Centrerende bøn-retræter i Irland i 2011

Contemplative Outreach Ireland har planlagt en række centrerende bøn-retræter i 2011, som skal holdes på St. Aidan's Monastery, Ferns, Co. Wexford. Det er et fint sted for en retræte, og lederne har megen erfaring og indsigt i centrerende bøn. Bemærk at intensiv-retræten den 2. til den 9. juli ledes af Pat Johnson fra Snowmass. Hun var med til den første intensiv-retræte som Thomas Keating holdt i 1983.

Her er linket for deres kalender. 

Og her kan du se St. Aidan's med eremitboligerne, hvor retrætedeltagere bor.

Dagens citat, 2010.12.04

At the center of our being is a point of nothingness which is untouched by sin and by illusion, a point of pure truth, a point or spark which belongs entirely to God, which is never at our disposal, from which God disposes of our lives, which is inaccessible to the fantasies of our mind or the brutalities of our will.  This little point of nothingness and of absolute poverty is the pure glory of God in us.  It is, so to speak, His name written in us.  As our poverty, as our indigence, as our dependence, as our son-ship, it is like a pure diamond blazing with the invisible light of heaven.  It is in everybody.  And if we could see it we would see these billions of points of light coming together in the face and blaze of a sun that would make all the darkness and cruelty of life vanish completely.  I have no program for this seeing; is it only given.  But the Gate of Heaven is everywhere.

Thomas Merton, Conjectures of a Guilty Bystander

Retræte i Dyssegårdskirken, lørdag, 30. oktober, 10.00 - 16.00

Katarine Christensen og Susanne Christensen har sendt følgende information angående retræten:

Retrætens tema er guddommelig forvandling, og den forudsætter at du kan holde ud at være i stilhed i tre timer i alt.

Vi sidder i centrerende bøn to x 1 time og bønnespirer derefter, inden vi slutter dagen af med kaffe og udveksling af erfaringer.

Det er en fordel, hvis du kender til centrerende bøn og lectio divina, men der vil være en kort vejledning, så nye kan være med.

Du kan læse mere om begge dele på www.contemplativeoutreach.org eller www.praktikos.dk

Pris: kr. 40 inkl. frokost og kaffe

Tilmelding: Katarine Christensen, Tlf. 22 96 41 30 eller dyssegaardskirken@hotmail.com

Retræteleder: Susanne Christiansen, Tlf. 42 18 48 54, sanne.christi@gmail.com

Udgivelse af "Åbent sind, åbent hjerte"

Forlaget Boedal meddeler at den danske oversættelse af centrerende bøns grundbog, Thomas Keatings Open Mind, Open Heart, udkommer den 19. november 2010. Se http://boedal.dk/.

Ros til Marie Lousie Lefèvres "Invitation fra Gud"

Se bloggen fra Contemplative Outreachs årsmøde: http://co2010.posterous.com.

Magnificat ensembles efterårskoncerter

Det gregorianske ensemble Magnificat har en del aktiviteter planlagt i den kommende tid: 29/9, 15/10 og 1/11. Se http://magnificat.dk/koncertkalender1.html.

De er virkelig gode.

Koncentration meditation og receptiv meditation

Jeg har altid været interesseret i Thomas Keatings karakterisering af centrerende bøn som en receptiv form for meditation/bøn. Da vi kom ind på en god drøftelse af dette i vores mandagsgruppe fornylig, vil jeg bruge lidt tid til at organisere mine tanker om det.


Psykologen Michael Washburn i The Ego and the Dynamic Ground (1975) klassificerede metoder af meditation i 2 grupper, som han kaldte "concentration meditation" og "receptive meditation". Han beskrev dem således:

In the case of concentration meditation, the meditator selects a specific object, idea, or other reference datum and focuses undivided attention upon it. This focal datum can be either an external object or an internal content (e.g., a sensation, image, or idea). However, the practice is considered more advanced when it is an interior and subtle datum that is employed.

