proces?” ”Er tiden snart gået?”  Ja, hvor mon den slags tanker kommer fra? Direkte fra egoet og den indre dialog, som vi - i kraft af vor intention om at lukke døren og være stille for Gud - havde indvilliget i at give slip på.

Vore følelser og tanker er dog ligeglade med vor smukke intention. De griner bare ad os: ”Nå, så du vil ikke have nogen tanker! Ha, ha! Prøv det bare!” siger de. Så bliver vi frustrerede, men det er blot en tanke mere. Derfor gør du med din frustration, hvad du gør med enhver anden tanke, som retningslinjerne har lært os det. I centrerende bøn er tanker et overordnet begreb, der dækker følelser, billeder, planer, begreber og sansninger. Aftalen er, at man efterlader enhver stimulation, viden osv. udenfor døren for at åbne sig for det guddommelig nærvær, som er hinsides en hvilken som helst form for oplevelse. Denne invitation er virkelig fantastisk! Her er du! Alene med Gud selv. Men Han er jo dit hjem og elsker dig. Ja, du kan ikke være noget sted mere trygt og sikkert. Blot er man nødt til hele tiden at vende tilbage til det indre rum, for at etablere nye tanke-vaner, hvad angår måden at forholde sig til virkeligheden på. Det er den absolut eneste måde, de gamle vaner, man har fulgt i tyve, fyrre, halvtreds år eller mere, kan imødegås på og blive udskiftet.

I løbet af bønsperioden (mindst 20 minutter 2 gange om dagen) vil man langsomt underminere det falske selv med de vrangforestillinger, der har udviklet sig gennem hele livet.

Hvilke fascinerende ting foregår der så i det indre rum? Først og fremmest udsætter man sig for det guddommelige nærvær ved at samtykke til det. Man vælger et helligt ord eller symbol, som understøtter intentionen og samtykket, hver gang man distraheres af tanker, der dukker op i bevidstheden og stimulerer vore lykke-programeringer eller vor over-identifikation med den gruppe, vi tilhører. Disse er de to hjørnesten i det falske selv. I det skjulte - hvor vi nu befinder os og hele tiden vender tilbage til ved hjælp af det hellige ord - vil vi blive bombarderet med tanker fra det psykologiske plan. Vi har imidlertid bevæget os ind i vort væsens åndelige niveau i kraft af vor intention. Derfor kan tankerne ikke gøre os nogen skade, medmindre vi lader os indfange af dem. Således kan man have de vildeste eller ondeste tanker. De kan ikke ødelægge bønnen, medmindre man forfølger dem.

Der ligger en fantastisk kraft i selve intentionen, og lad mig give to eksempler, for folk er slet ikke klar over, hvor magtfuld en intention faktisk er. De af jer, der er gift, husker nok det øjeblik i ceremonien, hvor præsten spurgte, om I ville sige ja til at gifte jer med denne person, og I sagde: ”Ja”. I det øjeblik ændrede jeres liv sig permanent. Jeg synes ærlig talt, det er en betydningsfuld effekt. Under eukaristien, når præsten siger ”Dette er mit legeme og blod”, har han ganske enkelt intentionen om at forvandle brød og vin til Kristi legeme og blod, og denne intention bevirker forvandlingen. Tilsyneladende er der ikke noget særligt i det. Man skal ikke bruge kræfter eller styrke. Det er den enkle indre hensigt, der bevirker dette fantastiske resultat.

Således også med os. Når vi har den hensigt at bevæge os ind i vort væsens åndelige niveau, er det der, vi befinder os. Der er ingen forhindringer, for vi er, hvor vor vilje er, og intentionen udtrykker vor åndelige vilje. Når man sætter sig ned, manifesterer man denne vilje, og man sidder faktisk sammen med Jesus på korset, hvor man deltager i påskens mysterier. Glæderne, sorgerne og renselsen sker ikke blot for ens egen helbredelses og lutrings skyld. Man deltager også i Krisi frelsesværk, som nok helbreder os, men også alle andre i den menneskelige familie. Dermed er denne deltagelse ikke kun en privat rejse henimod helhed og fuldkommenhed. Vi bidrager til helbredelsen af hele  menneskeheden i det omfang, vor forening med Kristus er ren og intens. Dette er kilden til  enhver mission eller apostolat. Tænk på Maria Magdalene, som var den første, der så Jesus efter opstandelsen, og han sendte hende til apostlene for at forkynde det glade budskab. Apostlene var åbenbart ikke tilstrækkelig opfyldt af kærlighed til denne mission, men Maria var det i en grad, så hun i selve sin væren blev en apostel. Således også i centrerende bøn. Man bliver en Kristi apostel i sit væsens indre, således at man – bare man nævner Jesu navn – bidrager til helbredelse og forvandling af hele verdens sår. Denne proces begynder naturligvis med vore egne.