* * *

Receptive meditation is the practice of sustained nonselective alertness. In practicing receptive mediation, the meditator maintains the stance of an open and unmoving witness. Whatever emerges in or before the mind is observed crisply but not in any way acted upon or reacted to. The images, feelings, and thoughts that present themselves to consciousness are witnessed uninterruptedly and with full consciousness but without in any way being engaged. In receptive meditation, the meditator emulates the character of a polished mirror, which reflects objects clearly, without becoming involved with them. Important examples or receptive meditation are the mindfulness (satipatthana) and insight (vipassana) meditations of Buddhism and the corresponding "just-sitting" (shikan-taza) form of meditation (zazen) of Zen. Receptive meditation also includes forms of prayer, namely, all those exercises consisting of an open and unthematic posture of devotion and surrender.

Det sidste er en rimelig god beskrivelse af min centrerende-bønspraksis (dog med tilføjelse af et bønsord til at hjælpe mig med at give slip på de tanker der får for megen opmærksomhed).


I bogen Intimacy with God har Thomas Keating også brugt betegnelserne "koncentrativ" og "receptiv" til at beskrive typer af meditaion/bøn. Men han bruger dem ikke som diskrete klasser men (i superlativ form) som yderpunkterne på et kontinuum hvor forskellige discipliner kan placeres:

Centering Prayer is probably the most receptive of the practices designed to facilitate the movement toward contemplation. What do I mean by "receptive"? In Diagram 2 our activity in Centering Prayer is represented at one end of a continuum in which various receptive and concentrative practices are shown on a scale. Centering Prayer is not a concentrative practice, nor an exercise of attention. It is an exercise of intention. It is our will, our faculty of choice, that we are cultivating. The will is also our faculty of spiritual love, which is primarily a choice. It maybe accompanied by sentiments of love but does not require them. Divine love is not a feeling. It is a disposition or attitude of ongoing self-surrender and concern for others similar to the concern God has for us and every living thing.

Diagram 2

Methods of Prayer that Prepare for Contemplation 

Anthony de Mello har også bidraget en charmerende lille beskrivelse af en receptiv form for meditation -- måske mere i hans rolle som psykolog end i hans rolle som præst:

Slow down and taste and smell and hear, and let your senses come alive. If you want a royal road to mysticism, sit down quietly and listen to all the sounds around you. You do not focus on any one sound; you try to hear them all. Oh, you'll see the miracles that happen to you when your senses come unclogged.

Se Wisdom from Anthony de Mello, afsnit 53, "Listening to Life".

Lyt til Cynthia Bourgeault (højt anbefalet)

Cynthia Bourgeault er anglikansk præst og forfatter af Centering Prayer and Inner Awakening (og flere andre bøger). Hun har arbejdet meget med Thomas Keating, men hendes præsentation af centrerende bøn er lidt anderledes - et yngre synspunkt der ikke er baseret på en terapeutisk model. Her er optagelser (mere end 3 timer) fra en 1-dags centrerende bøn-workshop som hun holdt sidste måned i Washington National Cathedral.

Thomas Keating taler om at leve i Guds nærvær

Britta har indsendt dette indlæg.

Keating har i 2003 givet en tale om at leve i Guds nærvær hele tiden. Den er nu oversat og tilgængelig her på bloggen.

Talen er nummer et ud af to. Den anden drejer sig primært om den centrerende bøn, og selvom Keating altid udtrykker tingene på nye måder, vil der uvægerlig også være en del gentagelse. Man kan godt blive træt af al den snak om en bøn, der har bedst af at blive praktiseret.

Måske vil anden del blive oversat alligevel – og måske ikke.

Oversættelsen er aktuel fordi Keating taler om trappist munkene fra Algeriet, som blev slået ihjel i 1996, og der er lige kommet en film om netop disse munke. Den hedder ”Guder og mennesker”. Den vandt desværre ingen priser på Cannes festivalen, men mon ikke den alligevel vil være værd at se.

God læsning, 2010.05.22

Bloggeren på The Website of Unknowing fortæller i Wasting Time with God om en samtale med en munk, der mener at en moden kontemplativ burde bruge 2 timer om dagen på sin praksis. Jeg kan huske at der var en mandag fornylig hvor Britta citerede Wilfrid Stinissen for den samme bemærkning. Det lyder umiddelbart overvældende hvis man kun tænker på den tid man sidder i meditation. Men måske kan det lade sig gøre hvis man indkluderer supplerende praksis-typer som hjertets bøn, welcoming prayer osv. som man kan praktisere midt i sine daglige pligter. Læs blog posten og kommentarerne skrevet i svar til den.

Anmeldelse af Bernadette Roberts's "What Is Self?: A Study of the Spiritual Journey in Terms of Consciousness" (2005)

På omslaget af denne bog er en udtalelse fra Thomas Keating at forfatteren har en særlig evne til at artikulere hvad der ikke kan udtrykkes med ord. Det er nok en selvmodsigelse. Men Bernadette Roberts kan udlægge aspekter af den kontemplative rejse som de fleste ikke engang forsøger at beskrive.

Roberts (født 1931) trådte ind i karmeliterordenen som teenager men forlod den efter 10 år, blev gift og stiftede familie. Hun har skrevet 3 bøger om de indsigter hun har fået på sin kontemplative livsvej. Det mest bemærkelsesværdige i hendes forfatterskab er beskrivelsen af et stadium der kommer efter transforming union (hvor det falske selv, egoet, forsvinder, og man oplever en vedvarende fornemmelse af Guds tilstedeværelse). Her omtaler Roberts et stadium hvor hele selvet - ikke bare det falske selv - forsvinder. Roberts har skrevet om det samme emne i sine tidligere bøger, The Experience of No Self: A Contemplative Journey (1982) og The Path to No-Self: Life at the Center (1985).

Denne bog, hendes tredje om det samme emne, er et forsøg på at svare på kritikken at, enten hendes beskrivelsen af no-self oplevelsen er en misforstået beskrivelse af transforming union eller at hun mangler indsigt i den kristne komtemplative tradition. Uanset hvor fremmed idéen om en no-self oplevelse er, må man sige at Roberts har forsvaret sig godt mod de 2 kritikker. Hun er en meget intelligent person med en fortid og en nutid forankret i kontemplativ kristendom.

Ud fra sine egne erfaringer præsenterer Roberts no-self oplevelsen som noget der ikke er så utænkeligt som man ellers kunne tro. Men det mest interessante for mig i denne bog er beskrivelsen af det tidligere stadium, transforming union, hvor man taber egoet (det falske selv). Her er et udpluk fra "Part I: What is Self?":

The divine's breaking through the center of consciousness shatters the ego like a hole made in the center of ourselves. To get some idea of this breakthrough we might again compare the psyche (consciousness) to a circular piece of paper where the original center was the ego. With this sudden breakthrough we now have an empty hole in the center of ourselves; instead of the ego or self-center, we now have a divine-center -- the empty hole. The empty center is two things at once; it is the absence of self and the presence of the divine. There is no self-center anymore; there is only a divine-center.

***

Offhand we would imagine that a permanent breakthrough of the divine into the unconscious would be a wonderful, blissful experience. But in fact it is a terrible experience; to unhinge self-will and everything to which it is attached is a shattering experience. *** But most important, with the shattering or falling away of the self-center, the ego's experiences of the divine go with it. The ego can no longer experience the divine because there is no ego anymore to experience the divine.

***

This event is John of the Cross' "Dark Night of the Spirit" wherein consciousness or self feels bereft and empty of the divine and, consequently, bereft and empty of itself.

Denne bog er en samling af 3 uafhængige essays. "Part I: What is Self?" udlægger i detalje Roberts' psykologiske model af selvet og dets forvandling. "Part II: Three Views of Consciousness" sammenligner Roberts' syn på selvet - eller bevidstheden - med håndteringen af dette emne i Hinduisme og i Carl Jungs værker. Og "Part III: The Christian Passage" opsummerer  Roberts' egen kontemplative rejse i rammen af hendes psykologiske model. Denne organisering var en fordel for mig, fordi det gjorde det muligt at læse den interessante "Part III" inden jeg læste de 2 mere teoretiske dele.

Har Roberts overbevist mig at der findes en no-self oplevelse efter man er færdig med transforming union? Det ved jeg ikke. Men Roberts' beskrivelse af disse tilstande gør det muligt at forestille sig hvordan de kunne være.