Hvis vi kunne være stille i tilstrækkelig lang tid, ville vi meget hurtigt blive forvandlede. Sådan foregår det desværre kun sjældent. Selv hvis man har store oplevelser eller ekstaser, vil dette ikke ændre den permanente måde, vor karakter er formet på. Det tager lang tid for Helligånden at afvikle et helt livs vaner. Det kan kun ske lidt efter lidt, indtil Guds nærvær i os endelig bliver konstant og aldrig forsvinder. Man kan ikke klynge sig til det, kun åbne sit sind og hjerte og vente på, at det rodfæster sig. I mellemtiden må både vi og Gud finde os i det sædvanlige nonsens, som kører i vore hoveder det meste af tiden.

Vi befinder os nu i det indre kammer. Vi har lukket døren, og vi har et passende tidsrum til kun at være stille. Vi bliver bombarderet med tanker eller stimuleres til at tænke på dit og dat, og så længe vi har nogen som helst tilknytning bevidst eller ubevidst, vil vi uvægerlig blive indfanget af en tanke fra tid til anden, for de rødder, tilknytningen er bundet til, er der stadig. Det er altså først, når vi slipper disse rødder - som er nøglen - at selve helbredelsen vil finde sted. Dette kan fremskyndes i dagliglivet, hvis vi ved Guds hjælp erkender hvilke af de tre lykkeprogrammer, der dominerer os: Tryghed, anerkendelse eller magt og kontrol. Har man ikke længere noget ønske om at have kontrol over noget som helst, befinder man sig sandsynligvis i forening med Gud, for der findes ikke andre forhindringer. Eller hvis man slipper sit overdrevne ønske om anerkendelse og kærlighed, vil man være fri. Selvfølgelig vil de mere subtile tilknytninger kræve en mere intensiv behandling og være sværere at give slip på, på samme måde som nogle sygdomme kræver særlig intensive antibiotika kure og nogle mentale problemer en særlig dyb form for psykoterapi. Den guddommelige terapi går mere i dybden end nogen anden. Gud kender os ud og ind, og elsker os alligevel. Guddommelig kærlighed er imidlertid ikke sentimental. Den forfølger ret ubønhørligt alt det i os, der er selvisk, fordi vi – med den form for bagage - ikke vil være fri nok til at komme ind i himmeriget. En hvilken som helst besiddende holdning er - i himmerigets perspektiv - bagage. Derfor er problemet det samme, hvad enten man har en million eller kun ti kroner. De vil forhindre os i at komme igennem nåleøjet, hvis vi sætter vor lid til pengene i stedet for til Gud.

Jesus kommer i almindelighed ikke med vittigheder, og den bedste form for humor er altid spontan, for her ser man morskaben og særheden i de menneskelige svagheder. Humor er ikke fordømmende, men udtrykker blot morskab over de komiske måder, folk handler på. Da Jesus taler til sine disciple om, hvor svært det er for en rig mand at komme ind i himmeriget, bliver de skrækslagne. Jesus understreger dog blot hvor svært, det er ved at sige, at det vil være lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje. Forestil jer en kamel prøve at komme gennem et nåleøje! Det er jo latterligt! Det lyder nok lidt hårdt, og for disciplene lød det som verdens ende, for de havde på ingen måde opgivet deres jordbundne værdier. Jesus understreger i hvert fald, at hvis man ønsker at komme igennem et nåleøje, er en kamel måske ikke det bedste transportmiddel, hvilket er indlysende. Der  komme smil på læben ved tanken om, hvor latterlige nogle mennesker er, hvis de tror, det vil lykkes. Selvfølgelig vil det ikke det! I Jesu øjne er et rigt menneske ikke én, der har mange penge i banken, men én, der er knyttet til det, han har eller ønsker at have.