Diverse

• Amazon link for this book
• Bloggen Bernadette's Friends
• 1986 interview med Bernadette Roberts
• Jeg lånte denne bog fra Sankt Andreas Bibliotek gennem www.bibliotek.dk.

Dagens citat, 2010.05.06

Once we come to an abiding consciousness that the deepest center of our existence runs into the divine (like an umbilical cord, so to speak), we realize that this awareness is much like the historical Christ's abiding consciousness of oneness with the Father, and for this reason we call this state "Christ-consciousness." This does not mean we are aware of Christ. Rather, like Christ, we are aware of our oneness with the divine--the ground of our being and all being--the Father, in other words. This is not the experience "I am Christ," but only the recognition of an identity with Christ through oneness with the Father. Because of this similarity, we can see that we are "other Christs," see that because we are one with God, we are also one with Christ. At this point we see God in everyone and everything, and thus see that because they too are one with God, they too are Christ.

Fra What Is Self?, "Part III - The Christian Passage", af Bernadette Roberts.

Thomas Keating om påskens mysterier

Mel Gibsons "The Passion of the Chirst" er en lidelseshisorie for tøsedrenge sammenlignet med Keatings fremlægning af Kristi død. Det var min reaktion da jeg først læste Thomas Keating taler om at leve påskens mysterier – håb og frelse. Selvfølgeligt er den ikke en splatter-fortælling, med fokus på torturscener. Til gængeld er den en medlevende udlægning af begivenhederne op til Jesu død og opstandelse -- med stor empati for Maria og Lazarus fra Bethania og med tryk på Keatings forståelse af centrerende bøn som identifikation med Kristus på korset.

God læsning, 2010.03.12

Jeg surfede lige forbi en henvisning til Francis Thomsons (1859-1907) digt "The Hound of Heaven", som jeg læste i high school, og jeg kunne ikke modstå fristelsen til en nostalgisk genlæsning. Det var jeg glad for. Digten handler ikke direkte om kontemplativ bøn, men den kommunikerer et kontemplativt tema måske bedre af den grund.

Anmeldelse af Centering Prayer Training Course

Britta har indsendt følgende indlæg:

Contemplative Outreach har for nylig lavet et virkelig godt Training Course i centrerende bøn.

Det er ret omfattende og består af 6 dvd´er, hver af en times varighed, med Gail Fitzpatrick-Hopler, Carl Arico (præst) og Thomas Keating. De går i dybden med bønnen og ”vejen”, som vi kender fra Keatings bøger og taler. Desuden medfølger et hæfte, som egner sig glimrende til anvendelse i en bøns-gruppe. Hvert afsnit i hæftet afsluttes med relevante spørgsmål, som man kan overveje og tale om.

Der er også 2 cd´er og nogle ”bønskort” med citater, som kan anvendes til en slags lectio divina. Man kan lade ordene og deres betydning synke ind som en naturlig forberedelse til den centrerende bøn.

Det helt essentielle er naturligvis, at bøn er relation. Det drejer sig om Gudsforholdet. Kontemplativ bøn har altid været forstået som ”den smalle og enkle vej”, som grunder sig på en villighed til at overgive sig helt til Guds nærvær og handlen i os. Som vi ved, er dette grundlaget i centrerende bøn: Intentionen, som vi starter bønnen med og hele tiden i bønsperioden blidt og uden anstrengelse vender tilbage til, når tanker o.l. fører os væk fra den oprindelige hensigt om overgivelse og samtykke til Guds vilje.

Således kommer det slet ikke an på os og vore anstrengelser – vi giver jo bare slip på de forhindringer, vi har i os, når vi igen og igen samtykker til Guds nærvær og handlen i bønnen. Dette er en slags åbenbaring, der bliver tydelig, efterhånden som man åbner sig og bliver modtagelig for et dybere forhold til Gud, og det er en enorm lettelse at erkende, at det ikke er noget VI kan præstere eller fremtvinge.

Som vi nok er klar over, var startskuddet til hele centrerende bøn bevægelsen og dermed også Contemplative Outreach, det 2. Vatikankoncils opfordring til at forny den næsten to tusind år gamle kristne kontemplative tradition. Sammen med sine medbrødre Basil Pennington og William Menninger tog Thomas Keating imod denne opfordring. På basis af de ældgamle kilder fandt man frem til en enkel kontemplativ metode, som kom til at hedde centrerende bøn.

Her i landet er det nok de færreste, der er klar over, at navnet på bønnen er en henvisning til Thomas Mertons beskrivelse af bøn som værende ”centreret totalt på Guds nærvær.”

C.O. er blevet et globalt netværk af kristne, der prøver at leve kontemplativt i deres almindelige liv.

Det er Thomas Keatings overbevisning, at når blot der er tilstrækkelig mange, der praktiserer den kontemplative bøn på daglig basis og dermed efterhånden får Jesu Kristi sindelag, ja så vil verden forandres, fordi Guds kærlighed vil strømme ud, nå og forandre mennesker i samfundet. Guds kærlighed er den stærkeste kraft, der findes.

Et af motiverne til at lave dette omfattende Training Course har været at aflive og imødegå nogle af de misforståelser og –opfattelser, nogle mennesker har af centrerende bøn og bevare den rene vare for eftertiden.

For eksempel slår man fast, at centrerende bøn IKKE er et new-age fænomen men et forsøg på at forny den gamle kristne arv til brug for moderne mennesker. Den er rodfæstet i Guds ord, både gennem bibelen og personen Jesus Kristus.

På side 59 i træningshæftet stilles spørgsmålet:

”What is the difference between Centering Prayer and Eastern prayer practices?”

Hertil svarer Contemplative Outreach:

“It is important not to confuse Centering Prayer with Eastern techniques of meditation such as transcendental meditation. The use of the sacred word in Centering Prayer does not have the particular calming or focusing effect attributed to some mantras. Many Eastern practices are concentrative and include techniques for focusing the mind. Centering Prayer is completely receptive: the sacred word is the symbol of our intention to consent to the presence and action of God within. Throughout the period of Centering Prayer, your intention predominates – that is, the movement of your will to consent to God’s intention. Hence, Centering Prayer is a personal relationship with God, not a technique. At the center of this practice is Divine love. This distinguishes Centering Prayer from Eastern methods that are primarily concerned with awareness. Eastern traditions tend to put greater emphasis on what the self can do. The Christian tradition, on the other hand, puts a greater emphasis on what God can do.

It might be said by some that the contemplative Christian journey is the path of heartfulness, while Eastern traditions are the path of mindfulness.”

“Heartfulness” skulle ifølge Gail Fitzpatrick-Hopler være Thomas Keatings opfindelse, men jeg har læst om folk her i Danmark, der også har opfundet udtrykket. Eller måske de bare kender til Keating.

Det eneste minus jeg kan finde ved dette kursus er prisen. Ca. 1000 kr. er meget, men jeg synes nu, det er det værd.

God læsning, 2010.02.16

Cynthia Bourgeault, anglikansk præst og forfatter af bogen Centering Prayer and Inner Awakening, har skrevet en forholdsvis ny artikel, Centering Prayer and attention of the heart, som følger op på hendes karakterisering af kenosis (Kristi udtømmelse/overgivelse ved inkarnationen) som det teologiske princip bag centrerende bøn. Artiklen, som bygger på værker af Thomas Merton og Simeon den nye teolog, giver en rimelig let tilgængelig præsentation af centrerende bøn som en process af "letting go" og hjertet som et figurativt organ af åndelig perception.

Dagens citat, 2010.01.06

Sarah [a physically and mentally disabled girl] was a fascinating presence to the retreatants. Some would sit with her for an hour or two, just exchanging – I don’t know what you’d call it – some kind of subtle communication. She could remember many of her admirers and showed special interest when they came again. She gradually became a member of the staff without doing anything. She was just there. It occurred to many participants that she somehow epitomized what the retreat was all about – namely, just being. Her contribution had nothing to do with actions or accomplishments; it was just a celebration of life. Although she had only a tiny sliver of it compared to the rest of humanity, it was still life and wonderful in its simplicity.

Fra Sarah's Advice, en artikel af Thomas Keating i Contemplative Outreach News, december 2009.