Afhængigheden af de værdier, samfundet bilder os ind vil tilfredsstille vore behov for lykke, nemlig de instinktmæssige drifter efter tryghed, anerkendelse eller magt og kontrol,  slippes. De er jo roden til de fleste af vore emotionelle og relationelle problemer. Hvis ikke vi slipper de overdrevne behov for at finde lykken der, vil også vort gudsforhold være fordrejet, så vi prøver at manipulere Gud til at give os, hvad vi ønsker og tilfredsstille vore infantile behov: ”Giv mig dit!” ”Giv mig dat!” ”Hvor vover du at undlade den sædvanlige følelse af trøst i bønnen? Tror du virkelig, jeg vil fortsætte med at bede?” Det er utroligt, hvad folk byder Gud. Man ville ikke behandle sin hund (i hvert fald ikke sin ynglingshund), som nogle mennesker behandler Gud.

Det indre kammer og det arbejde, der foregår der, har to primære formål. Det første er at bekræfte vor grundlæggende godhed. Vi er alle skabt i Guds billede, så vi er i bund og grund gode. Denne godhed kan vi aldrig miste, uanset hvad der sker, eller hvilke forbrydelser vi måtte begå. Den grundlæggende godhed, Gud har givet os, da Han skabte os, vil bestå – selv i Helvede – siger man i teologien.

Som før sagt påvirkes vi alle af de værdisystemer, som hersker i vor kultur, og især i den vestlige kultur vokser mange mennesker op med et lavt selvværd. De er i barndommen blevet undertrykt og afvist. Deres ønske om lykke i form af tilfredsstillelse af de instinktmæssige behov, blev ikke imødekommet. De har undertrykt smerten, som bliver siddende i underbevidstheden, og kroppen bliver et lager fyldt med negativ energi, som på subtil vis påvirker deres beslutninger og holdning til andre mennesker. Sådan udvikles det falske selv. Mellem fire til otte års alderen gøres dette yderligere komplekst ved den socialiseringsproces, som foregår i den alder, hvor man absorberer værdier fra forældre, venner og formodentlig også fra fjernsyn og internet. Alt dette trænger sig ind i barnets sind, fordi det ikke har udviklet fornuften og dermed skelneevnen endnu. Barnet absorberer hjæpeløst - og uden at sætte spørgsmål - disse værdisæt og tros-systemer, som om de var hele sandheden. Der findes jo ingen alternativer. Det er problemet med det ubevidste. Opdagelsen af det ubevidste, som fandt sted for 100 –150 år siden, er et af de største bidrag til den åndelige vej nogensinde. Ganske vist har de store mystikere altid intuitivt haft denne viden, men den moderne psykologi har givet os en ret klar og detaljeret diagnose og viden om, hvordan det ubevidste udvikles og fungerer, samt hvor meget det skader vore relationer.

Har man dette enorme behov for kontrol, som udelukkende er blevet frustreret og aldrig tilfredsstillet, så ønsker man ikke at huske det og se smerten i øjnene. Derfor erkender man det ikke. Det er skjult, og man forherliger det ved at kalde det mandighed, prestige, ambition og lignenede. Imens kører energien rundt i os og ødelægger vore relationer, og vi er ikke engang klar over de problemer, vi skaber for andre mennesker. Det virker som den naturligste sag i verden, at alle skal gøre det, vi siger. Hvordan kan de tvivle på det? Det kan naturligvis også dreje sig om behovet for anerkendelse eller tryghed. Behovet for tryghed er i særlig grad subtilt, fordi vi i almindelighed finder den største form for tryghed i vort religiøse engagement. Der er selvfølgelig intet galt med religion, og det er her, vi normalt udvikler vort gudsforhold. Problemet er de ubevidste motiver som kontrol, anerkendelse og især tryghed,  vi tager med os ind i det religiøse engagement. Somme tider - når vi forsvarer vor religion - er det ikke så meget, fordi den er sanndheden. Heller ikke selvom den er det. Vort egentlige motiv er skjult for os, fordi vi ønsker at finde den ultimative tryghed i vor egen religion. Når dette ønske om tryghed er både stærkt og skjult for os, kan vi retfærdiggøre næsten hvad som helst i forsvar for vor egen religion. Det forhindrer os i at respektere andre menneskers religion, og det har ført til den form for vold, som i århundreder har gjort religion til noget af det værste, der findes i verden. Tænk engang: Det foregår stadig den dag i dag!
Når religiøse overbevisninger resulterer i krig, er der overhovedet ikke tale om religion. Det har pave Johannes Paul II også sagt. Ingen form for vold begået udfra religiøse motiver kan retfærdiggøres. Måske selvforsvar under særlige omstændigheder - men intet andet - og i en verden, hvor selvforsvar kan involvere atombomber, som vil ødelægge alt og alle, må man tvivle alvorligt på, om det overhovedet er muligt at forsvare sig selv.

Vore dages verden er fuld af katastrofer af enhver art, og følelsen af afmagt er stor. Dog kan man altid bede, og den bønnens kraft, som strømmer ud fra mennesker, hvis kærlighed til Gud hele tiden vokser, eller som i det mindste lutres for det falske selv, vil uvægerligt påvirke verden positivt. Det er en mystisk men særdeles virkelig kraft. Derfor er kontemplativ bøn et enormt bidrag til verdens fred og frelse.

Lad os vende tilbage til det indre kammer, som er stedet, hvor Helligånden eller Jesus som den guddommelige terapeut lidt efter lidt afslører indholdet af  vort ubevidste med et helt livs ufordøjede smerter og sår. Dette materiale vil somme tider komme op i løbet af bønnen i form af primitive og rå følelser, såsom sorg, vrede og lignenede, som ingen forbindelse har til den umiddelsbare fortid. Det er tegn på, at der er en helbredelsesproces i gang af vort psykologiske fordøjelsessystem, som aldrig har fordøjet det oprindelige traume og smerte fra én eller en serie af begivenheder fra fortiden. Enhver, der gennem lang tid har været undertrykt, er fuld af smerte af denne slags. Det meste er ubevidst, men det er ikke overraskende, at en sådan smerte af og til bryder igennem fra det ubevidste og manifesterer sig på ekstreme måder. Vi kalder det kriminalitet, men Gud ser måske anderledes på det, nemlig som et udtryk for denne persons dybe smerte. Løsningen på dette problem er ikke at bygge flere fængsler. Hvem skal fylde dem? – jeres børnebørn måske?  Man er endda begyndt at privatisere fængslerne, så det bliver en måde at tjene penge på: ”Sæt folk i fængsel og lad dem blive der så længe som muligt”. Hele systemet er sygt og har virkelig brug for en gennemgribende omorganisering. Folk sidder inde som nytteløse kroppe i et varehus, for det er kun få statslige fængsler, der prøver at rehabilitere mennesker. Den behandling kan kun virke forværrende, og det er en afskyelig ødelæggelse af menneskelig potentiale at stuve folk af vejen og beholde dem der så længe som muligt. De vil kun være blevet værre, når de kommer ud igen. Hvis man tidligt i livet gør folk opmærksomme på, hvordan det falske selv udvikler sig, kunne den form for reaktioner, som nødvendiggør en form for indskrænkning af handlefriheden, måske undgås.

Udover helbredelse af de negative traumer, vi har absorberet, og som er skjult for os, samt lutring af det ubevidste, består den guddommelige terapi i at bekræfte vor grundlæggende godhed.
Det sker når de enorme gaver, som Gud har givet os i dåben, forløses og manifesterer sig. Først og fremmest er der det guddommelige iboen - Fader, Søn og Helligånd - som dvæler i os og de teologiske dyder: tro, håb og kærlighed. Desuden indgydes de etiske dyder i os: mod, selvbeherskelse, visdom, retfærdighed og Helligåndens frugter, som Paulus skriver om i Galaterbrevet 5: kærlighed, glæde, fred, mildhed, godhed og flere andre. Dertil kommer saligprisningerne, som beskriver en langt dybere udfoldelse af dyder og manifestation af Kristi opstandne nærvær i os. Alt dette forløses fra det ontologisk ubevidste, som er en modpol til det psykologisk ubevidste, men helt igennem positivt.

Det psykologisk ubevidste må op til bevidstheden, så et helt livs undertrykt materiale kan blive forløst. Man behøver blot at tillade dette og føle det. Væk er det, for det er kun energi, men så længe, det er undertrykt, forhindrer det den positive energi i at udfolde sig frit.

I det indre kammer, når vi åbner sind og hjerte, vil Guds gaver begynde at blive frigjort. De er en slags dåbsgaver eller medgift, hvor den kommende brud i tidligere tider blev givet et passende ”tilbehør”, som kunne gøre en kvinde til en respektabel brud ved et flot og prangende bryllup. Med andre ord har Gud nok kaldet os til det guddommelige ægteskab, men han forventer, at vi ikke ankommer nøgne. Derfor giver han os alle disse gaver. De bliver  efterhånden aktiveret gennem  den daglige centrerende bøn praksis, og man vil opleve og erfare det guddommelige liv i sig selv. Man vil spontant begynde at udtrykke uselvisk kærlighed, glæde, en fred, der overgår al forstand, en mildhed og ydmyghed - som udelukker vrede - godhed, som er evnen til at se Gud i naturen, begivenheder og andre mennesker. Alle disse vidunderlige gaver bliver aktiveret, efterhånden som man tilbringer tid med Gud i det indre kammer. Det sker automatisk og kræver ingen anstrengelse fra vor side, bortset fra nødvendigheden af at acceptere personlighedens mørke side, når den guddommelige terapeut viser os den. Det gør han ikke for at forskrække os, men fordi det er nødvendigt at erkende og acceptere (tage ansvar for og besidde) disse ting, så de kan blive helbredt. I almindelighed vil psykoterapi ikke være nødvendig. Dog kan der forekomme meget komplekse traumer, såsom afvisning eller mishandling. Her kan det være gavnligt at søge hjælp hos en dygtig psykolog eller terapeut, som vil kunne hjælpe til at forstærke den guddommelige helbredelsesproces og vice versa.

I det indre kammer gør Gud altså to ting. Han bekræfter vor grundlæggende godhed og forløser de fantastiske gaver, vi fik i dåben (måske ved fødslen). Han forløser og frigør os fra et helt livs følelsesmæssig bagage, som har været skjult i det ubevidste. Hver gang man går ind i dette kammer får man følelsen af at komme hjem. Den indre frihed, fred, glæde og kærlighed til og fra Gud, giver os erkendelsen af, hvad sand lykke faktisk er. Selvom det kun er en lille smag, vil denne smag skubbe os frem mod det sande selv, forening med Gud, det åndelige ægteskab og til sidst enhed. Dermed bliver den guddommelige kærlighed vor identitet. Det har den altid været, men vi har svært ved at tro det.

Den bølgende bevægelse mod stilhed, hvor vi endog giver slip på selvreflektion, igangsætter og understøtter således den helbredende proces. Den er hele vor værens frelse (krop, sjæl og ånd). Vi får en omsorg for alt eksisterende, for det ligger i selve det at være. Vor deltagelse i Guds væren bevirker, at relationerne til andre spontant forbedres, omsorgen for hele skaberværket forøges, og vi får en følelse af at høre til. Vi hører hjemme hos Gud og alle hans skabninger ja hele hans skaberværk. Vi bliver villige til – som Jesus gjorde – at deltage i verdens lidelser, for at fremme alle andres forvandling.

Jeg vil afslutte med at citere fra den tale, pave Johannes Paul II holdt lige før år 2000. Han sagde, at der, i det nye århundrede eller årtusind, vil være tre former for åndelig praksis, som vi bør lægge vægt på, nemlig tidebønnerne, lectio divina, og kontemplativ bøn. Når vi praktiserer centrerende eller kontemplativ bøn er vi derfor helt i overensstemmelse med denne hellige mands opfattelse af Helligåndens tilskyndelser. De virker over hele jorden i mennesker, som længes efter en dybere mening med livet og forening med Gud. Når vi er trofaste mod det indre kammer og bøn i det skjulte, bidrager vi på disse områder. Grunden til at bede i det skjulte, siger Jesus, er at Faderen, som er i det skjulte, vil lønne os. Så hvis Gud er i det skjulte, er det det eneste sted, man vil finde ham. Man må selv blive skjult, især for sig selv under bønnen. Det betyder ikke, at man glemmer sig selv totalt, men det betyder, at de egeninteresser, man måtte have og den energi, man lægger i dem, begynder at opløse sig. Dermed bliver vi fri til at gøre og være, som Gud vil og kalder os til. Kærlighed er alt!
Oversat af Britta Felsager med tilladelse fra Contemplative Outreach.